Nej, størstedelen af verdens fattigste bor ikke på Vesterbro

23. jan 2020
Af
Af Christian Hallum, skatteekspert

Berlingske har de seneste dage bragt flere kritiske artikler om vores ulighedsrapport. Men avisens såkaldte faktatjekkere overser vigtig fakta fakta - skatteekspert Christian Hallum forklarer hvordan

Torsdag skrev Berlingske, at unge danskere huskøbere med gæld tæller som fattige i Oxfam IBIS’ ulighedsrapport. Endnu en gang er kritikken skudt fuldstændig ved siden af.

Vi skriver i vores rapport, at 2.153 dollarmilliardærer ejer mere af verdens formue end de 4,6 milliarder personer med mindst formue. Det har Berlingske hovedsageligt to indvendinger imod:

  1. Blandt de 4,6 milliarder personer med mindst formue er også studerende, unge boligejere og så videre i rige lande, som ikke er fattige.
  2. Fordi de 4,6 milliarder personer inkluderer folk, der ikke fattige, er vores tal meningsløse.

Det er et stråmandsargument, al den stund vi ikke skriver, at de 4,6 milliarder personer er 'verdens fattige' - men at det er dem med mindst formue. Men lad os alligevel antage, at det var det, vi skrev. Er vores tal så automatisk meningsløse? Vel kun hvis borgere i rige lande fylder nævneværdigt i gruppen af de 4,6 milliarder personer.

Her må Berlingske slå krumspring. Først med et citat fra CEPOS: "Der er mange danskere, som ligger dårligt i formuestatistikkerne."

Her er tallene for danskeres andel af de 50 procent med mindste formuer på verdensplan:

  • 1.decil: 0.3 %
  • 2.decil: 0.0 %
  • 3.decil: 0.0 %
  • 4.decil: 0.0 %
  • 5.decil: 0.0 %

Dernæst bringer Berlingske tabellen "Hvor kommer dem med mindst formue fra." Den henviser slet ikke til den gruppe, vi ser på (de 4,6 milliarder personer med mindst formue) – men udelukkende på de ti procent med mindste formuer (509 millioner personer). En gruppe, vi aldrig har sammenlignet med. Hvorfor dette valg?

Måske fordi billedet ikke ville passe til Berlingskes kritiske vinkel, hvis de havde valgt at se på dem, Oxfam IBIS rent faktisk sammenligner med. Havde avisen eksempelvis lavet deres graf over de næste 10 procent, som har nettoformuer mellem 135-949 dollars, ville deres læsere vide, at 98,2 procent i denne gruppe bor uden for OECD’s 36 medlemslande.

Faktisk forholder det sig sådan, at der blandt den halvdel af verdens befolkning med de mindste formuer kun er under otte procent, der bor i et OECD-land (som ellers udgør cirka 20 procent af verdens befolkning). Fraregner man de tre fattigste OECD-lande (Mexico, Tyrkiet, Chile), er der kun fem procent.

Selv hvis vi antager, at der ikke findes fattige i OECD-lande, og at dem med små eller negative formuer alle er huskøbende børnefamilier, iværksættere eller studerende på nippet til stor rigdom (hvilket er forkert), så fylder denne gruppe altså forsvindende lidt i vores tal.

Hvor bor folk med små formuer så? De er ekstremt koncentreret omkring verdens fattigste lande og regioner. Alene i Indien bor 23,5 procent af verdens borgere med en formue på under 10.000 dollars. Nordamerika (USA og Canada) er til sammenligning kun hjemsted for 2,5 procent af disse.

Og her kommer pointen. Midt i al denne metodefnidder risikerer vi at overse det grundlæggende indiskutable faktum: Store dele af verdens fattigste ejer tæt på intet, mens en mikroskopisk gruppe ejer ekstremt meget. Og vores økonomi er indrettet, så disse få rige forgyldes.

Oxfam IBIS står på mål for vores tal. Men lad ikke denne metodesnak narre nogen: Uligheden ER ekstrem, det viser tallene, og det kan man selv konstatere, hvis man løfter næsen fra regnearkene.