Forside / Nyheder / NGO'er: Lad os diskutere skattesnyd til Europa-Parlamentsvalget
Artikel

NGO'er: Lad os diskutere skattesnyd til Europa-Parlamentsvalget

08.02.2019

eu-kritik-skattely.jpg

”Danskerne ønsker et EU, der gør mere for at forhindre, at vore skattemidler forsvinder i skattely eller gennem skattefiflerier fra det ene land til det andet". Det siger Jørgen Hvid, der er bestyrelsesmedlem i Oxfam Danmark og koordinator for et græsrodsinitiativ, hvor syv græsrodsorganisationer har slået sig sammen for at sikre, at skattelyspørgsmålet kommer højt op på dagsordenen forud for Europa-Parlamentsvalget den 26. maj.

De syv organisationer er Oxfam Danmark, Mellemfolkeligt Samvirke, fagforbundet FOA, foreningen Nyt Europa, oplysningsforbundet DEO, Globale Seniorer og Sonnenberg Kredsen.

Sammen har de formuleret ni spørgsmål om skattepolitik, som nu bliver sendt til alle danske MEP-kandidater. Svarene vil danne udgangspunkt for en debat den 10. maj i Fællessalen på Christiansborg mellem partiernes spidskandidater. Inden da vil svarene blive offentligt tilgængelige på en hjemmeside, hvor vælgerne kan svare på de samme spørgsmål og tjekke, hvilke kandidater, de selv er mest enige med. Det er ikke set før, at en bred samling af græsrødder tager sådan et initiativ af denne art op til et valg.

En Eurobarometer-undersøgelse fra 2018 viste, at 74 procent at danskerne ønskede, at EU skulle gøre mere for at bekæmpe skattesvig. Kun kampen mod klimaforandringer havde højere prioritet.

De 9 spørgsmål, som kandidater bliver bedt om at forholde sig til

1. Regner du indsatsen mod skattely og skattetricks for at være blandt dine tre vigtigste mærkesager?

2. Synes du EU-Parlamentet skal have reel medbestemmelse vedrørende selskabsskat?

3. Bør EU indføre fælles regler for, hvordan selskabsskatten opgøres?

4. Går du ind for EU-Kommissionens forslag om en fælles fordelingsnøgle for selskabers skattegrundlag på baggrund af deres aktiviteter i hvert enkelt land?

5. Går du ind for, at multinationale selskaber skal offentliggøre deres regnskaber land-for-land, ikke blot inden for EU, men også i forhold til tredjelande, herunder ulande?

6. Går du ind for at stoppe konkurrencen på selskabsskat ved at indføre en fælles mindstesats?

7. Er du enig i, at udbudsdirektivet skal ændres, så det bliver lovligt f.eks. for kommuner at stille krav til budgivere om, at de og deres leverandører ikke benytter sig af skattely?

8. Går du ind for Kommissionens forslag om at EU skal styrke beskyttelsen af whistleblowers?

9. Er du enig i, at EU-Parlamentet skal presse på for gennemsigtighed i Ministerrådet og dets udvalg, når det gælder skattely?