Marokkos unge vil bare gerne forsørge sig selv

27. feb 2020
Af
Malene Aadal Bo

Et ordentligt, fast job med en stabil indtægt står højt på unge marokkaneres liste over, hvad de ønsker sig af livet. I Tanger i det allernordligste Marokko har en af Oxfams lokale partnere held med at hjælpe udsatte unge til netop det.

Fabrikshallen hos genbrugsvirksomheden Red Textile i Tanger er ikke just smuk, domineret som den er af blå metalbure, gule plastikspande og tusindvis af gamle tøjstykker fordelt i bunker, bylter og gule plastikposer. Men til forskel fra mylderet og larmen i det omgivende industrikvarter er her stille og solens skarpe lys er gjort blødt af de små, skrå vinduer der sidder højt under taget.

Arbejdsløshed

  • Arbejdsløsheden i Marokko er officielt på 10 procent, men reelt er mindst halvdelen af alle unge under 35 hverken under uddannelse eller i formelt job.
  • Langt de fleste klarer sig igennem med løse ansættelser i den uformelle sektor, men disse job er kendetegnet ved dårlig løn, manglende jobsikkerhed, ingen kontrol med arbejdsforhold og ingen forsikring, hvis de eller deres familie skulle blive syge.

Ved første øjekast synes de mange tons aflagt tøj alene i fabrikshallen. Men finder man en af de mange stiger, der stikker ned mellem de blå metalbure og kravler de ti skridt op, kan man pludselig se det, som er skjult fra gulvhøjde; samlebåndet med tøj, der kører højt under loftet, og leverer konstante forsyninger til mere end 20 unge mænd og kvinder, der står klar i hver deres lille indelukke. Klar til at åbne poserne og vurdere og sortere hvert enkelt stykke tøj – alt sammen i en enkelt glidende bevægelse.

Det handler ikke om selvrealisering eller prestige

Mohamed Atoui er 25 år og en af dem, der bruger sin dag på med øvet hånd at fordele tøjstykker i de gule bøtter markeret på tysk med ”Hämden”, ”Mäntel”, ”Kinder” eller ”Handshue”. Dermed er Mohamed en af de unge fra samfundets lavere lag, der har haft succes med at finde et fast arbejde i en virksomhed, der både tilbyder minimumsløn, ordentlige arbejdsvilkår og sundhedsforsikring – et arbejde, der gør, at han endelig kan forsørge sig selv og de forældre og søskende, han er ansvarlig for.

”Netop det er drømmen for flertallet af de unge, jeg møder. For dem er målet ikke et job, som giver mulighed for selvrealisering eller prestige men som ganske enkelt giver dem en nogenlunde stabil indtægt, så de kan undslippe fattigdom og forsørge sig selv.”
Det siger Oussama Badaoui fra organisationen Casal Dels Enfants, der er en af Oxfams marokkanske partnere.

Casal Dels Enfants formål er at bekæmpe den håbløshed og desperation, som mange unge fra under- og middelklassen ender i. Et af de afgørende værktøjer har vist sig at være beskæftigelse, og på under et år har organisationen haft held til at hjælpe langt over hundrede unge i arbejde. En af dem er Mohamed Atoui og hans kolleger i Red Textile. Andre er kommet i arbejde hos bilfabrikanten ESBN eller en af de andre store industrivirksomheder i Tanger. Atter andre har fået arbejde på de store jordbærplantager i landsbyerne mellem Tanger og Casablanca.

Metoden er et tæt samarbejde med de store, arbejdskrafttunge virksomheder i området, kombineret med træning af og dialog med de unge for at indgyde dem fornyet tro på sig selv og sikre sig, at de passer til det job, de søger.

Vores arbejde er at give dem håb

”Når jeg møder de unge første gang, er de desperate efter et job, men har mistet troen på, at det nogensinde vil lykkes. Vores arbejde er at give dem håb, klæde dem på til de jobs der findes og etablere kontakten mellem dem og arbejdspladsen,” forklarer Bouchra El Ouahabi.

Hun er programmedarbejder i organisationen Feminist Union Action, der samarbejder med Casal Dels Enfants om at hjælpe de udsatte unge i arbejde. Hun var den, der sikrede Mohamed Atoui en samtale hos Red Textile og forinden forberedte ham grundigt på jobbet og jobsamtalen, så han for første gang i sit liv oplevede at klare sig godt.
”Før var jeg hele tiden ulykkelig og trist, og jeg var holdt op med at tale med nogen. Nu har min familie det godt, og jeg tør endda drømme lidt om fremtiden,” siger Mohamed Atoui, der til sin store glæde fik jobbet og med det både fast indtægt og sygeforsikring.

Fra sin plads højt over gulvet i fabrikshallen hos Red Textile kan Mohamed se ned på en af fabrikkens andre arbejdsstationer, hvor 21-årige Lamiae Ghandi står bøjet over sine bunker af genbrugstøj.

Sidste år flyttede hun til Tanger alene med det formål at få et job, og da hun efter godt et år ingenting havde fundet, vidste hun ikke sine levende råd. Hun var i en desperat økonomisk situation og var skuffet over ikke at kunne sende de penge hjem til sine forældre, som hun havde lovet. Især var hun dybt frustreret over at se alle de gode jobs gå til dem med penge og gode forbindelser.

”I Marokko skal du kende nogen eller bestikke nogen for at få det, du ønsker dig. Unge som mig, der hverken har forbindelser eller penge, kan have nok så store drømme, indtil vi møder virkeligheden og indser, at det bedste, vi kan håbe på, er et nogenlunde ordentligt og stabilt job,” siger hun og smiler genert.

Uligheden er et stort problem

Ifølge Oussama Badaoui fra Casal Dels Enfants er uligheden vitterlig et stort problem for mange unge i Marokko. For dem, der dropper tidligt ud på grund af fattigdom. For dem, der går i de dårlige skoler, som ikke giver dem de kompetencer, de skal bruge, for at få et job. Og for dem, der som Lamiae mangler det rigtige netværk eller som Mohamed har fået så mange afslag og nederlag, at de har mistet troen på, at de har noget positivt at bidrage med.

”Derfor er det ofte der, vi begynder, når vi møder et ungt mennesker, der beder om hjælp til at finde et job. Med at sikre, at de føler sig set og hørt og genskabe deres tillid til, at de har en værdi for samfundet og for en kommende arbejdsplads,” siger Oussama Badaoui.

Casal Dels Enfants har sammen med en række andre organisationer oprettet ti steder, hvor unge mænd og kvinder kan henvende sig, hvis de har svært ved at finde arbejde. Her mødes de af en programmedarbejder, som finder ud af, hvad de kan lide og er gode til, som tilbyder dem forskellige kurser alt efter, hvilke kompetencer de især mangler, og sørger så for at de kommer til samtale, når nogle af Casal Dels Enfants samarbejdspartnere mangler arbejdskraft. I samarbejde med Oxfam og med midler fra Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram kan Casal Dels Enfants tage imod 1.200 unge om året, og målet er, at mindst 10 procent af dem kommer i varig beskæftigelse.

Red Textile

Red Textile er den marokkanske del af et internationalt firma, der med hovedsæde i Tyskland lever af at indsamle, sortere og videresælge genbrugstøj.

På fabrikken i Tanger arbejder lige nu 140 unge mænd og kvinder – en håndfuld af dem er kommet i arbejde via Casal Dels Enfants.

Konkret går samarbejdet ud på, at Casal Dels Enfants identificerer de virksomheder, der tilbyder faste kontrakter og ordentlige arbejdsforhold og indgår en dialog med virksomheden om, hvordan de kan hjælpe de unge til at blive en attraktiv arbejdskraft for virksomheden.