Kvinder i kanoer redder liv i Sydsudan

Nyal plejede at være en stille by kendt for sine mangoer og mange palmetræer. Men to års voldsomme kampe i området omkring Nyal har fået mennesker i tusindvis til at søge tilflugt i byen og på de mange små øer, der ligger spredt i det store sumpområde ved Nyal. Her er der nu desperat mangel på mad og drikkevand, men samtidig er det forbundet med stor fare at bevæge sig for langt for at skaffe mad til familien.

Med støtte fra den irske stat har Oxfam ansat et hold af kanoførere, der kan nå de mest udsatte flygtninge på de fjerntliggende øer og på sikker vis bringe dem til fastlandet, hvor de kan få den hjælp, de har behov for. På den måde får vi hjælp ud til de svageste men skaber samtidig indtægtsmuligheder for lokalbefolkningen, der har taget imod de mange flygtninge.

Martha Nyabany

"Der er mange kvindelige kanoførere i Nyal. De er respekteret i lokalsamfundet." Sådan siger Martha Nyabany, der er en af de kanoførere, Oxfam har ansat. Hun er mor til fem og drevet af sit ønske om at hjælpe hvor hun kan. Hun er født og opvokset i Nyal på kanten af den store Sudd sump. Hun er en erfaren kanofører, som i ti år har sejlet sin egen kano mellem sit hjem og familiens marker og mellem de mange øer for at fiske eller besøge folk.

"Nogle af dem, jeg kommer for at hjælpe, er skeptiske over for, om jeg virkelig kan klare arbejdet. Det kræver kræfter at ro en kano. Men der er mange kvindelige kanoførere i Nyal, og vi har vist dem, at de ikke har grund til skepsis," siger Martha Nyabany.

Hun blev udvalgt til at være en del af Oxfams voucher-system og har lært, hvordan hun finder og hjælper de mennesker, der har brug for hjælp.

"Når vandstanden i sumpen er lav eller når kanoen er overfyldt og meget tung, så kan det tage lang tid at nå frem. Men folk er meget tålmodige. Det er også sket, at folk er faldet i vandet, men det er risici, som vi altid advarer vores kunder om på forhånd," siger Martha.

Thomas Boum

“Vi kan hjælpe mennesker i nød og være der for dem, der ikke selv har mulighed for at rejse."

Thomas er 45 år og en veteran, når det kommer til at føre en kano. Han har gjort det siden 1991, hvor der også var lokale konflikter i Sydsudan, og hvor han mistede sit kvæg og måtte flygte for livet. Han manglede en måde at forsørge sin familie på og fandt på at blive kanofører og transportere lokale og gæster rundt mellem øerne omkring Nyal.

“Jeg transporterede mennesker til og fra deres hjem, når de skulle besøge bekendte eller transportere ting til markedet. Det var en god og sikker måde at rejse på. Efter konflikten brød ud i 2013 var det hele ødelagt. Folk havde ingen penge, og der var mange steder, det var for farligt at rejse hen. Men med Oxfams støtte kan vi igen transportere folk og vi kan hjælpe dem, der ellers ikke har mulighed for at få hjælp," siger han.

"Jeg er lykkelig over, at jeg nu har en stabil indtægt. Landet er stadig skrøbeligt, og det eneste man kan gøre er at arbejde for at give dine børn mad og en uddannelse og bare håbe på en bedre fremtid."

Jal Banyiei

“Kano-programmet kommer os alle til gode." Jal er en dedikeret mand og far og glad for muligheden for at tjene lidt penge, så han kan skabe en bedre fremtid for sine børn.

"Mange er ligesom jeg kommet til Nyal på grund af konflikten. Som kanofører har jeg en stabil indtægt, der gør, at jeg for første gang siden konflikten brød ud, kan brødføde min familie og endda lægge lidt til side til hvis vi igen bliver ramt af en ulykke," siger Jal.

"Oxfams kano-program kommer os alle til gode. Når der er uddeling af mad, bruger folk kanoerne til at bringe maden ud til de små øer. Hvis folk har brug for lægehjælp tager de en kano for at komme hurtigt til Nyal. Og skulle der udbryde kampe, så er vi klar til at sejle folk i sikkerhed. Og folk kender os nu og stoler på os."

Elizabeth Nyajoka Gai

“Til andre kvinder i samme situation vil jeg sige: Vær stærk og find en måde at overleve på"

Elizabeth Gai mistede sin mand i 2015 - dræbt i konflikten. Som så mange andre kvinder var Elizabeth nu nødt til at være både far og mor for sine børn. Jobbet som kanofører har været hendes livline, mens hun forsøger at genopbygge sit liv og hjem.

“De angreb sidst på eftermiddagen. Soldaterne tog alt: vores køer, senge, stole og endda vores myggenet. Vi var blevet advaret, så vi var flygtet og havde gemt os på en af øerne. Jeg er lykkelig for, at jeg nu kan arbejde og tage mig af min familie," siger hun.