Ny rapport: Udviklingslandenes børn har chokerende ulige chancer for at fuldføre skolen

17. sep 2019

Et barn fra en fattig familie har syv gange dårligere chance for at blive færdig med sin skolegang end et barn med rige forældre, viser ny, omfattende Oxfam rapport, der har undersøgt situationen i 78 lande og åbenbarer en stor ulighed i uddannelsesmulighederne.

Som barn i et udviklingsland har du syv gange dårligere chance for at gennemføre din skolegang, hvis dine forældre er fattige, end hvis de er rige.

Det er et af de tal, der fremgår af en ny rapport fra Oxfam International, ’The Power of Education to Fight Inequality’, som blev offentliggjort i dag.

Oxfams research i 78 lande afslører en chokerende kløft i uddannelsesmulighederne for børn, afhængigt af deres forældres indkomst og velstand. Den viser også en klar sammenhæng mellem mangel på gratis offentlig uddannelse og antallet af børn, der ikke går i skole. For eksempel er der i Pakistan 24 millioner børn, der ikke går i skole, og det skyldes, at landet er et af de, der bruger mindst på uddannelse og har den største undervisningsmæssige ulighed i verden.

”Over hele verden ødelægges børns fremtidsmuligheder, når regeringer ikke investerer i gratis og offentlig kvalitetsuddannelse. Ethvert barn bør have en fair chance for at opfylde sit potentiale, ikke kun de børn, hvis forældre har råd til at betale,” siger Kira Boe, uddannelsespolitisk rådgiver i Oxfam IBIS i København.

Hvad angår fordelingen af de offentlige midler, der bliver investeret i uddannelse, er der en tendens til, at de i overvejende grad går til velstillede områder, mens skoler i fattige kvarterer og egne ofte er overfyldte og mangler kvalificerede lærere, skolebøger og toiletter. For eksempel går over halvdelen af de offentlige uddannelsesbudgetter i Malawi, Burkina Faso, Madagaskar, Lesotho og Senegal til de ti procent rigeste områder. Det skønnes af FN’s uddannelsesorganisation UNESCO, at 330 millioner børn går i skole, men uden at tilegne sig de mest basale kundskaber.

Det fører også til ulighed, når regeringer fører en politik, der tilskynder til privatiseringer i uddannelsessektoren. For det første udelukkes fattige familiers børn fra at gå i skole, hvis det koster bare det mindste. For det andet sker der det, at de skoler, som er billige at gå på, holder omkostningerne nede ved at ansætte underkvalificerede lærere til ekstremt lave lønninger, hvilket har indflydelse på undervisningen.

Den uddannelsesmæssige ulighed, som bliver skabt af manglende investeringer i offentlige skole, fører også til yderligere ulighed i samfundene. Et ulige skolesystem gør det sværere for børn af fattige forældre at få et ordentligt job til en ordentlig løn. I nogle af de fattigste afrikanske lande er det kun 12 procent af nutidens unge voksne, som er bedre uddannede end deres forældre.

Omvendt kan man konkludere, at netop offentlig kvalitetsundervisning har vist sig at udgøre et effektivt middel til at reducere uligheden og opbygge et mere fair samfund, hvor alle børn får mest muligt ud af deres talent og potentiale.

Mange regeringer – for eksempel i Ecuador, Etiopien og Vietnam – har indset dette og har øget deres investeringer i offentlig uddannelse betragteligt. Etiopien har således i perioden 2005 til 2015 fået 15 millioner flere børn i skole – en stigning fra 10 millioner til 25 millioner – og landet ligger nu nummer fem i verden, når man måler på, hvor stor en andel af statsbudgettet, der bliver brugt til uddannelse. Ecuador har på sin side tredoblet sine udgifter til uddannelse i perioden fra 2003 til 2010, blandt andet ved at prioritere uddannelse på finansloven og ved en effektiviseret skatteopkrævning.

”Det er en hastesag, at regeringer investerer i gratis, offentlig kvalitetsundervisning for at sikre, at alle drenge og piger har de samme muligheder. En mere fair beskatning af velhavende personer og virksomheder kan være med til at betale for det. Svaret på uddannelseskrisen er at investere i offentlig uddannelse, ikke at poste midler, herunder udviklingshjælp, ind i private skoler,” siger Kira Boe, uddannelsespolitisk rådgiver i Oxfam IBIS.

Læs mere og se rapporten i den korte og den lange version