Håbet om uddannelse holder os oppe

Dette indhold er udarbejdet med økonomisk støtte fra Den Europæiske Union. Dets indhold er udelukkende Oxfam IBIS' ansvar og afspejler ikke nødvendigvis EU's synspunkter.

Helen Anek Sisto er 54 år og flygtning fra Sydsudan. Hun er lykkelig over, at hun og familien nu er i sikkerhed. Især er hun glad for, at børnene er kommet i skole.

"Vi kommer fra Sydsudan, fra landsbyen Pajok. Vi flygtede 3. april 2017."

Sådan indleder Helen Anek Sisto, der i dag bor med sin familie i flygtningebyen Palabek i Uganda.

"Vores by var blevet angrebet flere gange før, og hver gang soldaterne nærmede sig, flygtede vi ud i bushen. Mine børn har været i livsfare, og de har set folk blive slået ihjel. Til sidst gav vi op og tog af sted for at finde sikkerhed i Uganda," siger hun og tilføjer: "Jeg er lettet nu, fordi min familie endelig er i sikkerhed. Men jeg er også dybt ulykkelig over at have forladt alt det, der var mit liv."

Den første svære tid som flygtning blev Helen Anek Sisto især holdt oppe ved tanken om, at børnene måske ville kunne komme i skole igen.

"Derfor var jeg mere end glad, da der åbnede en skole her, som havde plads til mine børn. Indtil da havde de bare været hjemme uden at lave noget. De mistrivedes og mistede lysten til ting. De holdt helt op med at søge fællesskab,” siger Helen Anek Sisto.

Men nu er situationen en anden. Børnene er glade, de har venner og en meningsfuld hverdag. ”De elsker at gå i skole, og de har haft godt af de rammer, som skolen giver," siger hun.