Forside / Nyheder / Leder: Det bliver endnu bedre
Artikel

Leder: Det bliver endnu bedre

09.06.2020

Af Kristian Weise

kristian-weise-christiansborg-foto-lotte-aersoee680x453.jpg
Foto : Lotte Ærsøe

I disse uger bevæger de fleste af os så småt ud i en form for hverdag igen. Med coronapandemien forsvandt ellers den hverdag, vi kendte, på et splitsekund. Og det er formentlig en meget anderledes verden, der venter os på den anden side. Krisen har påvirket økonomien, sundhedsvæsenet, den enkeltes frihed og vores måde at være sammen på.

Mange trøster sig selv og hinanden med, at det nok skal blive godt igen. Det tror jeg også. Vi arbejder faktisk på, at det skal endnu bedre end før. For husk lige, hvordan verden så ud for et halvt år siden. Alt for mange mennesker var ramt af ulighed, fattigdom, undertrykkelse og nød. Coronakrisen har ramt allerhårdest blandt dem, der i forvejen havde mindst.

Og mere end nogensinde er det tydeligt, at der er brug for forandring. Lad os gribe muligheden nu og skabe en verden, der er for alle.

Menneskers reaktion på den nuværende krise er årsagen til, at jeg tror på, at forandring er mulig. Vist har vi set tåbeligheder og egoisme og ekstrem grådighed, men vi har også og mest af alt set mennesker stå sammen. Vi har set en voldsom kritik af, at verdens rigeste forsøger at snyde sig fra at bidrage, og af at en mand som Jeff Bezos lægger tre milliarder i pengetanken om dagen, mens hans medarbejdere bliver syge, fordi det var ”for dyrt” at sikre dem tilstrækkeligt mod coronasmitte.

I Danmark har krisen fået folk, der ikke kendte hinanden, til at handle ind for deres svage naboer. Politikere til at stå sammen på tværs af Folketinget. Fabrikker til at lave værnemidler, kvit og frit, til vores sundhedspersonale. Vi har set mennesker handle på en måde, som giver mig håb. Som medlem af Oxfam Danmark er du en del af en global bevægelse, der hver dag kæmper for en bedre verden.

Lige nu er der en energi og en vilje til forandring, som er unik. Brug den til at skabe forandring omkring dig. Brug den måske til at blive ambassadør for Oxfam Danmark og vores fælles sag. Så vil vi bruge opbakningen til at give det hele et ekstra skub i den rigtige retning.