Forside / Nyheder / Oxfam arbejder hårdt for at forbedre kulturen efter Haiti-sagen
Artikel

Oxfam arbejder hårdt for at forbedre kulturen efter Haiti-sagen

22.10.2018

liberia-foto-lotte-aersoee-378.jpg
Foto : Lotte Ærsøe

I dag udkommer Oxfams anden statusrapport, der følger op på den ti-punktsplan, der er sat i verden for at forhindre overgreb fra organisationens ansatte og hjælpe ofre for seksuelle krænkelser.

Planen blev sat i værk, efter at det i februar kom frem, at Oxfam-ansatte i 2011 købte sex hos prostituerede efter jordskælvet i Haiti.

Statusrapporten dokumenterer, at Oxfam verden over har taget hul på opgaven med at forbedre kulturen blandt medarbejdere og partnere, så alle bliver endnu mere opmærksomme, når advarselslamperne blinker.

”En stor del af Oxfams arbejde går netop ud på at forhindre vold, overgreb og forskelsbehandling af kvinder. Så vi tager naturligvis den slags sager ekstremt alvorligt, og vi gør alt, hvad der står i vores magt, for at komme dem til livs,” siger engagementschef Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Oxfam har gennemgået alle eksisterende regler og procedurer på området. Og de steder, hvor vi opdagede mangler, har vi indført nye.

I alle de lande, hvor Oxfam opererer, er der udpeget eller ansat medarbejdere, der er ansvarlige for at følge op på de nye regler, så de ikke ender med at samle støv, men kommer ud at virke i praksis. Disse medarbejdere skal både være go-to personer, hvis der opstår sager. Og de skal gå forrest og hjælpe med at skabe bevidsthed og forebyggelse blandt alle andre ansatte.

119 medarbejdere er blevet uddannet i at undersøge og følge op på sager om seksuelle krænkelser. Og så er den uafhængige kommission, som Oxfam nedsatte efter Haiti-sagen, kommet godt i gang; dens første rapport udkommer i november.

Derudover har vi kigget på, hvordan vi kan blive endnu bedre til at rapportere bekymrende opførsel. Blandt andet har vi forbedret vores whistleblowerordning. Og vi har kigget på, hvordan vi giver anbefalinger for tidligere medarbejdere.

Et vigtigt led i arbejdet er få fuldt overblik over alle seksuelle krænkelser i Oxfam. I april i år gik vi i gang med systematisk at indsamle data for de sidste mange år, og vi følger op på hver enkelt sag, der kommer ind.

Vi har behandlet og lukket i alt syv sager:

  • En sag handlede om seksuel udnyttelse på et landekontor, og gerningsmanden er blevet afskediget.

  • To sager handlede om seksuel chikane, og de foregik på et af Oxfams hovedkvarterer. I den ene sag ønskede den krænkede – en Oxfam-ansat – ikke at gå videre med sagen. I den anden handlede sagen om en ekstern leverandør, og kontrakten blev opsagt.

  • De sidste fire sager omhandlede upassende opførsel som mobning eller upassende sprogbrug, og de omhandlede frivillige. En af dem blev bortvist, den anden fik en advarsel, og de to sidste modtog særlig undervisning i emnet.

Derudover er vi i gang med at undersøge yderligere 60 sager, som er kommet frem siden april i år. Vi arbejder så hurtigt som muligt med at finde en afgørelse i hver enkelt sag. Og vi følger op på dem i vores næste rapport i april 2019, når de er blevet lukket, og de fornødne skridt er taget.

”Vi ser det som en positiv ting, at så mange mennesker har fortalt deres historie til os. Og vi bliver hele tiden ved med at opfordre folk, som har været udsat for overgreb på den ene eller anden måde, til at stå frem – det kan man også se på antallet af sager, der ikke er lukket endnu,” forklarer engagementschef Per Bjerre fra Oxfam Danmark.

Læs hele statusrapporten her

Kontakt:

Engagementchef Per Bjerre: 20198426