Oxfam har været igennem en stor kulturændring

09. jun 2019
Af
Rikke Hovn Poulsen

Siden den ulykkelige sag fra Haiti ramte offentligheden i februar sidste år, har Oxfam arbejdet intenst på at forbedre kulturen og forebygge, at det kan ske igen. Mange tiltag er gennemført, flere er på vej. Og vi vil blive ved med at se kritisk på os selv

Oxfam har i løbet af det seneste år gennemført en lang række tiltag inden for områder som kvinders rettigheder og hvordan vi bedst beskytter de sårbare mennesker, vi arbejder med og for - vi har fulgt den såkaldte 10-punkts plan, som vi lagde frem sidste år. Det gælder blandt andet:

  • Alle i hele Oxfam – fra København til Nairobi – har i det forløbne år gennemgået et kursus, der har været med til at gøre ansatte ekstra opmærksomme på, hvad man kan og skal gøre, hvis man oplever eller overværer nogen form for krænkelse. Vi har desuden lagt en plan for, hvordan vi følger op på kurset, så disse overvejelser aldrig går i glemmebogen.
  • HR-medarbejdere i alle lande blevet trænet i, hvordan man håndterer og undersøger sager om overgreb.
  • Vi har forbedret den hotline, hvor både ansatte og alle de mennesker, vi er i kontakt med, kan indberette overgreb og få dem standset og undersøgt. Du kan finde kontaktinformationer og mere info her.
  • Alle kandidater til nye stillinger tjekkes for at finde ud af, om de har domme for overgreb, og vi indhenter børneattester. Lige nu er vi i gang med at skaffe børneattester og indhente straffeattester på alle vores nuværende ansatte her i Danmark.
  • Kun få godkendte chefer har myndighed til at give anbefalinger til medarbejdere, der forlader Oxfam. Det sker for at sikre, at medarbejdere, der har lavet noget forkert, ikke kan snyde sig ind i andre organisationer med forkerte anbefalinger.
  • Oxfam IBIS er aktive og toneangivende i det fælles arbejde om safeguarding (beskyttelse), som i Danmark foregår i Globalt Fokus i tæt dialog med Danida – det blev sat i værk efter Haiti-skandalen brød ud sidste år.
  • Oxfam IBIS støtter oprettelsen af et register over ansatte, der har begået overgreb, så de ikke vandrer fra én organisation til en anden. De nye GDPR-regler har forsinket arbejdet – sammen med jurister er vi i gang med at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre inden for lovens rammer.
  • Som noget helt nyt har vi i juni 2019 lanceret en fond på omkring 4,5 millioner kroner, der skal styrke de lokale organisationer, vi arbejder sammen med, i deres arbejde med safeguarding - beskyttelse og kvinders rettigheder.
  • Vi er desuden gået i gang med at booste vores egne safeguarding-aktiviteter 13 steder i verden, hvor vi har identificeret forhøjet risiko for, at overgreb kan finde sted. Det kommer både lokalsamfundene og hele sektoren til gode.
  • På globalt plan vil vi udnævne to højtrangerende chefer til at sørge for, at emnet forbliver øverst på dagsordenen: En såkaldt Chief Ethics Officer og en Global Culture Lead.

Du kan læse mere om Oxfams arbejde med at forbedre kulturen her (linket er på engelsk)