Min løn føles som en hån

02. jun 2021
Af
Sofie Korsgaard, jordemoderstuderende

Aktivist og jordemoderstuderende Sofie Korsgaard vil ikke længere finde sig i at blive aflønnet ud fra en sexisitisk reform fra 1969. Her fortæller hun med egne ord, hvorfor hun har kastet sig ind i kampen

Allerførst vil jeg gerne sige tak til alle jer, der har skrevet under på Oxfam IBIS opfordring til regeringen om at give en fair løn til omsorgsarbejderne. Vi jordemødre har i dén grad brug for et opgør med vores lave lønninger. Og det betyder meget for os at vide, at der er mange som jer, der står sammen med os. 

Vi kæmper hver dag med opfattelsen af, at alt, hvad kvinder beskæftiger sig med, falder os naturligt. At det er noget, vi gør instinktivt i kraft af vores køn. Og at vi dermed ikke skal belønnes økonomisk for det. 

Heldigvis er det efterhånden ved at gå op for de fleste, at vores arbejde har stor værdi. Havde man opfundet jordemoderfaget i dag, var vores løn formentlig blevet placeret langt højere, end det var tilfældet, da tjenestemandsreformen blev indført i 1969. Det er dét hul - det alt for store gab, der er mellem ansvar og løn - vi kæmper for at få lukket én gang for alle. 

Når virkeligheden rammer

Som du måske ved, er jordemoderuddannelsen en af de mest eftertragtede uddannelser i Danmark. For de fleste af os er det altså drømmeuddannelsen, vi er kommet ind på. Og forventningerne er tårnhøje, for forude venter et hav af magiske øjeblikke, store følelser, spænding, sorg, lykke og et arbejde, der giver mening, og som har stor betydning for andre mennesker. Hvad mere kan man ønske sig?

Mere i løn, er svaret! For uanset hvor magisk, det er at se et barn komme til verden, så betaler det ikke vores husleje, og oplevelser kan ikke forsørge vores børn. 

En jordemoderløn kan i mange tilfælde matches i ufaglærte stillinger. Således oplever mange jordemødre, at de tjente mere som ufaglærte, inden de startede på uddannelsen, end de gør, når de efter endt uddannelse får arbejde på et hospital. Det kan mange af os godt acceptere i en periode, mens vi stadig er høje over at være færdige, og vi endelig skal ud at prøve vores færdigheder af i praksis. Men så rammer hverdagen og virkeligheden. 

Et hårdt stykke arbejde

De fleste af jordemødrenes vagter er ulempevagter, det vil sige arbejde, der ligger om aftenen, om natten eller i weekenden. Og vores friweekend starter først ved midnat mellem fredag og lørdag. Det er altså ikke bare jordemoderen, der skal indrette sit liv efter de skiftende vagter, men hele hendes familie. 

Arbejdet er ikke bare indgribende i privatlivet, det er også fysisk hårdt; Vi skal hele tiden vende vores døgnrytme, og det føles fuldstændig som at have tømmermænd, når vi vågner om eftermiddagen efter en nattevagt. Af samme grund er de fleste jordemødre ansat på nedsat tid med tilhørende lavere løn. 

Jordemoderens arbejde er intenst. Hver gang vi møder på arbejde, skal vi indgå en tæt relation med en kvinde og hendes partner. Under en fødsel er vi deres anker. Vi griner sammen, og vi græder sammen. Vi jubler med parret, når det store øjeblik indfinder sig, og barnet kommer til verden. Eller vi sørger med dem, når et barn bliver født, der er gået til i maven. Under nogle vagter kan vi nå op til tre fødsler. Og det forventes, at vi jubler lige meget hver gang – også klokken fem om morgenen efter en 12-timers nattevagt. 

Jordemoderen har et meget stort ansvar og et højt specialiseret selvstændigt virksomhedsområde. Vi skal konstant sikre os, at både mor og barn har det godt, og vi skal handle hurtigt og effektivt, hvis moderen pludselig bløder, eller barnets hjertelyd dykker. Er vi ude til en hjemmefødsel, og barnets skuldre sidder fast, efter hovedet er født, har vi fem minutter til at få det fri, hvis ikke barnet skal få en hjerneskade eller i værste tilfælde miste livet. 

Lønnen føles som en hån

Når alle disse ting bliver lagt sammen, føles en grundløn på 26.500 kroner de første otte år efter endt uddannelse som en hån - som en manglende respekt over for det hårde arbejde og det store ansvar, vi står med hver eneste dag. 

Det føles som et urimeligt levn fra en tid, hvor fødsler og børn var noget, der udelukkende hørte til kvindernes verden – og hvor alt, der hørte til kvindernes verden, ikke blev anset for at have nogen værdi. I hvert fald ikke en værdi, der skulle opgøres i kroner og ører. 

Derfor kæmper jeg for en højere løn – til mig selv, de andre jordemødre, og sygeplejersker, sosu’er, pædagoger, socialrådgivere og de andre traditionelle kvindefag. For vi fortjener alle sammen en fair løn, hvor det ikke trækker ned, at størstedelen af os er kvinder.