Lærerens dag 5. oktober

01. okt 2018
Af
Bertil Suadicani

Verden hænger sammen, fordi vi har gode lærere. De skal vide, at vi sætter pris på dem. Derfor fejrer vi verdens lærere på Lærerens Dag, 5. oktober, sammen med Danmarks Lærerforening.

Lærerne er med til at give os muligheder i livet. Om det er klasselæreren i en dansk folkeskole, der giver os ballasten til at få et godt job, eller Francis Ocaya på 26 år fra Uganda, der underviser flygtninge fra Sydsudan.

”Ligesom de børn, jeg nu underviser, har jeg selv prøvet at miste mit hjem og været tvunget på flugt af en krig, jeg ikke havde nogen skyld i. Måske var det derfor jeg gerne ville prøve at arbejde her og gøre en forskel for netop disse børn,” siger Francis Ocaya.

Han blev som barn tvunget fra sit hjem på grund af konflikten mellem den ugandiske regering og oprørsstyrker. Nu er han uddannet lærer og underviser børn og unge, der har overlevet krigen og den forfærdelige flugt fra kuglerne.

”Lærernes vilkår måtte meget gerne blive bedre. Lige nu er vi for få lærere til alt for mange elever. Vi mangler undervisningsmaterialer, og vi savner ordentlige vilkår at arbejde under”, siger Francis Ocaya.

Du kan hjælpe. Sms LÆRER til 1220 og giv 25 kroner til eleverne i Sydsudan. For bare 25 kroner kan et barn i en flygtningelejr få 10 blyanter, 5 kladdehæfter, 1 viskelæder og 1 sæt linealer.

Eleverne lærer noget, fordi Francis har hjertet med i sin undervisning. Han vil det bedste for børnene og give dem muligheder. Men mange af eleverne sidder med et tomt bord foran sig. Ingen bøger eller blyanter. De kunne få meget mere ud af timerne, hvis bare de kunne skrive regnestykker ned eller følge med i en grundbog.

”Jeg har fået efteruddannelse i, hvordan man underviser på disse vilkår – med mange børn i klasserne, store og små børn sammen, børn der taler forskellige sprog osv. Det har været meget værdifuldt. Især er jeg glad for at have lært, hvordan jeg kan spotte og hjælpe de børn, der har det særligt svært,” siger Francis.

En god uddannelse starter med en god lærer. Du kan være med til at fejre de gode lærere som Francis Ocaya ved at støtte uddannelse i Sydsudan: Sms LÆRER til 1220 og giv 25 kroner.

Få inspiration til fejring af Lærerens Dag og find materialer på Lærerens Dags hjemmeside.