På 50 års dagen afsløres løftebrud for milliarder

22. okt 2020
Af
Malene Aadal Bo

Der er et gigantisk gab mellem det, som verdens rige lande lovede at give i udviklingsbistand til verdens fattigste, og det, som de fattigste har fået. Det viser en ny analyse, som Oxfam udgiver i anledning af 50-året for aftalen om de 0.7 procent.

Det var stolte statsledere, som i 1970 stillede sig frem og fortalte om en verden, der nu skulle blive bedre for alle. De rige lande var blevet enige om, at de alle hvert eneste år ville give mindst 0,7 procent af deres BNI til udvikling og fattigdomsbekæmpelse i verdens fattige lande. På lørdag er det 50 år siden, og Oxfam har i den anledning undersøgt, hvordan det gik med at overholde det løfte.

Konklusion: Kun ganske få lande har levet op til løftet, og måler man det i kroner og ører er gabet mellem det, de rige lande lovede, og det de fattige lande har modtaget, på intet mindre end 35.796 milliarder kroner. Et beløb så stort, at det er svært at begribe størrelsen af.

”Det er et svigt og en skamplet, at verdens rige lande i den grad er løbet fra løfterne og har forpasset muligheden for én gang for alle at udrydde ekstrem fattigdom ved ikke engang at leve op til det minimum, der blev sat dengang for 50 år siden,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

”Prisen for vores løftebrud betales af de 260 millioner børn, som ikke har adgang til uddannelse, den halvdel af verdens befolkning, der mangler adgang til lægehjælp, og de to milliarder mennesker, der ofte mangler mad,” tilføjer han.

Danmark bør hæve bistanden til 1 procent

De 35.796 milliarder, som de rige lande reelt set har lovet de fattigste lande, er næsten lige så stort som den samlede udlandsgæld for 120 lav- og mellemindkomstlande. Det er den gæld, hvis renter og afbetalinger forhindrer dem i at sikre deres borgere adgang til f.eks. uddannelse og sundhed. Det er ikke ualmindeligt, at fattige lande bruger en meget stor andel af deres BNI på at afbetale gæld, og nogle steder er det så alvorligt, at landene trues af statsbankerot.

”Men mens de fattige landes kreditorer har styrke til at presse pengene ud af de fattige lande, er de fattige lande helt magtesløse i forhold til at få de penge, som de rige lande har lovet dem. De må bare vente og håbe, at vi af os selv beslutter os for at udvise solidaritet og sætte handling bag de flotte ord,” siger Kristian Weise.

Med corona-krisen som især har ramt den fattige del af verden med ufattelig kraft, er behovet for internationalt samarbejde og solidaritet større end nogensinde.

Oxfam IBIS opfordrer kraftigt til, at alle lande tager løftet alvorligt og øger deres bistand til et beløb svarende til 0.7 procent af deres BNI. Og at de rigeste lande ikke alene opfylder dette minimum, sådan som Danmark og få andre lande hele tiden har gjort, men hæver bistanden til 1 procent eller mere.

”I mange år gav Danmark 1 procent af BNI, og det er bestemt på tide, at vi beslutter at nå derop igen. Verden har brug for, at de bredeste skuldre bærer en større vægt, og Danmark både kan og bør gå forrest,” siger Kristian Weise.

”Vi skal huske, at udviklingsbistand er en investering i en bedre og mere retfærdig verden for os alle,” tilføjer han.

Hent rapporten "50 Years of Broken Promises"