Finansskat med europæisk perspektiv

23. jan 2012
Af
Jens Mattias Clausen, Politikmedarbejder; Lars Koch, Senior Politikrådgiver, IBIS

23. januar indledte Francois Baroin og Wolfgang Schäuble, finansministre for henholdsvis Frankrig og Tyskland, det nye år med præsentationen af et fælles initiativ, der har til formål at sikre en europæisk skat på finansielle transaktioner før 2012 rinder ud. Hvis ikke i EU-27 så i Eurozonen. For de mange tilhængere af skatten er de to europæiske mastodonters beslutsomhed en særdeles kærkommen opmuntring i en, på flere måder, kold tid.

En skat på finansielle transaktioner, der ofte benævnes både Robin Hood-skat og Tobinskat, er en minimal afgift på handlen med aktier, obligationer, derivater og valuta.

I et lovforslag fra Europa-Kommissionen opererer man eksempelvis med en todelt procentsats, hvor aktier og obligationer beskattes med 0,1 % og derivater med 0,01 %. På grund af skattens størrelse vil langsigtede, produktive investeringer ikke blive påvirket negativt.

I stedet vil det være de helt kortsigtede spekulationer, der ofte foretages inden for sekunder og meget sjældent bidrager positivt til realøkonomien, der bliver ramt.

Siden Europa-Kommissionen for nogle måneder siden fremlagde sit forslag til, hvordan man kan implementere skatten på europæisk plan, har diskussionen kørt på fuldt blus. Et flertal af EU-landene ser ud til at støtte ideen, mens især Storbritannien og Sverige er store modstandere.

Højest overraskende har også den danske centrum-venstre regering lagt sig helt ud i vigesporet. Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at det er toppen af de Radikale, der har dikteret denne tilgang, inspireret af en stærk lobby indsats fra Finansrådet og CEPOS. Årsagen kan være svær at sætte fingeren på, da forklaringerne tilsyneladende ændrer sig fra måned til måned.

Fælles for dem er dog, at de ikke holder. Først blev det gjort gældende, at man ikke ville støtte en skat, der blev indkrævet fra Bruxelles. Da det så ret hurtigt blev slået fast fra flere sider, at medlemsstaterne skal have skatten, så ændrede argumentationen sig.

Nu blev der i stedet stillet skarpt på risikoen for kapitalflugt, hvis Europa går enegang. Bekymringen er for så vidt valid nok. Kommissionens løsningsforslag, som forslaget ligger nu, forsøger at imødegå denne trussel gennem det såkaldte princip om etableringssted. Ifølge dette princip vil transaktioner blive beskattet, hvis enten køber eller sælger er hjemmehørende i et EU-land.

Det kan imidlertid omgås, hvis man virkelig ønsker det, gennem eksempelvis en udflytning fra EU. Hvorvidt det så er rentabelt, når man holder skattens minimale skattesats in mente, er straks mere tvivlsomt.

I stedet for og som supplement til dette princip skæver Kommissionen nu mod Storbritannien, der har beskattet aktiehandel i ganske mange år – endda med hele 0,5 %, hvilket er langt højere end Kommissionens forslag. Det til trods er London verdens største finanscentrum.

Årsagen er, at denne model beskatter transaktionerne ligegyldigt hvor i verden de foretages eller hvem de handlende er – så længe det handlede aktiv har sin oprindelse i Storbritannien. Dermed giver det ikke længere nogen mening at flytte sine aktiviteter ud af Europa, da skatten skal betales uanset hvad.

Denne model er bl.a. blevet udpeget af Re-Define, en af Europas førende finanstænketanke, som en oplagt mulighed på europæisk plan. Sidste nyt fra Bruxelles er også, at man nu er ved at integrere denne model i designet. Dermed bliver der taget højde for den danske regerings bekymring for udflagning af kapitalen.

I det nye år ligger modstandernes fokus nu i stedet på skattens konsekvenser for vækst og beskæftigelse. Igen er det svært at være uenig i, at sådanne hensyn selvfølgelig skal tages. Argumentationen og bevisførelsen har imidlertid været problematisk. Såvel politikere som medier har henvist til Kommissionens egen konsekvensanalyse som dokumentation for, at Europa vil miste op mod en halv million arbejdspladser, hvis skatten vedtages.

For os, der har læst den pågældende konsekvensanalyse, kom den konklusion som noget af en overraskelse. Disse tal er nemlig eksplicit udpeget som teoretiske og maksimale.

Efter et par ugers medieskriverier blev Kommissionen så irriteret over misinformationen, at den udsendte en pressemeddelelse under overskriften ”Minimal negativ effekt på vækst og jobs ved en fælles skat på finansielle transaktioner”, hvor (mis)brugen af deres konsekvensanalyse blev undsagt.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at Kommissionens egen model i analysen er blevet udsat af massiv kritik for bl.a. at overvurdere de negative konsekvenser af skatten og konsekvent negligere de positive. Bl.a. tager modellen ikke højde for, at reduceret handel i finanssektoren vil lede til et større output andetsteds i økonomien.

Som Dean Baker, direktør for Center for Economic and Policy Research, skriver: “In the EC model, if Steve Jobs had spent his career running a hedge fund that arbitraged soy bean prices, there would be no negative impact on the rest of the economy”. Selv Kommissionens egne embedsmænd indrømmer, at modellen skal tages med et stort gran salt.

Den globale Robin Hood kampagne anbefaler, at minimum 50 % af indtægterne bruges på at bekæmpe klimaforandringer og fattigdom i ulandene, som er hårdest ramt af begge kriser. For de resterende penge vil det imidlertid være oplagt at søsætte initiativer, der har til formål at skabe bæredygtige arbejdspladser.

Kommissionen anslår, at skatten vil kunne rejse op mod 57 milliarder euro om året. For halvdelen af denne pengesæk kan der skabes mange job i Europa. Dette aspekt er blevet rutinemæssigt overset af mange politikere og medier og resultatet er desværre en ensidig præsentation af skatten.

Regeringen påstår, at man ikke er ideologisk modstander af skatten – det ville derfor klæde dem at indgå konstruktivt i den europæiske debat for at sikre, at skatten bliver ordentligt designet og fornuftigt anvendt. Ellers er det ærlig talt svært ikke at tolke de gentagne krumspring som en grundlæggende modstand.