Pandemiens skjulte pris: Stigende ulighed koster liv

17. jan 2022
Af
Trine Pertou Mach, fungerende generalsekretær og politisk chef i Oxfam IBIS

Coronapandemien er på vej ind i sit tredje år. Og mens vi i Danmark godt nok står midt i en tredje bølge med høj smitte, så er samfundet heldigvis et helt andet sted end for to år siden. Først og fremmest takket være et videnskabeligt gennembrud på Covid-19-vacciner, der har sikret, at langt de fleste danskere nu kan opretholde deres hverdag og liv, men også takket være et velfærdssamfund, der har holdt hånden under udsatte borgere og virksomheder.

Pandemien afslører ulighed

For er der noget, Coronakrisen har lært os, så er det, at lande med stærke sociale sikkerhedsnet og lige adgang til sundhed står stærkere i en krisetid.

Til gengæld må vi desværre sande, at pandemiens globale følgevirkninger har været langt mere fatale. Ulige adgang til vacciner, sundhed, uddannelse, job og social sikring mærkes i tabte indkomster, arbejdsløshed, sygdom, forliste uddannelser og mistet frihed. Og i sidste ende i tabte liv.

I de seneste to år er mennesker døde, fordi de ikke fik en Covid-19-vaccine i tide, selvom vaccinen kunne have været bredt produceret og distribueret, hvis teknologien, viden og patenterne var blevet delt. Nogle døde, fordi de ikke fik den nødvendige hospitalsbehandling på grund af underfinansierede offentlige sundhedssystemer – eller fordi sygehusene var overbelastede. Andre døde på grund af fattigdom og sult. De mistede livet blandt andet, fordi mange regeringer ikke kunne eller ville yde dem den sociale beskyttelse, der var nødvendig for at overleve krisen.

De rige er blevet rigere under pandemien

Oxfams årlige ulighedsrapport, der offentliggøres i dag, viser, at pandemiens indvirkning på de fattigste menneskers liv og livsmuligheder har været katastrofale, og over 160 mio. mennesker er blevet skubbet ud i fattigdom. Alt imens har verdens i forvejen allerrigeste tjent styrtende med penge.

Dollarmilliardærernes formuer er vokset mere under pandemien, end de har gjort de seneste 14 år. Det er den største årlige stigning i milliardærrigdom, siden man begyndte at registrere det. Og der bliver fortsat flere rige – siden marts 2020 er der kommet en ny dollarmilliardær til hver 26. time. Det er nærmest vulgært.

Verdens ti rigeste mænd, som bl.a. tæller Elon Musk og Jeff Bezos, har mere end fordoblet deres formuer siden pandemiens begyndelse. Disse ti mænd har nu seks gange så stor formue, som de 40 procent af verdens befolkning med mindst formue - svarende til 2,9 mia. mennesker.

Det handler altså ikke blot om forskellen mellem rig og fattig, men om forskellen mellem de absolut rigeste og størstedelen af verdens befolkning.

Lad os slå fast: Et eksplosivt boom i nogle få privilegeredes formuer er ikke et sundhedstegn.

Nye tal fra World Inequality Lab viser, at siden 1995 har top 1 pct. sat sig på næsten 20 gange så meget af den globale velstandsvækst som de 50 pct. fattigste af verdens befolkning.

International forskning viser, at indkomstulighed er en langt større indikator for, om du risikerer at dø som følge af Covid-19, end alder. Mennesker, der bor i udviklingslande har dobbelt så stor risiko for at dø af sygdommen end mennesker, der bor i højindkomstlande. En analyse fra Storbritannien viser endda, at folk, der bor i de fattigste områder i landet, har haft op til fire gange så høj risiko for at dø af Covid-19, end dem, der bor i velhavende områder.

Pandemien har med andre ord været meget mere dødelig og gjort langt mere skade på menneskers livsmuligheder på grund af ulighed.

Ikke at det egentligt er nyt, at ulighed rammer skævt særligt i krisetider, men det understreger også, at vi  både skal bekæmpe pandemien og tage hånd om den ulighedskrise, der accelerer i et hidtil uset tempo.

Internationale institutioner som IMF, Verdensbanken og World Economic Forum har alle peget på, at pandemien risikerede at udløse en større stigning i uligheden i de enkelte lande. Og at når det kommer til fattigdomsbekæmpelse, så vil verdens fattigste først komme tilbage til før-krise-niveau i 2030. Uligheden mellem lande vokser for første gang siden 1993.

Ulighed bidrager til millioner af dødsfald hvert år. Oxfam vurderer på baggrund af et forskningsstudie, at 5,6 mio. mennesker årligt dør alene på grund af utilstrækkelige sundhedssystemer. Dertil kommer millioner, som enten dør af sult eller bliver skubbet ud i ekstrem fødevareusikkerhed. Mennesker dør, selvom ressourcerne til at undgå det, findes globalt.

Kvinder er særdeles hårdt ramt af kriser

Men ulighed har flere dimensioner, og pandemiens konsekvenser er andet end dødsfald. Verdens fattigste, marginaliserede grupper, piger og kvinder, har mærket pandemiens følgevirkninger særdeles hårdt. Lad os tage køn som eksempel: På arbejdsmarkedet er kvinder globalt set overrepræsenteret i de sektorer, der rammes hårdest af pandemien.

Det gør situationen endnu værre, at mange kvinder er røget helt ud af arbejdsmarkedet og tvunget over i omsorgsarbejde med at passe hjemmet, syge slægtninge eller tage sig af børn, hvis skoler har været lukkede under pandemien. Og det rammer også pigebørnene; det frygtes, at 20 mio. piger aldrig kommer til at vende tilbage til skolen igen. De bliver dermed fanget på bunden af den globale økonomi og ofte på kanten af samfundet, uden indflydelse eller kontrol over eget liv.

Omfanget af kønsbaseret vold – herunder partnervold – er steget under pandemien, særligt i perioder med lockdown, på tværs af kloden.
Dertil kommer de mange hundrede tusinder, der rammes af klimakrisen. Naturbrande, oversvømmelser, tornadoer, afgrødesvigt og sult rammer primært verdens fattigste og mest udsatte lande. Ulighed er også ved at ødelægge planeten.

I Oxfam siger vi det hvert år: Ulighed er resultat af politiske valg. Og ulighed skader os alle.

Høj ulighed er også et socialt og politisk onde, der undergraver sammenhængskraft, tillid og personlig frihed. Det er kilde til politisk polarisering, ustabilitet, kriminalitet og mere vold. Flere mennesker er syge, færre får en uddannelse, og færre lever et værdigt liv. Det gør FN’s Verdensmål om at afskaffe global fattigdom umuligt at nå.

Skat skal bremse ulighedsspiralen

Da pandemien begyndte, havde man i de højere politiske lag en naiv forestilling  om, at ’vi alle var i samme båd’. For en virus forskelsbehandler ikke. Nu er vi blevet klogere.

Coronakrisen har udstillet det økonomiske systems fejl og mangler, og der er behov for et opgør med en forfejlet model, der gør de ekstremt rige rigere og på bekostning af det store flertal af almindelige mennesker verden over.

Kloden knager mere alvorligt end hidtil set. Verdens regeringer skal bremse ulighedsspiralen, der accelererer mod ekstreme og ødelæggende niveauer. Pengene er der. Regeringer i de rige lande har pumpet 16.000 mia. dollar ud i det økonomiske system for at redde liv og arbejdspladser under coronakrisen, men mange af pengene er samtidig røget i lommerne på milliardærerne som følge af boom på aktiemarkedet.

Vi kan begynde med at kræve progressive og velfungerende skattesystemer. Sætte endnu hårdere ind i kampen mod skattely, så alle bidrager med det, de er forpligtet til.

Regeringer skal investere i vores fælles fremtid - i uddannelse, sundhed, fattigdomsbekæmpelse, lighed og sociale sikkerhedsnet. Levere den nødvendige finansiering til håndtering af klimakrisen. Hele det økonomiske system skal moderniseres, så det virker for de mange.

Om ti år vil vi se tilbage og spørge: Hvordan kunne man lade stå til, vi vidste jo det hele? Det er nu, denne generation af politiske ledere skal lægge byggestenene til en fælles fremtid.