Minister på global skolebænk

25. apr 2012
Af
Ditte Marie Jacobsen

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini satte sig mandag på skolebænken for at blive klogere på, hvordan undervisning i globale forhold kan se ud for skolebørn i 4. klasse. Det skete, da hun besøgte en af de tusindvis af skoler, der har været med i IBIS’ kampagne Hele Verden i Skole.

Christine Antorini mødte børnene i børnehøjde, da hun besøgte Lyng Skole i Fredericia. Her fik hun et indblik i, hvad de danske skoleelever får ud af at deltage i kampagnen Hele Verden i Skole. Eleverne har i 14 dage blandt andet læst om den 9-årige dreng Cyrus, der drømmer om at komme til USA og drikke koldt vand fra en hane. Han er et af de liberianske børn, der er portrætteret i læsebogen LæseRaketten. Og i det tilhørende undervisningsmateriale på IBIS sitet www.heleverdeniskole.dk, som 4. klasserne flittigt har brugt, har de fundet masser af små film, musik og opgaver.

Postkort til kontoret

Det var ikke kun indblik i global undervisning, Christine Antorini kunne tage med hjem fra Fredericia. Hun fik også en tørresnor med postkort fra de kreative elever. Tørresnoren skal minde de danske politikere om, at der kun er tre år til at få alle verdens børn i skole, hvis FNs 2015-mål om skolegang til alle skal indfries. Postkortene er en del af en større aktion med arrangementer i Aarhus, Aalborg og København, som løber af stablen i denne uge. Kampagnen kulminerer torsdag, når alle de danske skoleelevers postkort bliver hængt rundt om Christiansborg for at symbolisere, at det strammer til, hvis alle børn skal i skole inden 2015.

”Vi har fået så mange postkort, så vi har mere end rigeligt til at hænge op på Christiansborg. Derfor må Christine Antorini godt få nogle med, så hun også er opmærksom på, at der er et løfte, der skal holdes,” siger Helle Gudmandsen, kampagneleder i IBIS, som glæder sig meget over ministerens interesse for global undervisning i folkeskolen.

De postkort, Christine Antorini tog med sig hjem fra besøget i Fredericia, hænger nu på hendes kontor. Det var et løfte, ministeren gav eleverne på Lyng Skole. Hendes oplevelse af det globale undervisningsmateriale fra IBIS var meget positiv: "Gennem arbejdet med LæseRaketten får eleverne mulighed for at opleve og gøre noget ved den verden, de skal vokse op i. Materialet kan bruges til at udvide de danske elevers horisont og til at skabe interesse for globale forhold og børns ret til uddannelse," skriver Christine Antorini i en mail til IBIS.

Fakta

  • I aktionsugen (23-27. april) er der aktionsdage i Aalborg (tirsdag) Aarhus (onsdag ) og torsdag i København. Samtidig aktionerer elever i 120 andre lande.
  • Fokus er på retten til uddannelse for alle senest i år 2015
  • Uddannelse for alle er et af ti FN-mål fra år 2000, som regeringer over det meste af verden har forpligtet sig til. Ifølge disse såkaldte 2015-mål skal alle børn i verden være i gang med en grundskoleuddannelse senest i år 2015.