Kunsten at bestemme over sit eget liv

10. aug 2011
Af
Per Bergholdt Jensen og Malene Aadal Bo

”Governance” er et af disse begreber, ngo’er smider omkring sig i tide og utide – men hvad betyder det, og hvorfor er det så vigtigt i IBIS’ udviklingsarbejde?

Hvis man har boet i et land, hvor skolelæreren kræver betaling for at lade børnene bestå, hvor den lokale embedsmand mod betaling lader olieselskaber ødelægge store naturområder, hvor politikerne opfører sig som små konger, og politiet selv er indblandet i kriminalitet, kidnapninger og mord – så vil man vide, hvor ødelæggende det er.

For den enkelte, der er prisgivet i en uigennemskuelig jungle af manglende rettigheder. Og for samfundet, der risikerer at falde helt fra hinanden.

Derfor er governance en vigtig del af IBIS’ udviklingsarbejde i Latinamerika og Afrika.
”Governance” – eller ”gobernabilidad”, som det hedder på spansk, er et udtryk, som dækker over måden at regere på, og i praksis handler det for IBIS om, at mennesker skal blive i stand til selv at påvirke og forandre deres liv til det bedre.

Man skal kunne sige fra

”Arbejder man med governance, arbejder man på at ændre forholdet mellem stat og civilsamfund på en måde, så folkevalgte politikere, embedsmænd og andre offentligt ansatte såsom politi, lærere og sundhedspersonale udfører deres arbejde på en forsvarlig og demokratisk vis. Det er afgørende, at borgerne lærer deres rettigheder at kende, så de kan holde både magthavere og offentligt ansatte ansvarlige,” forklarer Connie Dupont, der er programmedarbejder i IBIS.

Governance er mange ting

Der findes ikke en one size fits all-skabelon for governance, som en dansk organisation blot kan hive op af hatten. Governanceaktiviteterne skal både tilpasses de konkrete situationer, de respektive målgrupper og den lokale lovgivning samt tage højde for uskrevne regler og ikke mindst landets traditioner og kulturelle særpræg.

Derfor spænder IBIS’ governancearbejde meget vidt, lige fra skabelse af forældre- og elevråd i Mozambiques folkeskole over forsøget på at skabe demokratiske strukturer, så Sierra Leone ikke ender som legeplads for kriminelle krigsherrer, til arbejdet med at sikre oprindelige folk selvstyre i deres territorier i Nicaragua.

“Mange steder vil man opbygge velfungerende samfund ved at opbygge nationalstater med en homogen befolkning og fælles kulturelle værdier. I Nicaragua ville det føre til eksklusion og undertrykkelse af alle andre end den dominerende etniske gruppe. Samtidig er der her en tradition for at koncentrere magten omkring en enkelt person og ophøje vedkommende til en slags messiasfigur, man ikke kan være uenig med. Det kræver en helt bestemt type indsats,” forklarer Jairo Valle, der er governancemedarbejder i Nicaragua.

Og Claus Kjærby, der i mere end syv år har arbejdet som rådgiver i Mellemamerika, tilføjer:

”Man kan være fristet til blot at forsøge sig med beslutningsstrukturer efter vestligt forbillede, men denne model har vist sig ikke at fungere i praksis, når man eksempelvis står i Guatemala, der har 25 forskellige etniske folk med hver deres politiske tradition.”

Almindelige mennesker

De konkrete aktiviteter er altså meget forskellige fra land til land, men det grundlæggende fokus er ifølge Connie Dupont det samme. Det kaldes ”Participatory governance” – eller deltagerorienteret demokrati, som man kan kalde det på dansk, hvor man tager udgangspunkt i at styrke almindelige menneskers deltagelse i beslutningsprocesser, der har indflydelse på deres liv.

Det sker ved at fremme deres viden om lovgivning og rettigheder, og ikke mindst hvordan man så organiserer sig og går til myndighederne eller lokale beslutningstagere og kræver denne ret. Det suppleres med fortalervirksomhed på de højere organisatoriske og statslige niveauer, men frem for alt handler det om, at mennesker skal blive i stand til selv at forandre deres virkelighed til det bedre.

Ifølge Helene Kyed, der er forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er governance en tilgang, som IBIS for omkring 30 år siden var en af de første danske ngo’er til at anvende. Og selv i dag, hvor mange andre ngo’er – blandt andet MS – bruger samme metode, er der noget særligt ved IBIS’ måde at gøre det på.

Nemlig at en del af governanceaktiviteterne bliver koblet op på uddannelsesprogrammerne, der er det andet af IBIS’ to grundlæggende fokusområder.

”Det er en rigtig god måde at gøre det på, og så vidt, jeg ved, er det unikt for IBIS, at man koncentrerer sin fortalervirksomhed omkring uddannelse, og at der ofte er governanceaktiviteter knyttet til uddannelsesprogrammerne,” siger hun.

Det sker blandt andet, når man støtter etableringen af elevråd og forældredeltagelse i skolebestyrelser i Vestafrika og Mozambique, eller når man støtter de oprindelige folks politiske indsats for interkulturel og tosproget undervisning i Guatemala, Nicaragua og Bolivia.

”I Bolivia kobler vi eksempelvis governanceaktiviteterne til uddannelsprogrammet i forbindelse med La Escuela de Liderezas, en skole for kvindelige ledere. Effekten er ikke alene flere veluddannede kvinder af indiansk afstamning, men også at de indianske kvinder får mere indflydelse i det bolivianske samfund,” siger Jose Luis, der arbejder på IBIS’ governanceprogram i Bolivia.

Gode love, som ingen overholder

Stine Skøtt Thomsen, der er programmedarbejder for IBIS i Mozambique, påpeger, at et af de store problemer inden for regeringsførelse består i, at mange lande i virkeligheden har en både fornuftig og retfærdig lovgivning, men at lovene ikke bliver fulgt, hverken af landets ledere, statsadministrationen eller de offentligt ansatte. Her er governance-arbejdet vigtigt.

”Når borgerne så ikke kender lovene eller ved, hvad de har ret til, så kan de ikke holde embedsmændene og de lokale politikere ansvarlige,” siger hun.

Derfor er vejen til god regeringsførelse ofte brolagt med et hav af seminarer og kurser. Det kan være kurser for kvinder, der gerne vil være aktive i politik, støtte til lokale organisationer, der mangler gennemslagskraft, eller møder, hvor folk får information om deres rettigheder eller en ny lov, som kommer til at få betydning for dem. Det er ofte en langsommelig proces, og tit ser man ikke resultater før mange år senere.

”Men når folk først har lært, at de har rettigheder og kan stille krav til deres ledere, og når lederne har lært, at de har pligter og ansvar over for de personer, som har valgt dem, så har man taget et stort skridt i den rigtige retning,” siger Emmanuel Abeliwine, der står i spidsen for IBIS’ governancearbejde i Ghana.

Her har man oplevet, hvordan det at øge befolkningens viden om deres rettigheder og den ghanesiske straffelov har reduceret omfanget af overgreb fra politiets hånd. Og hvordan det har en stor effekt, når mødre til skolebørn ved, at læreren ikke må slå, og at de har ret til at se, hvordan skolelederen forvalter skolens penge.

”Det er det, der er governancetilgangens store styrke,” siger Helene Kyed fra DIIS. ”Altså at man ikke bare bygger institutioner og laver nogle love, som teknisk set er i orden, men måske ikke fungerer i praksis, men at man styrker civilsamfundets bevidsthed og evne til at lægge pres på nedefra.”

Ikke mindst for mindre organisationer er denne arbejdsform populær, fordi man kan nå langt for relativt få midler. Hun understreger dog, at det også er vigtigt, at nogen arbejder med de overordnede strukturer, sådan at systemet også er klar til at honorere de krav, som civilsamfundet stiller.

Ingen grøfter

”Det giver problemer, hvis man lokalt taler om rettigheder og får bygget nogle forventninger op hos befolkningen, som regeringsapparatet så ikke kan eller vil honorere. Enten fordi det ikke fungerer, eller fordi der simpelthen ikke er nogle ressourcer at dele ud af,” forklarer Helene Kyed.

”Vi bygger ikke stater, men vi deler vores erfaringer og løsninger med regeringsapparatet, så det bliver bedre i stand til at lytte til og imødekomme befolkningens behov og ønsker. Det er et spørgsmål om at påvirke de niveauer, hvor man for alvor kan skabe ændringer, og så sørge for, at de ændringer slår igennem,” konkluderer Connie Dupont.

Hun understreger, at IBIS gør meget ud af ikke at grave grøfter mellem civilsamfundet og regeringsapparatet, men tværtimod bygge bro og skabe dialog mellem de to. Alt sammen for i sidste ende at sikre et system, der respekterer folks rettigheder og skaber et civilsamfund, der selv kan være med til at iværksætte de nødvendige forandringer.

 

Fakta

Governance er afledt af det gamle græske ord kuberáo – som betyder at styre. Platon brugte ordet som en metafor, og siden blev det overført til latin og andre sprog. Begrebet kan bruges om både regeringer, organisationer, lokalråd eller andre aktiviteter, hvor en gruppe mennesker skal koordinere en række aktiviteter.

Verdensbanken definerer governance som: ”udøvelsen af politisk autoritet og brugen af institutionelle ressourcer til at styre et samfunds problemer og anliggender.” IBIS’ tilgang til arbejdet med governance er ideen om, at alle mennesker skal have mulighed for at tale for sig selv og blive hørt. Midlet hertil er oplysning, uddannelse og dialog.

IBIS’ governancearbejde handler især om at give individer og grupper kendskab til deres rettigheder og muligheder for at kræve og udøve disse rettigheder. Lige nu er der et særligt fokus på kvinders deltagelse i politik og at klæde folk på til at holde øje med, at statens penge bliver brugt rigtigt og ender i de rigtige lommer.