Forside / Nyheder / Oxfam Danmark henter stærk kommunikationsprofil fra Folkekirkens Nødhjælp
Artikel

Oxfam Danmark henter stærk kommunikationsprofil fra Folkekirkens Nødhjælp

23.11.2017

Per Bjerre er ny leder af folkeligt engagement i Oxfam IBIS
Per Bjerre er ny leder af folkeligt engagement i Oxfam Danmark

Fra årsskiftet skal Per Bjerre stå i spidsen for Oxfam Danmarks arbejde med at samle danskerne i kampen mod skattely og ulighed –  og for uddannelse, lige rettigheder og fred. Per Bjerre kommer fra en stilling som mediechef i Folkekirkens Nødhjælp og skal nu lede Oxfam Danmarks kommunikations-, fundraising- og kampagnearbejde

”Vi kan roligt sige, at vi har fået en meget stærk profil over på vores hold af i forvejen stærke profiler – det bliver godt!,” siger generalsekretær Mie Roesdahl, som glæder sig til at byde Per Bjerre velkommen.

”Per har meget dygtigt styrket Folkekirkens Nødhjælps plads i mediebilledet og i danskernes bevidsthed. Oxfam Danmark står over for en spændende tid, hvor vi skal ud over stepperne med udvikling af en ny strategi, vi skal skabe nye partnerskaber og nye veje til forandring, og vi skal brænde igennem som dem, der tænker nyt og samtidig er utrættelige i vores arbejde for at bekæmpe fattigdom og ulighed.  Pers kommunikationsstrategiske erfaring og talent for innovativ fundraising gør ham til den helt rette til at stå i spidsen for den opgave,” siger Mie Roesdahl.

Den 57-årige mediechef og journalist kommer med stor erfaring inden for både journalistik, ledelse og kunsten at skabe folkeligt engagement. Per Bjerre kommer fra Lemvig og begyndte sin karriere som journalist i Radio Syd i Aabenraa. Han var i mange år chef for Bornholms Radio, og har siden været chef for DR Update, nyhederne på dr.dk og DR vejret - og altså senest mediechef hos Folkekirkens Nødhjælp.

Her har han blandt andet været med til at fordoble antallet af følgere på Facebook og fundet en måde at transformere ”likes til penge”. Han var i en periode også chef for Wefood – den butik mod madspild, som Washington Post kaldte verdens vigtigste supermarked og som i Danmark blev et gennembrud for Folkekirkens Nødhjælps rekruttering af unge frivillige. Det var også Per Bjerres idé at ansætte korrespondenter for at skabe bedre og mere omtale af organisationens arbejde, og han har i det hele taget været god til at gå fra at give gammeldags oplysning mest på print og hjemmeside til at fundraise med engagerende visuelle fortællinger.

Fra 1. januar er det Oxfam Danmark, der vil få glæde af Per Bjerres dygtighed og stærke ønske om at forandre verden, når han tiltræder som leder af en ny public engagement-afdeling. Samtidig bliver han en del af ledergruppen.

”Det er en opgave, som jeg ser meget frem til at kaste mig over. Oxfam Danmark er den danske del af en af verdens største og dygtigste NGO´er, og jeg beundrer organisationens indsats. Som leder af det folkelige engagement hos Oxfam Danmark får jeg mulighed for at arbejde sammenhængende med både medier, medlemmer, kampagner og fundraising. Samtidig bliver jeg en del af ledelsen hos en ny og visionær generalsekretær og på et tidspunkt, hvor organisationen skal lægge vigtige planer for fremtiden,” siger Per Bjerre.

KONTAKT:
Mie Roesdahl, generalsekretær, Oxfam Danmark, mr@oxfam.dk; tlf.: 2984 2444
Per Bjerre; tlf.: 2019 8426