Oxfam IBIS og Latinamerika

Misha Wolsgaard-Iversen

E: mwi@oxfamibis.dk

Hvad får en mor til pludselig at forlade alt, hvad hun kender og elsker, og vandre tusindvis af kilometer under en bagende sol med sit barn ved hånden? Hvad får hende til at satse alt – måske ligefrem sit liv?  

Det spørgsmål er vi mange, der stiller os selv i disse dage, når vi konfronteres med de foruroligende billeder af migrantkaravanerne i Latinamerika; 6.000 mænd, kvinder og børn, der langsomt bevæger sig fra Honduras og El Salvador og nu er nået et godt stykke op gennem Mexico. Størstedelen af dem har kurs mod USA – nogle stopper undervejs, andre kommer til.

Præsident Trump truer med at trække al bistand til Honduras, El Salvador og Guatemala. Han kalder migranterne for kriminelle og er i gang med at sende 15.000 soldater til den mexicanske grænse for at stoppe dem.

”Hvis de kaster sten mod vores militær, vil vi slå tilbage. Jeg har sagt til soldaterne, at de skal se det som et gevær. Når de kaster sten, ser jeg det som et gevær,” har præsidenten udtalt.

Selv om han senere har modereret sine udtalelser en smule, er signalet ikke til at tage fejl af: Trump er parat til at bruge fysisk magt mod menneskemasserne. I hans retorik er det dem mod os.

Men det er en fuldstændig forfejlet måde at gribe situationen an på. Disse mennesker er ikke kriminelle. Det eneste, de er skyldige i, er at være desperat fattige.


Vold er hverdag

Den første – og største – af karavanerne startede i Honduras for omkring tre uger siden. Ved en tilfældighed var jeg selv i landet, da den satte i gang.

Honduras er et af de mest voldelige steder i verden. Her er bandernes ord lov – enten gør du, hvad de siger, eller også bliver du slået ihjel. Men det, der især slog mig, var den ekstreme ulighed, der stak sit grumme ansigt frem alle vegne: Fra de trøstesløse, nedslidte gader til den lille enklave af palælignende villaer på toppen af bjerget i hovedstaden Tegucigalpa. Herfra kan den stenrige elite gennem pigtrådshegn se ned på resten af befolkningen, der hver dag må kæmpe for at skaffe mad nok til at forsørge deres børn. Den er helt gal!

Millioner af fattige honduranere er ved at miste håbet om en bedre fremtid i deres eget land. Og det er grunden til, at nogle af dem nu bogstaveligt talt går deres vej. De ved, at det er farligt, og at drømmen om USA bliver næsten umulig at opfylde. Men alligevel er de villige til at risikere alt.
”Hvis Trump vil dræbe os, må han dræbe os alle. Sådan er det,” siger en af migranterne til TV 2.


Ren desperation

Mine fantastiske Oxfam-kollegaer i Latinamerika gør lige nu alt, hvad de kan, for at de svageste karavanedeltagere – ældre, børn og syge – ikke bukker under for den hårde rejse . Vi sørger blandt andet for rent vand og toiletter til de tusindvis af mennesker, der er strandet i Guatemala ved den mexicanske grænse, så sygdomme ikke begynder at brede sig blandt de afkræftede mennesker.

Derudover bliver vi i Oxfam ved med at kæmpe de fattigste og mest marginaliserede menneskers sag hver eneste dag. Vi gør, hvad vi kan, for at en mor aldrig skal blive så desperat, at hun beslutter sig for at vandre tusindvis af kilometer med sit barn mod en uvis fremtid. Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed og korruption – og at insistere på, at demokrati og menneskerettigheder er vejen frem.

Ja, det er et langt, sejt træk. Men der er bare ikke noget alternativ!

 

 

Artikler om Latinamerika