Oxfams uafhængige kommission udgiver ny rapport

16. jan 2019
Rikke Hovn Poulsen

Den uafhængige kommission, som Oxfam nedsatte i februar sidste år, udkommer i dag med sin første rapport.

Kommissionen er en vigtig del af det arbejde med at forbedre vores kultur og praksis, som Oxfam gik i gang med sidste år, efter at det kom frem, at en håndfuld ansatte på Haiti tilbage i 2011 havde købt sex hos prostituerede og udnyttet deres position på det groveste.

”Kommissionens opgave var at finkæmme vores organisation og finde frem til de rå sandheder. Vi bad dem om at pege på ting, der er i vejen med Oxfam, og på den baggrund komme med anbefalinger til, hvad vi kan gøre bedre,” fortæller engagementchef Per Bjerre fra Oxfam IBIS.

Kommissionen har interviewet medarbejdere fra ti forskellige Oxfamkontorer rundt om i verden, blandt andet Storbritannien, Mexico og Zimbabwe. Resultatet er kritisk: Medarbejderne beretter om episoder med mobning, sexisme og sågar kolonialisme.

Læs hele rapporten her (på engelsk)

”Rapporten er hård læsning for alle i Oxfam.  Men samtidig er den et vigtigt arbejdsredskab for os. Den peger råt for usødet på vores svagheder, og det er en stor hjælp i arbejdet med at gøre Oxfam til et bedre og tryggere sted for medarbejdere, samarbejdspartnere og alle dem, vi hjælper rundt om i verden,” siger engagementchef Per Bjerre.

”Vi tager rapporten dybt alvorligt – disse ting bør ikke finde sted i en organisation som vores, der netop arbejder på at forhindre krænkelser og forskelsbehandling. Det er godt, at sagerne nu kommer frem i lyset, så vi kan sætte endnu mere målrettet ind,” fortsætter han.

Oxfam arbejder i mere en 90 lande verden over og har mere end 10.000 ansatte. Kommissionen anerkender i rapporten, at langt de fleste gør et fantastisk stykke arbejde – og at Oxfam allerede har forbedret sig markant siden februar sidste år. Men det er bare ikke de ting, kommissionen er blevet bedt om at fokusere på.

”Oxfam er ikke immun over for dårlig opførsel og uacceptabel adfærd. Også i fremtiden vil der komme sager – det kan vi nok desværre aldrig gardere os 100 procent imod. Men vi kan sørge for at have et system på plads, så alle sager behandles korrekt, og vi altid stiller os på ofrenes side. Vi har allerede gjort meget – men rapporten viser med al ønskelig tydelighed, at vi ikke er i mål endnu. Vi har stadig et stort arbejde foran os,” siger Per Bjerre.

Rapporten er et led i den tipunkts-plan, som Oxfam satte i værk sidste år. Den skal forbedre vores organisationskultur og styrke de globale politikker og procedurer, som beskytter vores ansatte og de mennesker, vi arbejder med. Der er allerede sket store fremskridt – vi har blandt andet investeret massivt i ’safeguarding’, forbedret vores whistleblower-ordning og indført nye, ufravigelige procedurer i forbindelse med ansættelser.

Læs den seneste opdatering om arbejdet med tipunkts-planen her (på engelsk)

Sidste år hjalp Oxfam mere end 22 millioner mennesker verden over med blandt andet livreddende nødhjælp, rent vand, skolegang og undervisning i basale menneskerettigheder.

I tillæg til Oxfams uafhængige rapport nedsatte det britiske parlament i februar et udvalg – den såkaldte Charity Commission – der skulle undersøge Oxfam i Storbritannien og forløbet omkring Haiti-sagen. Det skal munde ud i en rapport, der sandsynligvis udkommer inden for de næste par uger.

”Vi hilser naturligvis også det britiske parlaments rapport velkommen og ser den som endnu en mulighed for at kaste et kritisk blik på vores egen organisation,” siger Per Bjerre.