Longread: Monicas kamp mod verdens største kulmine

04. nov 2019
Af
Rikke Hovn Poulsen

Mord, vold, forurening og en kulsort milliardbusiness truer hele Wayuu-folkets fremtid i det nordlige Colombia. Men 27-årige Mónica nægter at lade sig kue. Om det så skal koste hende livet

Af RIKKE HOVN POULSEN
Foto: ANDRES CARDONA

Stemningen i bilen er anspændt. Hvem er chaufføren? Hvorfor er der ingen, der kender ham? Kan vi stole på ham, eller er han i virkeligheden i lommen på ’dem’?

Mónica vil over i en anden bil, hvor to hærdebrede bodyguards og en gammelkendt chauffør sidder sammen med en af de andre ledere fra hendes organisation. Men det kan ikke lade sig gøre. Så løsningen bliver, at vi lader være med at tale om noget af alt det vigtige på resten af køreturen. Vi kan ikke risikere at bringe Mónicas liv i fare.

Der er ellers masser at tale om: Mordene, truslerne, tvangsforflyttelserne. Men dem gemmer vi til senere. Lige nu er vi på vej ud til en af verdens største kulminer, El Cerrejon, i det nordlige Colombia. På 30 år har den genereret ufattelige rigdomme til investorer og spekulanter i Vesten. Men for Wayuu-folket, der altid har boet her i området, har den mest af alt bragt fattigdom, forurening, sygdom og et afgrundsdybt kulturtab med sig. Det er derfor, at Mónica kæmper imod. Også selvom det risikerer at koste hende livet. 

Smukke ord uden bund

El Cerrejon producerer mere end 32 millioner tons kul om året. Udefra ligner det en grusgrav på størrelse med Bornholm. Normalt er der adgang forbudt for lokalbefolkningen. Men i dag har Mónica helt exceptionelt fået adgang, fordi hun følges med Oxfam IBIS’s udsendte og et par prominente diplomater fra Vesten. Udlændinge kan nemlig godt få en lille tour rundt i området for at blive forvisset om, at alt foregår efter bogen.

 

”Jeg vil bede jer om ikke at gå uden for stierne, da vi er i gang med at genoprette naturen. I kunne komme til at træde på nogle af planterne,” advarer en repræsentant for minen. 

Der er ingen, der kommenterer det åbenlyst absurde i, at et mineselskab, der nu i 35 år har gravet, sprængt og forceret sig frem, pludselig er blomsternes største beskytter. Men lige ovre på den anden side af bakkekammen kan vi skimte grusgraven, som vokser for hver stang dynamit, der bliver detoneret. Der må vi ikke komme over i dag. Og vi må heller ikke stoppe bilen for at tage billeder af den del af minen.

”Det er privat område,” advarer mineselskabets repræsentant bestemt. 

Til gengæld får vi lov at gå en tur i en del af minen, hvor der ikke er mere kul at hente. Mónica kigger ud over det ødelagte landskab med et uudgrundeligt blik:

”Wayuu-folket har altid haft en stærk forbindelse til vores territorium, og det har mineselskabet taget fra os. Det er som en sygdom, der ødelægger alt i vores omgivelser,” siger hun indigneret. 

Verden skiftede farve

27-årige Mónica Lopez er vokset op i minens skygge. Hendes landsby blev tvangsflyttet et par år før hun kom til verden, fordi jorden under deres fødder var fyldt med kul. Enkelte af naboerne afgav jorden frivilligt – de var analfabeter og lod sig narre af tomme løfter om en gylden fremtid. Andre gjorde modstand, men den blev hurtigt knægtet: De højestråbende forsvandt fra jordens overflade, og resten blev truet til tavshed.

Minen prægede hele Mónica barndom. Hun oplevede, hvordan livet og naturen forandrede sig for øjnene af hende – der var ikke længere plads til kvæget, afgrøderne holdt op med at gro. Og på et tidspunkt ændrede det klare flodvand sig til en rødbrun, grumset væske, der ikke længere kunne drikkes.

Det samme skete for alle de andre landsbyer i området. Spørg en hvilken som helst af indbyggerne, og du vil høre historier om tvang, vold og overgreb fra den tid. På en generation gik Wayuu-folket fra at være selvforsynende mennesker til et fattigt folk, der i dag har svært ved at brødføde sig selv 

Godt nok er El Cerrejon regionens største arbejdsplads. Men den har samtidig gjort det umuligt for de lokale at leve af jagt, fiskeri og landbrug, som de har gjort i århundreder. For minen har taget jorden, vandet og alt, hvad der er noget værd i miles omkreds. 

Den humanitære krise

Over 153.000 personer i La Guajira er fra 1985 til 2019 blevet fordrevet fra deres hjem, og hvert år tvinges flere tusinde til at forlade deres hjem og leve som internt fordrevne.

La Guajira er et af Colombias fattigste områder. Mange mennesker mangler helt basale ting som mad og rent vand.

Fra 2011-2014 døde 5000 indianske børn pga. fejlernæring og mangel på drikkevand. Den kroniske underernæring i La Guajira ligger på 28 procent for børn under 5 år.

Situationen er forværret i løbet af de seneste to år på grund af krisen i Venezuela, som har sendt over en million mennesker ind i Colombia.
 

Men Mónica er ikke vred, siger hun. Den følelse har hun for længst lagt bag sig, for den fører ingen vegne. I stedet kanaliserer hun al sin indestængte energi ind i kampen for retfærdighed i organisationen Fuerzade  Mujeres Wayuu. Det er en gruppe af stærke kvinder, der rejser rundt og mobiliserer lokalsamfund, skaber opmærksomhed og fælles fodslag – mod minen, og mod alle de andre uretfærdigheder, som Wayuu-folket bliver udsat for fra virksomheder, korrupte politikere og kriminelle bander, som alle vil have en bid af deres territorium.

”De er i gang med at udslette vores folk. Vi har ikke noget valgt – vi er nødt til at kæmpe imod. For naturen, for vores familier, og for vores børns skyld,” siger Mónica.

Hun er udmærket klar over risikoen: De fleste af lederne i Fuerza Mujeres Wayuu har modtaget trusler, nogle lever under konstant beskyttelse af bodyguards, andre har levet i årevis under jorden. Så sent som i sidste måned blev to menneskerettighedsforkæmpere mejet ned på åben gade ikke langt herfra.

”Selvom truslerne er farlige, er de på en måde også med til at styrke sammenholdet. Jeg har valgt ikke at se dem som en afskrækkelse, men som en motivation til at blive ved med at kæmpe. For hvad sker der med vores folk, hvis først vi bliver stille?” spørger Mónica retorisk. 

Den frygtede lyd af biler

Efter besøget i minen tager Mónica os med ud til landsbyen El Rocio. Indbyggerne er blevet flyttet tre gange inden for de seneste 20 år. Og nu vil minen endnu en gang have dem væk. Men beboerne nægter simpelthen at flytte, til trods for at de hver dag mærker eksplosionerne i jorden, når minen udvider få kilometer herfra. 

“Mineselskabet bliver ved med at påstå, at folk er i området lever af minen. Men i virkeligheden er det jo modsat: Minen udsletter os – den dræber os og vores måde at leve på. Den har ødelagt alt,” siger landsbylærer Carmen Frias. 

Hun underviser de omkring 15 børn, der bor i de små, spredte blikhytter, der tilsammen udgør El Rocio. Carmen Frias fortæller om alle de sygdomme, der følger med at være nabo til minen: Børnene har vejrtrækningsproblemer på grund af støvet, de får et underligt udslæt – og så er folk begyndt at udvikle nogle kræftformer, de aldrig tidligere har hørt om. 

Men det, der fylder mest hos børn og voksne her i landsbyen, er alligevel angsten. Forrige år kom maskerede mænd kørende og skød efter deres leder, og lige nu cirkulerer der pamfletter med dødstrusler mod ham i hele regionen. Der kommer jævnligt store biler med vagtfolk, paramilitære grupper eller politifolk – for landsbybeboerne er det ét fedt, hvem der står bag. De forsøger alle sammen at få indbyggerne til at flytte. 

”Når børnene hører en bil på vejen, løber de væk og gemmer sig. Hver gang tror de, at nu kommer ’de’ efter os,” fortæller Carmen Frias. 

Men hvorfor dog blive boende under så horrible forhold?

”For minens folk handler det hele om økonomi og produktion. Men for os er penge det mindst vigtige. Jorden er vores moder, og territoriet løber i vores årer. Stedet her er mere end vores hjem – her har vi vores floder, vandløb og hellige begravelsespladser. Hvis vi flytter, mister vi vores rødder, forbindelsen til vores forfædre og alle de skikke, Wayuu-folket altid har levet med. For os er minen lig med naturens endeligt, destruktionen af Moder Jord. Den har ikke ført andet end ødelæggelse med sig,” fortæller Carmen Frias. 

Den unge lærerinde indrømmer, at dødstruslerne gør hende bange. Men det er ikke noget, der nogensinde vil lukke munden på hende:

”Jeg har selv levet med frygten, siden jeg var ti år – og det gør jeg sådan set stadigvæk. Hvis ikke vi gør noget nu, kommer det samme til at ske for vores børn. De fortjener en bedre og mere fredelig fremtid,” siger hun indtrængende. 

Og selvom det umiddelbart kan virke håbløst, er der faktisk håb for El Rocio. I dag har de nemlig et våben, de ikke havde for 30 år siden: Organiseret sammenhold. Folk kæmper ikke alene landsby for landsby – sammen med Mónica og de andre menneskerettighedsaktivister er de nu i stand til kollektivt at tage kampen op. Der bliver anlagt retssager og ført oplysningskampagner, fra Bogotá til Bruxelles og Bogense. 

Mange mennesker i Vesten er begyndt at få øjnene op for de uretfærdigheder, Wayuu-folket lever med. I løbet af en uge i oktober mødtes Mónica og hendes medsøstre med to ambassadører fra Europa. De får taletid i FN og holder møder med ngo’er og statsledere. Og forrige år var en af bevægelsens ledere på talerstolen, da selskabet bag El Cerrejon holdt generalforsamling i London.

Den nuværende aftale mellem regeringen og mineselskabet udløber i år 2034. Minens ejere har tidligere meldt ud, at de regner med at få den fornyet. Men det globale pres har betydet, at disse planer nu vakler.

”Støtten fra det internationale samfund betyder alt. Og vores plan er at blive ved med at tale om, hvad der sker med os her i La Guajira. Det kan godt være, at det er farligt for den enkelte, men det er vores fremtid, det handler om,” slutter Mónica López. 

Støt Monicas kamp mod minen her