12 nye madskoler i fattig millionby

27. aug 2015
Af
Malene Aadal Bo

I juni 2015 åbnede de første af i alt 12 madskoler i La Paz’ fattige tvillingeby El Alto. Her kunne udsatte unge få en uddannelse i madlavning og bagning, mens de restauranter og bagerier, der hører til skolerne, gør projekterne finansielt bæredygtige.

I Santa Rosa i millionbyen El Alto nær La Paz i Bolivia finder man en stor åben plads. Her er en asfalteret fodboldbane med et par skæve fodboldmål, og bag en mindre skrammelplads er endnu en bar plet, der to dage om ugen fungerer som markedsplads. Centralt på pladsen står en vejrbidt bygning. Den sorte metalport er lukket, og der er graffiti på de ellers nøgne mure. Det ser lidt ensomt ud, men huset viser sig at være alt andet end forladt.

”Det er tværtimod centrum for et nyt initiativ, der skal skabe nogle muligheder for områdets unge. Allerede nu er der mange brugere af huset, og om få uger bliver her rigtig travlt,” forklarer projektets koordinator Elizabeth Aeteaga og krydser hjemmevant over pladsen.

     Fakta

  • De unge, der optages på Manq’a, lærer at lave mad og bage, og derudover får de undervisning i hygiejne, fødevarehåndtering, ernæring, iværksætteri og forretningsdrift.
  • De får en grundig indføring i den vision, som også madskolen i La Paz og den tilhørende gourmetrestaurant GUSTU er drevet af – sund mad, lokale råvarer og tæt forbindelse til råvareproducenterne.
  • Til hver madskole knyttes en frokostrestaurant eller et lille bageri.
  • I Santa Rosa vil man kunne få et sundt og nærende frokostmåltid fem dage om ugen. Prisen for tre små retter bliver 15 kroner – det samme som et stykke grillkylling fra en bod på gaden.
  • Santa Rosa er blandt de første af i alt 12 små madskoler med tilhørende bageri eller frokostrestaurant, som efter samme koncept som GUSTU skal give unge mennesker en praktisk uddannelse og grundlag for at søge job inden for faget eller starte egen forretning.
  • Bag skolerne står Melting Pot Bolivia, som IBIS og Claus Meyer er en del af, og ICCO South America Cooperation.

Frokostrestaurant og bageri

Tættere på kan man skråt over døren se et lille skilt. ”Manq’a” står der. Ordet er hentet fra det bolivianske aymarasprog og betyder slet og ret ”mad”. Manq’a er en kokkeskole med tilhørende frokostrestaurant og bageri. Eller rettere – Manq’a er 12 kokkeskoler fordelt over hele El Alto, som huser mange unge, men hvor fattigdommen er skyhøj, og de unges muligheder for uddannelse og job er ringe. Idéen er, at udsatte unge her næsten gratis kan få en god kokkeuddannelse og viden om iværksætteri og ernæring, og at det hele finansieres via de tilhørende restauranter, cateringfirmaer og bagerier. Her i Santa Rosa kommer skolen til at drive en frokostrestaurant, hvor naboer og forhåbentlig også medarbejdere og besøgende på det nærliggende hospital efter planen kan købe tre retter sund og nærende frokost for den faste pris af 15 kroner.

”Den foreløbige tilbagemelding er positiv, så vi tror på, at det nok skal lykkes,” siger Damian, der er daglig leder af madskolen i Santa Rosa.

Han er en af to lærere, der står for undervisningen af de lige nu 45 elever. Skolen optager kun unge, som kan dokumentere et særligt behov, men da fattigdom og arbejdsløshed så langt fra er forbeholdt de få i El Alto, tæller eleverne både studenter, unge mødre, tidligere gadebørn og alt derimellem.

Det tager år at blive hurtig med en kniv

Formiddagsholdet er i fuld gang i det store industrikøkken. Det er funklende rent, men beskedent indrettet. Enkelheden går igen i det tilstødende lokale, som om få uger skal tjene som restaurant. Kulden stråler fra de hvidmalede betonvægge, og nøgne lysstofrør spejler sig i gulvets hvide fliser. Et par plankeborde og tilhørende bænke ligger foreløbig stablet i lokalets fjerneste ende.

”Vi vil meget gerne gøre noget mere ved lokalet på et tidspunkt. Men det må komme med tiden. Og kulden? Folk, der bor i El Alto, er vant til kulde,” griner Elizabeth Arteaga. Hun prikker til Damian, som er fra det noget varmere klima nede i La Paz og synes, det er råt at arbejde så mange timer i den lave temperatur.

Skolen i Santa Rosa er den tredje af Manq’as madskoler, og mange flere vil følge efter. Alle etableres de i lokale forsamlingshuse, og i flere af husene er der samtidig kulturelle tilbud til både børn og unge. De kommende kunder skal primært hentes i det umiddelbare lokalområde, og herfra kommer også de fleste elever. Alle elever har som udgangspunkt undervisning hver anden dag, så de kan passe familie eller job ved siden af. For de første hold er kurset på i alt fem måneder, men fremover bliver der flere ugentlige timer og en ekstra måneds undervisning. Det sker for at øge kvaliteten og sikre, at de unge virkelig lærer de ting, som kan gøre en forskel for dem i deres videre liv.

”Nogle vil gerne starte deres egen lille frokostrestaurant eller lave catering. Nogle drømmer om en elevplads på GUSTU. Og andre igen vil forsøge at læse videre og bygge på det, de lærer her,” siger Damian og tilføjer:

”Men lige i dag, tror jeg egentlig, de fleste tænker mest over, hvordan de lærer at håndtere en kniv. De vil gerne kunne imponere ved at være lynhurtige, men det tager år at opøve den teknik.”

Damian, 24 år, lærer på madskolen i Santa Rosa

Damian er fra en middelklassefamilie i La Paz. Forældrene er skolepsykologer og ville gerne have, at han gik i deres fodspor. Men Damian ville hellere arbejde med mad. Han tog en uddannelse i gastronomi fra hotelskolen i La Paz og læste videre i Argentina. Han var i kort tid i praktik på GUSTU og blev inspireret af det, han så.


Damien elsker at undervise på Manq'a. Foto: Malene Aadal Bo

”Kærligheden til mad har jeg fra min bedstemor. Som barn elskede jeg at se, hvordan hun forvandlede tænkelige og utænkelige ingredienser til spændende mad,” siger han.

Gennem hele sin skoletid har han tjent lidt penge ved at gå til hånde i et restaurantkøkken, og det bekræftede ham i, at det var den vej, han gerne ville gå. Han elsker sit nye job som underviser på Manq’a i Santa Rosa, selv om det kan være svært at fastholde elevernes interesse for den teoretiske undervisning. Men de arbejder hårdt, og han er stolt af dem.

”Den værste dag for mig var, da en af de dygtigste elever stoppede. En ganske ung fyr, som virkelig drømte om dette her. Han mistede sin far, og familien havde brug for penge. Så nu knokler han som arbejdsmand og har opgivet sine egne drømme. Det ærgrer mig,” siger Damian.

Den bedste dag var den dag, da eleverne som midtvejsevaluering selv skulle opfinde en ret og også lave og servere den for de andre. Den dag kunne man både se, hvor dygtige de var blevet, men også hvor meget de brændte for at klare sig godt.

Noemi Chavez, 22 år, tidligere elev og nu ansat som assistent på madskolen

Noemis familie bor til leje i et lille hus i El Alto. Hun er vokset op i La Paz, hvor forældrene arbejdede som vagter på en planteskole. Men da hendes mor blev syg, måtte de flytte. Hun kan stadig ikke arbejde, så Noemis far forsøger at forsørge familien med sin løn som arbejdsmand på en melfabrik. Noemis storesøster er for nylig blevet gift og flyttet hjemmefra.


Noemis drøm var egentlig at blive sygeplejerske, men i dag elsker hun at være på skolen. Foto: Malene Aadal Bo 

”Min drøm var at blive sygeplejerske, men min familie havde ikke råd til at betale studierne. I stedet fandt jeg et gastronomikursus, hvor jeg kunne tjene penge ved siden af,” siger Noemi.

Hun var elev på det allerførste lille hold på Manq’a og klarede sig så godt, at hun nu arbejder som assistent på skolen. Hun søgte optagelse på kurset, fordi det er næsten gratis, og fordi hun er vild med visionen om sund mad og bæredygtighed. Noemi elsker at være på skolen – at lære så meget og opdage så meget nyt – ikke kun om madlavning, men også om hygiejne, kommunikation, disciplin og meget andet.

Ifølge Noemi er det svært at være ung i Bolivia. Der mangler muligheder, og det er svært at finde sin plads, fordi unge opfattes som ubrugelige.

”Som ung kvinde føler jeg tit, at jeg ikke har noget at bidrage med til samfundet. Men med sund mad kan jeg både tjene penge og skabe noget, og jeg kan hjælpe til at folk spiser sundere. Nu laver jeg noget, der giver respekt."

Richard Luna, 28 år, elev på Manq’a

”Dette her er en stor chance for mig. Jeg har længe ledt efter en mulighed for at gøre madlavning til min levevej, og her er kvaliteten af undervisningen virkelig høj, samtidig med at det er meget billigt,” siger Richard, der som den eneste elev tager både bagekurset og det almindelige madlavningskursus på en gang. Hans drøm er at åbne sin egen forretning en dag. Og at få folk i området til at spise flere af de sunde bolivianske råvarer.


Richard arbejdede som maler, men hans krop kunne ikke tåle de kemikalier, han indåndede. Foto: Malene Aadal Bo
 

”Jeg arbejdede som maler, men min krop reagerede på alle de kemikalier, jeg indåndede. Nu er jeg her, og ved siden af hjælper jeg min mor, som faktisk er kok. Og hver aften og nat arbejder jeg som vagt for at tjene lidt til familien,” siger Richard.

Ifølge ham er der faktisk mange muligheder for unge mennesker i Bolivia. Men man er nødt til selv at finde ud af det hele.

”Man skal ikke forvente megen støtte fra forældregenerationen, og i det hele taget skal man arbejde rigtig hårdt for at få det til at hænge sammen,” siger han.

Soledad Pinta, 30 år, elev på Manq’a

Soledad er mor til en pige på fem år og har ledt efter et erhverv, som både giver hende chancen for at tjene nogle penge, og som samtidig gør det muligt for hende at passe sin datter.

”Jeg tror, at Manq’a er den mulighed. Hvis jeg klarer mig godt, kan jeg forhåbentlig åbne min egen forretning. Måske kan jeg arbejde hjemmefra, så jeg kan passe min datter samtidig,” siger hun.


Soledad er mor til en pige på fem år, og hun vil gerne have et arbejde, som giver hende tid til datteren. Foto: Malene Aadal Bo

Soledad læste ellers agronomi på universitetet. Men hun manglede penge til at fortsætte og kan slet ikke se, hvordan hun på sigt skal kunne arbejde som agronom og samtidig have familie. De job, hun måske ville kunne få, ville typisk være i landlige egne langt fra El Alto og måske langt fra et sted, hvor der er job til kæresten og en god skole til datteren.

”Jeg håber, at dette her er løsningen. Jeg vil også meget gerne have flere børn en dag, men jeg har ikke nogen til at passe dem. Jeg synes egentlig, at der er forskellige muligheder og tilbud til unge, men det er svært, når man har et barn,” siger hun.