Lærerens dag 2015

foto_samsogades_skole_680x453_0.jpg
Foto: Samsøgades Skole

Lærerens Dag blev formuleret som international FN-dag i 1994. Siden 2004 har IBIS og Danmarks Lærerforening sammen markeret dagen i Danmark, der i år for alvor har bidt sig fast på mange skoler, hos organisationer og politikere samt i medierne.

Mange danske lærere har på denne dag en lidt anderledes dag. De er mødt ind til oppyntede skoler, de har fået blomster, kager, chokolade, æbler, fået serveret frokost eller på anden måde blevet gjort lidt ekstra ud af.

Børne- og ungeudvalg, forældrebestyrelser, skoleledelser, forældre og elever har på forskellig vis sørget for, at dagen blev lidt anderledes for deres lærere. På Facebook har folk sendt postkort, sat badges på deres profilbilleder og sendt videohilsner til lærere, der har eller har haft stor betydning for dem.

Alle politikerne på Christiansborg har i forbindelse med Lærerens Dag modtaget et brev i deres dueslag. Brevet informerer om læreres vigtige betydning for den enkelte elev såvel som hele samfundets udvikling. En række politikere har på de sociale medier sendt en tanke til lærere. Daværende Børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby sendte i en video en opfordring til at markere Lærerens Dag og understregede vigtigheden af læreres betydning for vores børn.

Lærerens Dag i medierne

Flere medier satte i forbindelse med Lærerens Dag fokus på læreres vigtige indsats. P4 opfordrede gennem dagen deres lyttere til at sende en hilsen til en lærer. IBIS´ Helle Gudmandsen understregede samtidig vigtigheden af den rolle, lærere spiller i udviklingslande. Hun gjorde i radioindslaget opmærksom på, at lærermangel er en kæmpe udfordring – en udfordring, der rammer udviklingslandene hårdt. I 2030 vil der mangle over 25 millioner lærere, hvis der ikke investeres i uddannelse, hvilket er et kæmpe problem, hvis vi skal sikre en kvalitetsuddannelse til alle verdens børn, sagde Helle Gudmandsen.

På P1 blev der sat fokus på læreres rolle gennem tiden, og på flere skoler mødte lokalpressen op og skrev om fejringen på skolen.

IBIS og Danmarks Lærerforening på skolebesøg

I år besøgte daværende forperson for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og IBIS´ daværende kampagneleder, Helle Gudmandsen, Herlev Byskole og Gl. Hjortespringskole. På Herlev Byskole have alle elever tegnet tegninger af, hvordan det er at gå i en skole med en god lærer. På Gl. Hjortespring skole havde eleverne skrevet en sætning, der fortalte, hvad en god lærer er.

Få mere info om Lærerens dag.