Mange har et alt for dårligt udgangspunkt for at realisere deres drømme

03. feb 2021
Af
Malene Aadal Bo

Flemming Møller Mortensen er fra Aalborg, sygeplejerske og socialdemokrat og mangeårig folketingspolitiker med særlig interesse for sundhedspolitik. I november 2020 overtog han udviklingsministerposten efter Rasmus Prehn, og han er nu i fuld gang med at finde ud af, hvordan Danmark bedst bidrager til en bedre verden.

Siden sine allerførste minutter som minister for udvikling og nordisk samarbejde er Flemming Møller Mortensen blevet spurgt, hvilken slags minister, han gerne vil være. Vil han kalde sig solidaritetsminister ligesom Rasmus Prehn, rettighedsminister som Christian Friis Bach eller frihedsminister som Søren Pind? Svaret er ”ingen af delene” for efter tre måneder på posten har Flemming Møller Mortensen besluttet, at han slet ikke vil have nogen tagline.
”Ved du hvad, jeg synes ikke, at der er noget jeg kan sige på den måde, som dækker mit engagement og de mange nuancer, det kræver at gøre dette job virkelig godt,” siger Flemming Møller Mortensen fra hjemmekontoret i Aalborg.

Blå bog

 

Flemming Møller Mortensen

57 år, bosiddende i Aalborg
Minister for udviklingssamarbejde og nordisk samarbejde

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet siden 2007 og formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe fra 2019. Før det var han medlem af kommunalbestyrelsen i Skørping og senere Rebild Kommune.

Uddannet sygeplejerske i 1988 og anæstesisygeplejerske i 1996. Har arbejdet som sygeplejerske, souschef og afdelingssygeplejerske på Aalborg Universitetshospital indtil 2000 Hospitalsspecialist hos Astra Zeneca og salgschef hos Novartis fra 2001-2007 i 1992 arbejdede han en periode som sygeplejerske ved et spedalskhedshospital i Indien og har også arbejdet som sygeplejerske i Grønland.

Flemming Møller Mortensen er enke efter professor Erik Elgaard Sørensen, som han mistede i 2019. De to var gift i 35 år.

Han er vokset op ikke langt herfra, det var her omkring han mødte sin ægtemand gennem mange år og her han havde sin base mens han arbejdede først som sygeplejerske på Aalborg Universitetshospital og siden som medicinsk specialist og sælger hos medicinalvirksomhederne AstraZeneca og Novartis. Flemming Møller Mortensen elsker sin hjemegn, og når han ser sig omkring i nærområdet og derfra videre på resten af Danmark ser han et samfund, som han godt tør kalde ”verdens bedste”.

Der hvilker et særligt ansvar på os

”Det mener jeg faktisk. Og du kan sige, at det var den erkendelse, der fik mig til at engagere mig i politik,” siger han og forsøger at forklare. At det på en måde var ønsket om at forsvare netop det danske samfund og den danske samfundsmodel, der fik ham til at søge valg til først Byrådet i Skørping og senere Folketinget for socialdemokraterne. Han ville stå vagt om alt det gode, vi sammen har skabt, og også minde om, at vi selvfølgelig skal dele vores økonomiske og menneskelige overskud med dem, der får lov at starte et mindre heldigt sted.

”Der hviler et stort ansvar på os. Vi er privilegerede, og med de privilegier følger en pligt til at se os omkring, gøre hvad vi kan for at få alle med,” siger ministeren.

Men hvad betyder det i forhold til vores udviklingspolitik? Hvad er det vi skal gøre, og hvem er det, ministeren mener, Danmark især skal vise sig solidarisk med?

”Mange af de svar må du vente lidt på, for de kommer først i den nye udviklingspolitiske strategi, som vi lige nu arbejder på at få klar til det sene forår. Men det jeg grundlæggende gerne vil ændre på er, at mange mennesker i dag har et alt for dårligt udgangspunkt for at realisere deres drømme. Fordi de er bundet af sygdom, fattigdom eller fanget i undertrykkelse. Det mener jeg er det, Danmark skal være med til at ændre,” siger Flemming Møller Mortensen.

Kampen mod ulighed fylder meget i mit liv

Hans stærkeste eksempler er fra Indien, hvor han som ganske ung arbejdede som sygeplejerske og siden har haft en særlig tilknytning til. Han var dengang på et hospital for spedalske og kom tæt på en befolkningsgruppe, som på grund af deres sygdom er landet allernederst i det indiske samfund og lever et liv i udpræget fattigdom og uden at få opfyldt selv de mest basale rettigheder.

”Jeg så, hvordan spedalske kvinder, mænd og børn måtte opgive det, de drømte om. Hvordan de altid stod bagerst i køen - til sundhed, uddannelse, job, indflydelse og stort set uden mulighed for et værdigt liv. Og jeg så, hvad den diskrimination gjorde ved dem,” siger Flemming Møller Mortensen. Og tilføjer lidt efter:
”Siden har kampen mod ulighed generelt fyldt meget i mit liv. Jeg oplever virkelig, at ulighed skaber onde cirkler og holder mennesker fast i en ulykkelig situation. Tanken om, at jeg som udviklingsminister kan være med til at bekæmpe de ting er en vægtig grund til, at jeg er så glad for opgaven.”

Rettigheder er nøglen

Ifølge Flemming Møller Mortensen er rettigheder ofte den bedste kur mod alskens onder, og derfor det udgangspunkt han mener, Danmark bør have i udviklingsarbejdet. Ret til uddannelse, ret til sundhed, ret til indflydelse, ret til fred. Ret til frihed.

”Ret til at være den, man er, og udleve det potentiale, man har. Det er så afgørende vigtigt, at langt flere mennesker i verden får mulighed for det.”

Men hvad så med Oxfam IBIS? Hvad synes ministeren egentlig om det, vi går og laver?

”Adgang til kvalitetsuddannelse står som noget helt centralt for mig, ligesom jeg ved, at det er for Oxfam IBIS. Uddannelse er afgørende for at realisere sine drømme og er ofte trædesten til at skabe positiv forandring i et samfund. Skat ser jeg jer også tale meget om – det er noget af det, vi lige nu diskuterer i forhold til den nye udviklingsstrategi. Og så kampen mod ulighed selvfølgelig. Det er helt nødvendigt. Vi skal have en verden, som er mere lige.”

Og faktisk var mange ting i verden egentlig på vej den rigtige vej. Langt færre fattige. Langt flere børn i skole eksempelvis. Men med Covid-19 fulgte både en sundhedskrise og en økonomisk krise, som har ramt især verdens fattigste hårdt. De seneste års fremskridt er stort set tabt, uligheden er eksploderet, og endda har vi til gode at se de langsigtede konsekvenser af øget fattigdom og pres på de sårbare lokale sundhedssystemer.

"jeg ved ikke altid, hvad det bedste er"

Det bekymrer især udviklingsministeren, at pandemien dræner de få ressourcer, der var i det primære sundhedssystem – den lokale læge, den lokale sundhedsklinik, som har så stor betydning for menneskers liv og velbefindende.

”Mit håb er, at vi kan hjælpe med at holde hånden under sundhedsvæsenet under pandemien og samtidig bidrage til at bygge langt bedre sundhedssystemer, som sikrer fattige og marginaliserede – ikke mindst piger og kvinder – adgang til sundhed,” siger han.

Men hvad med adgang til den vaccine, som lige nu synes at være den eneste vej ud af pandemien? Lige nu er den et gode, som de rigeste lande og mennesker hamstrer til sig selv, mens 9 ud af 10 i den fattige del af verden må vente i hvert tilfælde til engang næste år med måske at blive vaccineret . Det vil ministeren gerne vente med at kommentere på til en anden gang.

"Men jeg kan sige, at jeg glæder mig over, at store dele af verden tidligt fandt ud af at gå sammen i vaccinefællesskabet COVAX, som netop har til formål at indkøbe vacciner til de lande, der ikke selv har råd – et initiativ, som Danmark har støttet af flere omgang,” siger ministeren som dog også udmærket er klar over, at COVAX-samarbejdet langt fra er nok til at løse problemet.

”Endnu et eksempel på, at problemerne er komplekse og svarene nødt til at være nuancerede,” siger Flemming Møller Mortensen. Det leder ham til en sidste ting, han gerne vil tilføje: ”Faktisk har jeg et motto, som lyder; jeg vil virkelig gerne det bedste, men jeg ved ikke altid, hvad det bedste er.”