Oxfam IBIS sender penge til græhoppe-plagede Østafrika

09. mar 2020

Millioner af mennesker risikerer at miste deres levegrundlag, efter gigantiske græshoppesværme har invaderet Østafrika. Nu sender Oxfam IBIS penge til de ramte.

Gigantiske skyer af græshopper har invaderet det østlige Afrika. De spiser alt på deres vej: træer, buske, afgrøder – alt det, som befolkningen skulle leve af resten af året. Katastrofen risikerer at udløse en alvorlig fødevarekrise.

Oxfam IBIS har opfordret den danske befolkning til at støtte befolkningerne i de ramte lande: Kenya, Uganda, Etiopien og Somalia. Foreløbig har Oxfam IBIS har indsamlet 100.000 kroner. Pengene går til mad og såsæd til de ramte. Udover de indsamlede penge har Oxfam IBIS med støtte fra Danida besluttet at bruge yderligere 500.000 kroner til at støtte de ramte familier.

 "Det er en enorm katastrofe, der lige nu rammer lande, der i forvejen er påvirket af tørke og alvorlig mangel på fødevarer. Siden 2016 har seks ud af syv regntider slået fejl. Græshoppe-angrebet bringer den langsomme genopretning af den berørte befolkning i fare og sætter flere og flere mennesker på randen af sult og underernæring. Millioner af mennesker risikerer at miste deres levegrundlag, hvis de ikke får hjælp," siger generalsekretær i Oxfam IBIS, Kristian Weise.

FN har anmodet det internationale samfund om at bidrage med yderligere en halv milliard kroner til bekæmpelsesindsatsen mod græshopperne, som indtil videre har været for langsom og utilstrækkelig. Selv om græshoppesværmene de senere dage har været aftagende, er krisen langt fra afblæst. Græshopperne har lagt æg, som forventes at udløse en ny sværm af græshopper.