Lad os tale om, hvordan vi skaber en feministisk fremtid

28. sep 2020
Af
Malene Aadal Bo

Forleden holdt Oxfam IBIS den første af en række samtaler med førende feminister for at blive klogere på, hvordan vi skaber en fremtid uden racisme, sexisme og undertrykkelse. Flere af forslagene skabte røre og overraskelse blandt tilhørerne fra Vallekilde Højskole.

”Verden er i voldsom bevægelse lige nu, og vi kan mærke det helt ud i de hverdagscirkler, vi bevæger os i. MeeToo-bevægelsen. Black Lives Matter. Opgøret mod elitens egoistiske opførsel og vrede protester mod ekstrem ulighed i dets mange former. For Oxfam IBIS er det afgørende vigtigt, at vi bidrager positivt til de forandringer, og at så mange som muligt aktivt tager del i at forme den nye fremtid.”

Det sagde Emma Holten, aktivist og kønspolitisk rådgiver hos Oxfam IBIS, da hun forleden åbnede Oxfam IBIS’ samtalerække ”Feminist Talks” på Vallekilde Højskole på Vestsjælland. Med på scenen var Ingrid Magnifique Baraka, der er aktivist og udgiver a podcasten ”A seat at the table” om at være kvinde og minoritet med afrikanske rødder i Danmark. Og med over videolink var Sydafrika var den kendte og anerkendte feminist og diversitetstræner Asanda Ngoasheng.

For de to er feminisme og kampen mod ulighed og racisme tæt sammenvævet, og et af aftenens hovedbudskaber til livepublikummet fra Vallekilde og de mange, der lyttede med digitalt, var, at vi alle er nødt til at tage et grundigt kig på os selv og opdage, hvordan vi selv opfører os racistisk og sexistisk og er med til via vores adfærd og antagelser at diskriminere og undertrykke andre mennesker. Ofte helt uden, at det er vores ønske eller intention.

Vågn op!

”I Danmark sætter vi stadig spørgsmålstegn ved, om manglende ligestilling stadig er et problem, og om racisme faktisk findes her. Vågn op. Hele den danske historie og selvforståelse er bygget op omkring en forståelse af jeres egen overlegenhed og bedrevidenhed over for ikke-hvide. En overlegen kultur, uddannelse, bedre værdier som i synes i skal eksportere til andre,” siger Ingrid Baraka og Asanda Ngoashen supplerer med en salve af eksempler på hverdagsracisme – gæster på en restaurant der antager at hun må være tjeneren, postbud der spørger hende efter ”husets frue”, folk på offentlige kontorer, der taler langsomt, fordi de antager, at hun er dum, fordi hun taler med accent, eller tilfældige mennesker der spørger, hvordan hun egentlig vasker sit hår.

”Det er tungt, når disse ting sker igen og igen og igen. Men værst af alt er det, at det bliver gjort at folk, der insisterer på, at ”de slet ikke lægger mærke til en persons hudfarve”. Eller at deres adfærd og kommentarer ”slet ikke var sådan ment.”,” siger Asanda Ngoasheng og understreger, at nogle af hendes bedste venner er racister. Racister, som hun beundrer, fordi de hver dag kæmper for ikke at være det og aflære alle de ting om køn og race, der er blevet indpodet i dem som børn.

”Og det er den opgave, I også står overfor,” siger Asanda Ngoasheng og får publikum til at flytte sig uroligt på stolene. For hvordan i himlens navn skal man gøre det? ”Læs, lyt, se på jer selv, tal med hinanden,” siger Ingrid Baraka men tilføjer advarende, ”men lad være med bare at finde en sort person og tro, at i kan bruge vedkommende som Q&A eller fortælle jer, hvordan i skal opføre jer. Det er ikke den undertryktes opgave at lære jer at opføre jer ordentligt,” siger hun.

Vi er nødt til at ødelægge den gode stemning

Hverken Ingrid Baraka eller Asanda Ngoasheng er bange for at dele vandene. De har for længst erfaret, at man ikke kan skabe store forandringer i verden, uden af og til at ødelægge den gode stemning. De er vant til, at de støder mange fra sig ved at være skarpe, men denne aften i Vallekilde bliver deres kompromisløshed snarere set som en styrke og en inspiration af de unge tilhørere. Måske fordi de selv ser mange fejl ved det samfund, de snart skal overtage fra deres forældre, og selv kun er i gang med at forme deres identitet og selvforståelse.

”Det er da ubehageligt at få at vide, at man er racist. Men jeg skal ikke tænke efter lang tid for at erkende, at det er rigtigt, at jeg bor og lever i et land, hvor alt er bygget op om, at vi er nogle, der har det rigtig godt i et samfund, som er skabt til os på bekostning af andre,” siger Lykke Medholdt Pedersen efter oplægget.

Hun og hendes medstuderende Clara Rahbæk har begge fået lyst til at lære og forstå meget mere om de emner, som de før mest har fulgt i Danmark i artikler og gennem Black Lives Matter på sociale medier.

Hvis bare folk er nysgerrige

For Pil Koch Gregersen er visionen klokkeklar – hun ønsker en verden, hvor alle er veganere, fordi de værdier om at respektere og beskytte de svageste af os alle, dyrene, også vil betyde en helt anden måde at behandle hinanden på mennesker imellem. ”Så længe vi baserer vores liv på undertrykkelse og udnyttelse af dyr, så tror jeg det er meget svært at have fuld respekt og ligeværd mennesker imellem. Jeg tror, de ting, hører tæt sammen,” siger hun.

For aftenens oplægsholder Asanda Ngoasheng er vejen til forandring ikke det afgørende. Det allervigtigste for hende er faktisk, at hendes tilhørere er blevet nysgerrige. Nysgerrige på, hvorfor verden ser ud, som den gør og ikke mindst nysgerrig på, hvilken rolle man selv spiller. Hvad er det vi selv siger og gør, som får folk til at føle sig dårligt behandlet. Hvad er det man selv siger og gør, som forstærker hierarkier og undertrykkelse.

”For mange voksne er det for hårdt at ændre på. Men I er unge endnu, så der er håb for jer. I er dem, der måske kan gøre det,” siger Asanda Ngoasheng.

Lykke Medholdt Pedersen:

”Jeg har da stået i masser af situationer, hvor jeg har følt mig diskrimineret eller dårligt behandlet på grund af mit køn. Men jeg har sjældent sagt noget, for jeg har ikke haft lyst til at blive opfattet som en sur kvinde. Men det er jeg nok nødt til at komme over. Ellers sker der jo ikke noget.

Clara Rahbæk:

”Det er skuffende for mig at erkende, at vi alle kan handle racistisk, fordi vi lever efter gamle normer og måder at tænke på, som er diskriminerende over for minoriteter. De strukturer, der findes globalt mellem rige og fattige lande er helt skæv, og kvinder er notorisk dårligt stillede.

Pil Koch Gregersen:

”Jeg har tidligere tilhørt gruppen ”hvid mand fra den nordlige halvkugle” og været privilegeret på den måde, at jeg aldrig har tænkt over diskrimination eller undertrykkelse. Men når jeg forlader højskolen om nogle måneder er det som transkønnet og med en kvindelig kønsidentitet, og jeg forventer at det bliver anderledes på en måde, som jeg ikke glæder mig til.