Den lokale organisation NADEL i Guinea-Bissau, der var med til at bekæmpe Ebola
Medarbejdere i den lokale organisation NADEL i Guinea-Bissau, der var med til at sørge for, at ebolaen aldrig kom ind i landet, da den hærgede i nabolandene - Jane Hahn, Oxfam America

Af:

Elisabeth Stevens, Oxfam America

Klimaforandringer og konflikter er i disse år skyld i så mange humanitære katastrofer, at det internationale samfund ikke kan følge med. Heldigvis har lokale ildsjæle et kæmpe potentiale. Men det kræver, at de får træning og ressourcer

Gennem alle katastrofer går der en rød tråd: Naboer hjælper naboer. Selvom de lokale sjældent har adgang til helikoptere, store budgetter eller lagre af nødhjælp, er én ting sikker: Mennesker gør, hvad de kan, for at redde liv og hjælpe dem, der lider, når jordskælv, krige og katastrofer raserer deres område.

Samtidig hjælper lokale og nationale organisationer i alle afskygninger til, når katastrofen rammer. Men i vores del af verden hører vi sjældent om disse lokale helte. Det betyder desværre, at de ikke får de ressourcer, de har brug for, så de kan gøre deres arbejde så godt som muligt. Og det er helt galt, mener senior program officer i Oxfam Carlos Mejia:

”Vi får meget mere for pengene, hvis vi giver de lokale, deres regeringer og de lokale organisationer de midler, de har brug for, end hvis vi insisterer på at opretholde den nuværende humanitære model, der favoriserer internationale interventioner,” siger han. 

Kriserne vokser

I disse år skaber klimaforandringer og konflikter store strømme af flygtninge og fordrevne mennesker. Organisationer som Oxfam kan ikke være til stede overalt – vi har hverken ressourcer eller kapacitet til det. Men hvem skal så gøre det?

”Det skal de selv! Deres egne lokalsamfund! De er der, de kender kulturen, geografien, sproget, behovene, forholdene – alting,” forklarer Carlos Mejia.

Et af de klassiske eksempler på, at det hjælper at sætte ind lokalt, stammer fra Bangladesh. I 1970 blev landet ramt af en cyklon, der slog en halv million mennesker ihjel. I de følgende årtier brugte det internationale samfund kræfter på at uddanne befolkningen og opbygge institutioner, der kunne træde til i en nødsituation.

I 2010 skete det så igen: Bangladesh blev ramt af en cyklon, der var endnu kraftigere end den forrige. Men denne gang var dødstallet under en procent af, hvad det havde været 40 år tidligere. Arbejdet med at opbygge lokal kapacitet havde båret frugt.

”Vi finder den slags succeshistorier overalt. Men det er stadig ikke nok. Vi har store udfordringer med at få modellen ud til hele verden – det arbejder vi på i Oxfam hver dag,” siger Carlos Mejia.

Kommentarer

Fast actions block