Nyt projekt skal bryde ressource-forbandelsen

09. jul 2021
Af
Rikke Hovn Poulsen

Det siges ofte, at der hviler en forbandelse over områder, der er rige på naturressourcer. Et nyt projekt i Mozambique vil forsøge at rette op på det 

Det er ikke nødvendigvis lykken for folk, når jorden under deres fødder er fyldt med olie, naturgas og ædelsten. Tværtimod er historien fyldt med eksempler på, at rigdom på råstoffer leder til vold, konflikter og udnyttelse. Og intet sted i verden er dette paradoks mere tydeligt end i Mozambique.

Derfor har Oxfam IBIS sammen med EU og en række lokale partnere sat gang i det nye Peace and Justice for All-projekt. Det skal forsøge at løse nogle af de konflikter, som råstof-udvindingen har skabt i mange lokalsamfund rundt omkring i Mozambique. 

Her har multinationale virksomheder i årevis spundet guld på at hente naturgas, rubiner og andre værdifulde naturressourcer op af undergrunden. Men alligevel lever befolkningen i dyb fattigdom. Og det skaber dybe frustrationer, der ofte ender med at udløse konflikter. 

”Vi håber, at vi med dette projekt kan være med til at skabe en mere fredelig fremtid, hvor almindelige mennesker får del i de rigdomme, som bliver hevet op af deres egen jord,” forklarer Iona Eberle, der rådgiver i fredsopbygning i Oxfam IBIS. 

En ond spiral skal brydes

De negative konsekvenser af minedriften i Mozambiques landområder er til at tage at føle på: Voldsom forurening, tvangsforflyttelser og andre brud på menneskerettighederne er hverdag for mange indbyggere, og samtidig er der ekstrem mangel på uddannelse, arbejdspladser, skoler og sygehuse. 

”Fattigdommen og uligheden er altødelæggende, og mange mennesker kan kun lige akkurat overleve. Derfor er det naturligt, at der opstår uenigheder og dybe konflikter mellem naboer og landsbyer, når de skal finde ud af at dele, hvad der er tilbage af ressourcer – for eksempel adgangen til vand og jord – efter at mineselskaberne har taget deres part,” forklarer Iona Eberle.

Loven siger egentlig, at 2,75 procent af indtægterne fra udvindingsindustrien skal gå tilbage til de lokalsamfund, hvor råstofferne bliver taget fra. Men det sker desværre alt for sjældent i praksis. For de stenrige udenlandske selskaber finder næsten altid et mere eller mindre lovligt smuthul, så de kan smyge sig uden om at betale. 

Derfor handler en central del af projektet om at klæde indbyggerne og det lokale civilsamfund på, så de kan stille virksomhederne til ansvar. 

”Folk skal have mulighed for at komme i dialog med virksomhederne, tjekke kontrakterne efter i sømmene og råbe højt, når noget ikke er, som det skal være,” forklarer fredsopbygnings-rådgiver Iona Eberle.

Mozambique har i årtier været hjemsøgt af en voldelig konflikt mellem de to store politiske partier, der bekæmper hinanden. I de senere år er der desuden vokset nye typer af konflikter frem, særligt i den nordlige del, hvor væbnede grupper er dukket op.

Det har ledt til kampe mellem regerings-soldater og disse væbnede grupper. Hundredvis af uskyldige er blevet slået ihjel undervejs, mens tusinder er tvunget til at flygte fra deres hjem. De finder tilflugt i mere fredelige egne af landet. Og det lægger naturligvis ekstra pres på de i forvejen hårdt pressede lokalsamfund.

”Befolkningen er fanget i en ond spiral af manglende muligheder, ulighed, frygt og vold. Der er simpelthen nødt til at ske noget nyt. Og første skridt er, at de forskellige parter begynder at tale sammen på en konstruktiv måde,” siger Iona Eberle fra Oxfam IBIS. 

Peace and Justice for All-projektet vil derfor fokusere på at skabe dialog og samarbejde mellem alle de aktører, der er involveret i de store udvindingsprojekter: indbyggerne, civilsamfundet, myndighederne og virksomhederne. Så almindelige mennesker kan få, hvad der i virkeligheden tilkommer dem, og folk i fællesskab kan bygge fredelige samfund. 

Projektet er finansieret af EU med omkring 8,2 millioner kroner, og det løber i tre år.