Forside / Nyheder / Leder: Piger er bagud på point
Artikel

Leder: Piger er bagud på point

17.02.2017

Af Vagn Berthelsen

I det øjeblik en lille pige bliver født, er hun bagud på point – alene på grund af sit køn.
Lige meget hvor hun bor, kommer hun sandsynligvis til at tjene væsentligt mindre end de drenge, hun vokser op sammen med. Hendes adgang til uddannelse og indflydelse er mere begrænset end deres. Og så er der volden og frygten: En tredjedel af verdens kvinder bliver udsat for vold i løbet af deres liv. Hver tiende pige bliver voldtaget eller udsat for andre seksuelle overgreb. Alt for mange piger giftes bort, før de fylder 18 år. Og sådan kunne jeg blive ved.

Faktum er, at kvinder stadig i 2017 er udsat for massiv diskrimination – og særligt i udviklingslandene, hvor vold og udnyttelse er hverdag for mange fattige kvinder. Det er et af de mest påtrængende brud på menneskerettighederne. Det ødelægger livet for den enkelte kvinde, slår samfund i stykker og bremser udviklingen. Vi er simpelthen nødt til at stoppe det.

Respekt til kvinderne

Vi har dedikeret dette nummer af FOKUS til alle de kvinder, der hver dag kæmper for at skabe et værdigt liv for dem selv og deres familier, fra teenagemoderen i Guatemala til kvindehøvdingen i Ghana.
Oxfam Danmark støtter dem i at blive ligeværdige medlemmer af deres egne samfund, og vi presser på for at få alle til at respektere dem. For det har verdens kvinder ganske enkelt ret til.

På side 14 kan du læse den inspirerende historie om Oxfams egen topchef, Winnie Byanyima. Hun stammer selv fra en landsby i Uganda, og som ung pige måtte hun flygte alene til Europa. Alligevel er det lykkedes hende at kæmpe sig helt til tops. Hun er om nogen beviset på, at det er en fantastisk idé at give alle børn en god uddannelse – både piger og drenge.

Forhåbentlig bliver der engang i en ikke alt for fjern fremtid født en masse små piger over hele kloden, som ikke er bagud på point fra starten. Det kæmper vi i hvert fald utrætteligt for i Oxfam Danmark.
Tak, fordi du er med os.