Guldfeber i Guatemala

19. aug 2011
Af
Stine Krøjer og Mads Philipsen

Mens udenlandske virksomheder spinder guld på minedrift i Guatemala, må den lokale befolkning betale regningen i kraft af forurenet grundvand, krænkede rettigheder og ødelagte boliger. Regeringen bakker op om mineindustrien trods påbud om det modsatte fra den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol. En oplagt sag for IBIS' nye latinamerikaprogram LAPI.

Guld og andre værdifulde mineraler har længe været omdrejningspunkt for konflikter i de latinamerikanske lande. Fra de spanske conquistadores primitive fremfærd i regionen til den moderne mineudvindingsindustri har der været modstridende interesser mellem de udenlandske aktører og den lokale befolkning.

Konflikten er senest kommet til udtryk i den afsides San Marcos-provins i det vestlige Guatemala. Her er det canadiskejede mineselskab Goldcorp kommet i konflikt med områdets mayabefolkning efter opførelsen af Marlin-guldminen i 2005. Med et overskud på over en milliard kroner årligt og en skat på kun 1 procent pumper virksomheden penge direkte fra Guatemalas undergrund ned i deres egne lommer uden at tage ansvar for de sociale og miljømæssige konsekvenser i området.

Lokal modstand 

I landsbyen San Miguel Ixtahuacan er det øverste lag af bjergene skaldet af for at give plads til den åbne mine. Områdets beboere hævder, at sprængningerne fra minen får deres huse til at slå revner, samtidig med at områdets vandkilder drænes og grundvandet forurenes. De er derfor nervøse for miljøet og deres egen sundhed og mener ikke, at der er blevet taget tilstrækkelig hensyn til dem. De føler sig ført bag lyset af virksomheden:

”Vi blev taget på sengen. Selskabet købte jorden af os uden at forklare, hvad den skulle bruges til. De lovede arbejde og udvikling. Vi ønsker ikke minen”, siger Alberta Lopez, der er medlem af den lokale komité mod minen.

Og hun står ikke alene i lokalsamfundet. En undersøgelse foretage af Vox Latina i 2007 viser, at over 90 procent. af indbyggerne er modstandere af minen.

Den øverste chef for mineselskabets kontor i Guatemala City, Mario Marroquin Rivera, afviser dog, at der skulle være en sundhedsmæssig fare for beboerne i området:
”Vi overholder loven til punkt og prikke, og det er det, mange overser,” forklarer han.”Vi har en certificeret miljøkontrol, der går langt videre end det, der kræves i lovgivningen.”

Forurening og dræn af ressourcer 

Ifølge flere forskere er der dog grund til bekymring. I en undersøgelse af områdets vandforhold står det klart, at grundvandet omkring minen forurenes af tungmetaller, mens de renere kilder på jordens overflade hurtigt tømmes, da vandet anvendes i enorme mængder i udvindingen af guld fra klippestenene. Hvert time drænes lokalområdets vandressourcer for 250.000 liter vand.

Samtidig er arsenikindholdet i grundvandet firedoblet, siden minen startede sine aktiviteter i 2005. Dette kan have – og har haft – alvorlige konsekvenser for beboerne i området, der er afhængige af grundvandet som drikkevand og til vanding af marker. Et forhøjet arsenikindhold i vandet kan føre til udslæt, deformation ved fødsel, kræft og nedsat fertilitet.

Krænkelse af menneskerettigheder

Det er dog ikke kun det canadiske selskab, der møder kritik fra beboere og internationale observatører. Den guatemalanske stat er under skarp kritik fra blandt andet den Interamerikanske Menneskerettighedskomissionen (IACHR), der sidste år pålagde regeringen at standse al aktivitet i Marlin-minen for at beskytte den lokale befolkning.

Regeringen har dog efter et års nølen netop meddelt, at den ikke har i sinde at indfri domstolens krav med henvisning til manglende dokumentation. IACHR understreger dog, at der allerede foreligger den nødvendige dokumentation. Områdets beboere er ikke overraskede:
“Den guatemalanske stat vil aldrig sige, at det er Goldcorp’s skyld. De skriver kun rapporter, der tjener deres egne interesser.” siger Miguel Angel Bámaca, der selv bor i mineområdet.

IBIS til kamp for rettigheder og mulighed for handling 

Konflikten omkring Marlin-minen er et udtryk for en generel tendens i Latinamerika, hvor oprindelige folks rettigheder krænkes, og miljøet udsættes for enorm belastning. IBIS’ rolle i situationer som denne vil gennem LAPI-programmet være at støtte de lokale samarbejdspartnere i deres arbejde for at sikre rettigheder for befolkningen, gennemsigtighed i forhold til statens indkomster og indsigt i statens fordeling af ressourcer.

På internationalt plan arbejder IBIS på at få skabt lovgivninger, der forpligter de store mineselskaber til at offentliggøre deres regnskaber land for land, så det bliver sværere at omgå den nationale skattelovgivning. IBIS arbejder også på at få regeringerne til at kræve en skat, der modsvarer de ødelæggelser, minedriften foruretter for miljø og befolkning.

Når guldfeberen rammer landet, er det ikke rimeligt, at Goldcorp løber med guldet, mens guatemaltekerne sidder tilbage med feberen.