MENA milliardærers formue er steget vildt under corona

07. sep 2020
Af
Nabil Abdo and Shaddin Almasri

Oxfams seneste rapport, For a Decade of Hope Not Austerity in The Middle East and North Africa, afslører, at 21 milliardærer i Mellemøsten og Nordafrika (MENA-regionen), som alle er mænd, har forøget deres formue med sammenlagt DKK 62,9 milliarder under COVID-19-krisen.

Et beløb der udgør det dobbelte af den estimerede pris for genopbygningen af Libanons hovedstad, Beirut. Samtidigt estimeres ca. 45 millioner mennesker at være i reel risiko for at ryge ud i fattigdom som et resultat af pandemien.Rapporten viser endvidere, hvordan få af regionens rigeste har tjent mere end dobbelt så meget som det beløb, som Libanon har modtaget fra Den Internationale Valutafond (IMF) og næsten fem gange så meget som det beløb, som landet har modtaget i humanitær hjælp fra FN’s COVID-19 støtte.

”Pandemien har afsløret de reelle uligheder og massive udfordringer, som landets økonomiske struktur afstedkommer. Pandemien har efterladt millioner af mennesker i regionen uden arbejde eller adgang til sundhedssystemet. Befolkningen har ikke adgang til nogen form for socialt sikkerhedsnet. Samtidig har regionens milliardærer tjent op mod DKK 62 milliarder under pandemien.” udtaler Naib Abdo, politisk seniorrådgiver i Oxfam i MENA.

Manglende sikkerhedsnet tydeliggøres efter eksplosion

”Hvis ikke regeringen begynder at prioritere mennesker over profit, og de rige begynder at bidrage med en mere rimelig del af deres indtægter, vil flere millioner mennesker risikere at blive skubbet ud på kanten af fattigdom og miste grundlæggende rettigheder. Profit har alt for længe været den primære politiske prioritet, hvilket har undermineret og udhulet de offentlige velfærdsydelser og systemer. Udfaldet af denne politik ses tydligt – særligt efter den katastrofale eksplosion i Beirut, som yderligere har udstillet landets økonomiske skrøbelighed, og som kun ventes at forværre de eksisterende uligheder yderligere.”

Regionens regeringer må handle hurtigt og øge statsindtægterne så samfundenes mest udsatte får den beskyttelse, de har brug for. Havde man eksempletvis indført en formueskat på 5 pct. året før, ville den libanesiske stat have haft i omegn af DKK 23.3 milliarder mere i skatteindtægter. Indtægter der kunne have bidraget til genopbygningen af infrastrukturen, givet elektricitet og vand og beskyttet udsatte borgere i efterdønningerne af katastrofen.

De 37 rigeste har samme formue som den fattigste halvdel

Allerede før COVID-19 ramte regionen, var MENA-regionen et af de mest ulige områder i verden, og COVID-19 har blot forøget uligheden og fordybet skællet mellem de rigeste og fattigste. Op mod 76 pct. af regionens indkomst fordeles aktuelt til blot 10 pct. af befolkningen. De 37 rigeste milliardærer ejer således lige så meget som den fattigste halvdel af den voksne befolkning.

Hvis Jordan, Libanon, Egypten og Marokko endvidere havde implementeret en formueskat på 2 pct. tilbage i 2010, kunne disse lande siden have inddraget samlet DKK 240,3 milliarder i skatteindtægter. Indtægter som kunne have været investeret i offentlig sygesikring og genopbygning af velfærdssystemerne. Men tværtimod har investeringer i landenes velfærdssystemer og sociale sikkerhedsnet været nedprioriteret.

Det anslås, at kun 11 pct. af regionens COVID-19-hjælpepakker er gået til tiltag indenfor sundhedssektoren og social beskyttelse. Som et resultat heraf anslås det, at ca. 89 pct. af de 16 millioner mennesker, som anslås beskæftiget i regionens uformelle økonomi, er blevet særligt hårdt ramt af pandemien. Udenlandske investeringer ventes at falde med 45 procent, og 1,7 millioner mennesker estimeres at ville miste deres job som følge heraf. Op mod 700.000 kvinder af disse forventes at være kvinder. Samlet mistes op mod DKK 265,5 milliarder i tabte lønindtægter.

”De kolossale nedskæringer gennem de seneste år kunne have været undgået, hvis de rigeste i regionen havde betalt mere i skat – en mindre udgift, som de helt sikkert har haft råd til. Dette kunne have givet landene en større fleksibilitet i fordelingspolitikken have klædt regionen bedre på til at imødekomme COVID-19-krisen og efterladt landene med mindre ulighed og mindre gæld.” tilføjer Abdo.

For at undgå at flere millioner mennesker skubbes ud på grænsen til ​​fattigdom bør regionens regeringer hurtigst muligt indføre tiltag, som mindsker uligheden gennem lige adgang til sundhedspleje og uddannelse. De bør endvidere hæve mindstelønnen og sikre, at formuer beskattes mere retfærdigt. Derigennem vil landene få bedre mulighed for at opbygge bedre og mere lige økonomier og samfund.