Forside / Nyheder / Manuela blev gift, da hun kun var et barn
Artikel

Manuela blev gift, da hun kun var et barn

22.08.2017

Af Line Bechmann

manuela-and-maria-and-estefani-urizar-el-quiche-guatemala-photo-william-vest-lillesoe-680x453.jpg
Foto : William Vest-Lillesøe

Hendes datter Maria er fulgt i hendes fodspor. Historien er trist, men ikke usædvanlig i et land, hvor piger helt ned til 12 år bliver gift med voksne mænd.

Børneflokken er stor i det lille hjem på bakketoppen i Guatemalas El Quiché-provins. Der er et virvar af små hoveder, generte ansigter og store smil. Manuela Urizar Imul er mor til de største og mormor til de mindste af de mange børn. Hun har fået otte børn med sin mand, hvoraf de syv bor hos hende, og to af døtrene er selv mødre, selv om de er meget unge. Manuela føler sig ansvarlig for, hvad der er sket med hendes døtre.
”Det var ikke det, jeg ønskede for dem. Jeg har ikke kunnet passe godt nok på dem,” siger hun trist.

Manuela var 12 år, da hun blev gift, og lige siden har hun levet i et voldeligt forhold med sin mand. Han banker hende, når han har lyst, og selv om han forsvinder i perioder, vender han altid tilbage. Det lille stykke jord, hvor Manuela og børnene bor, tilhører ham. Som kvinde har hun ingen ret til jorden, så Manuela har intet andet valg end at lade ham komme og gå, som han vil.

Problemerne er gået i arv

Manuelas problemer er desværre gået i arv. Hendes datter Maria Tum Urizar De Pú blev gift for fire år siden. Da var hun 16, og ægtemanden 48.
”Jeg troede, at det var godt at have en, der kunne forsørge mig," siger den nu 20-årige Maria.

Men han drak meget og var voldelig. Sammen fik de datteren Estefani, men volden i hjemmet blev hyppigere og voldsommere, og til sidst blev Maria bange for, at han ville slå hende ihjel.
"Han slog mig, når jeg bad om penge til at købe mad, eller hvis han ikke syntes, jeg gjorde, hvad han sagde."

Efter to år flygtede Maria hjem til sin mor. Ægtemanden nægter at lade sig skille, og derfor er de stadig gift. For lidt over et år siden mødte Maria en anden mand og blev gravid igen. Hun fødte en lille dreng, men faren til drengen kan ikke blive registreret som barnets far, fordi Maria stadig er gift, og hun kan intet gøre.

Desværre er hverken Manuelas eller Marias historie særligt usædvanlig her i Guatemalas højland. Og de tidlige ægteskaber og børnene, der almindeligvis følger med, har store konsekvenser for pigernes uddannelse og fremtidsmuligheder, siger Mario Mazat fra organisationen PRODESA, der er en af Oxfam Danmarks partnere.
”Der er desværre alt for mange af pigerne, der går ud af skolen og aldrig får en uddannelse. Det er et problem, for de har både brug for og ret til skolegang og uddannelse,” siger han.

De kommer aldrig tilbage i skole

Den del af statistikken passer alt for godt på Maria. Hun gik i skole i tre år, men stoppede så, fordi hun var nødt til at arbejde. Så blev hun gift og fik barn og kom aldrig tilbage i skole. Piger som Maria bliver ofte afhængige af deres ægtemænd, som både ejer huset og jorden og forsørger familien. Uden uddannelse og ressourcer står de unge piger i en særdeles sårbar situation. Alligevel er der fortsat mange, der bliver meget tidligt gift.

”Barnebrude ser vi især på landet, hvor unge piger søger en, der kan forsørge dem. En anden almindelig årsag til de tidlige ægteskaber er, at mange unge piger udsættes for seksuelle overgreb, og i stedet for at straffe overgrebsmanden arrangerer man, at de to bliver gift. På den måde bliver en forbrydelse fortiet,” siger Carlos Lacán, der er programkoordinator hos Oxfam i Guatemala.

Tilbage i huset sidder Manuela og kigger ud over børneflokken. Hendes håb er, at de yngre børn bryder mønsteret og tager en uddannelse i stedet for at stifte familie alt for tidligt.
”Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at støtte dem. Hvis de får en uddannelse, vil de få nogle helt andre muligheder. Det ønsker jeg for dem," siger Manuela.

Det gør Oxfam Danmark

  • Vi bekæmper vold og seksuelle overgreb mod kvinder og hjælper unge mødre til at få en uddannelse og en indtægt, så de ikke er afhængige af deres mænd.

  • Vi prøver at mindske den fattigdom, som rammer kvinderne hårdt, og som er en af årsagerne til de mange tidlige ægteskaber og unge mødre.

  • Og så har vi netop været med til at få ændret ægteskabsloven i Guatemala, så man nu skal være 18 år og ikke bare 14 år for at blive gift. Det er en stor succes for civilsamfundet i Guatemala og kan gøre en stor forskel for unge piger overalt i Guatemala.