Sociale medier i de tropiske udkantsområder

23. jun 2011
Af
Per Bergholdt Jensen

Sociale medier vinder kraftigt indpas i udviklingslandene, hvilket det arabiske forår tydeligt har vist. Derfor gav IBIS for nylig et kursus i, hvordan disse medier kan bruges af civilsamfundet i den nicaraguanske by Waspam, hvor køerne græsser i lufthavnen, husene står på pæle, og folk er ved at få færten af Facebooks muligheder.

Waspám i det nordlige Nicaragua ligner mest af alt en by fra det vilde vesten, hvis træhuse er blevet sat på pæle og omplantet til troperne. Flyet dertil er ikke meget mere end en minibus med vinger, og lufthavnen i Waspám er et cementskur, og de græssende køer og løsgående heste skal jages væk, før man endelig kan lande med en serie slingrende bump.

Selv om husene ikke er andet end et træhus med bliktag, uden rindende vand og uden wc (hvis man da ikke medregner et træskur med hul i jorden), så har kontoret for den lokale udviklingsorganisation MISTAP egen satellitforbindelse, som sikrer trådløst internet.

Inden for sidder tolv kursusdeltagere bænket om et smalt bord med hver deres bærbare computer og får forklaret, hvordan blogs og Twitter kan forbedre kommunikationen med omverdenen, og hvorledes publikationer og Power Point præsentationer kan deles med andre via Issuu og SlideShare.

MISTAP har tidligere lavet kommunikationsarbejde i form af programmer i lokalradioen, men forårets revolutioner i Mellemøsten har demonstreret, hvordan også sociale medier kan skabe politiske og sociale forandringer.

Samtidig gør bedre mobildækning og større udbredelse af smartphones og internetcaféer i stigende grad de sociale medier tilgængelige for befolkningen, lokale NGO'er og oprindelige folks territorialregeringer i isolerede zoner som Río Coco området.

Derfor bad MISTAP IBIS om at arrangere et kursus for de ansatte i Waspám om brugen af sociale medier.

Blogs fra det tropiske grænseland

Waspám ligger ved Río Coco flodens bred i Nicaragua nordlige autonome atlanterhavsregion, RAAN, som er en af de fattigste provinser i Mellemamerika. Regionen udgøres fortrinsvis af jungle og pinjeskove, og er hjemsted for miskito-folket.

Miskitoerne har iværksat det lokale udviklingsprogram Miskitu Tawanka Pawanka (MISTAP), som med støtte af IBIS, tyske Welthungerhilfe og EU har arbejdet for at forbedre livsvilkårene i området siden 2006.

Erfaringer fra udviklingslandene viser, at mennesker med selv en meget beskeden indkomst er indstillet på at prioritere kommunikationen med omverdenen i form af mobiltelefoner eller besøg på internetcaféer. Allan Pantin Cunningham, som er landbrugstekniker for MISTAP, er sikker på, at de sociale medier er anvendelige for miskito-folket og organisationerne i RAAN:

“De sociale medier er vigtige, fordi de giver os mulighed for at dele information, udveksle arbejdserfaringer og få adgang til relevante oplysninger. Navnlig de medier, som giver os mulighed at udveksle oplysninger om projekter og programmer med andre fagfolk fra regionen, er relevante for os og kan komme til at gøre en stor forskel i vores arbejde.”

Uvejr tager forbindelsen

Kort efter får vi dog illustreret et af udviklingslandenes største problemer i forhold til adgangen til ny teknologi, nemlig skrøbelig og mangelfuld infrastruktur.

De 12 bærbare computere får hurtigt sat hastigheden på det spinkle signal tilbage til et sted i midten af 90'erne. Og bedst som deltagerne er ved at oprette facebook- og issuu-konti, begynder et tropisk regnskyl at tæve løs på bliktaget, så larmen umuliggør enhver samtale.

Efter nogle minutter får uvejret også satellitsignalet til at forsvinde, og undervisningen i brug af sociale medier og moderne teknologi må fortsætte ved hjælp af noget så old school som tavle og papir.

Da uvejret senere på dagen trækker væk og internetsignalet vender tilbage, lykkes det kursisterne at få lavet deres blogs klar, så de inden længe kan fortælle verden om miskito-folkets liv ved Río Coco floden, og til at føre kampen mod fattigdommen i Nicaragua ind i cyberspace.

Fakta

MISTAP og miskito-folket

Lokalradioer har indtil nu været den primære kommunikationskanal blandt miskitoerne. Radio når ud til folk, som ikke kan læse og skrive. Batteridrevne transistorradioer fungerer i landsbyer uden elektricitet, og selv fattige familier i landområderne har råd til dem.

Miskitu Tawanka Pawanka (Udvikling for Miskito Folket – kendt som MISTAP) er et integreret udviklingsprogram, som har arbejdet med miskito-folket i området omkring Waspám og Río Coco i Nicaraguas nordlige autonome atlanterhavsregion, RAAN.

MISTAP har købt sig til sendetid for at nå ud til befolkningen i landområderne, og dermed har man spredt budskaber om rettigheder, ligestilling, vold i hjemmet, sociale emner, sundhed og bæredygtigt landbrug til tusindvis af mennesker.

Miskito-folket er et af de syv oprindelige folk i Nicaragua og tæller 150.000 personer. Miskitoerne bebor områderne nær den caribiske kyst i Nicaragua og Honduras.

MISTAP arbejder for at forbedre livsvilkårene for miskito befolkningen ved at fremme lokaludvikling inden for en lang række indsatsområder. Dette gælder blandt andet øget viden om territorial regeringsførelse og politisk fortalervirksomhed, ligestilling mellem kønnene, forbedring af landbrugsproduktion og husdyrdrift, samt sociale og økonomiske forbedringer. MISTAP kommer mere end 9500 medlemmer af miskito-folket direkte til gode i 28 lokalsamfund.

IBIS og tyske Welthungerhilfe, som begge er med i Alliance2015, har arbejdet med MISTAP siden 2006. IBIS fortrinsvis med kapacitetsopbygning og udviklingsplaner, samt sociale, kønsmæssige og politiske rettigheder, mens Welthungerhilfe har fokuseret på produktion og infrastruktur.