Opråb til erhvervsministeren: EU må gøre op med skattely og selskabers skattetricks

28. nov 2019

Efter flere års stilstand er der endelig skred i forhandlingerne om en større gennemsigtighed om skattelyselskaberne i EU. Torsdag den 28. november mødes Erhvervsminister Simon Kollerup sammen med EU’s øvrige 26 erhvervsministre i Bruxelles for at diskutere direktivforslaget om ”offentlig land-for-land rapportering”. Målet er at finde en fælles konsensus, som både EU’s lavskattelande og lande som Danmark kan blive enige om.

Det er første gang, at forslaget er oppe på ministerniveau og udfaldet af mødet kan enten blive startskuddet til reelle forhandlinger, der kan slå ned på skattely og selskabers skattetricks - eller blive en stopklods.

Det er mere end tre år siden, at direktivforslaget først blev bekendtgjort af EU Kommissionen, hvilket vækker bekymring hos en række organisationer, der kræver handling nu. De er derfor gået sammen om et brev til Erhvervsminister Simon Kollerup forud for mødet, hvori ministeren opfordres til ”at støtte en ambitiøs aftale uden yderligere forsinkelse.”

”Med regeringens stærke støtte til offentlig land for land-rapportering mener vi, at det er afgørende, at Danmark på mødet den 28.november klart og åbent arbejder for at bryde stilstanden i Rådet, så en ambitiøs aftale opnås.”

Koalitionen af medunderskrivere omfatter:

Nyt Europa
FOA
PenSam
Oxfam IBIS
DEO
Mellemfolkeligt Samvirke
Den Danske Sonnenbergkreds

Brevet er sendt til Erhvervsminister Simon Kollerup og kan læses i sin fulde længde her