Forside / Nyheder / Kære Kommune - Drop U-Danske Bank
Artikel

Kære Kommune - Drop U-Danske Bank

12.09.2018

u-danske-bank-appelfelt-530x300.jpg

Vores skattekroner fortjener en ordentlig bank. En bank der ikke ser igennem fingre med skattely og hvidvask af beskidte penge.

Skriv under og kræv at de danske kommuner vælger en ansvarsfuld bank.

Det er nu 10 år siden finanskrisen ramte verden. Arbejdsløshed og store bank-redninger fulgte. Bankerne var i jagten på flere penge ved at styre hele samfundet ud over kanten. Landets største bank, Danske Bank, førte an og havde lagt en dybt uansvarlig kurs.

Tilliden til Danske Bank og andre store banker er væk, og de lader ikke til at have lært en pind. De løber hovedkulds efter endnu flere penge til aktionærerne uden at tænke på de mennesker, der lever i det samme samfund.

Tillid i Danmark

Danmark er bygget på tillid. Det er hjørnestenen i velfærdssamfundet, og det gør livet i Danmark rigt og trygt, når vi kan stole på hinanden. Danske Bank har fået hele 10 år til at genopbygge vores tillid til dem. Men i stedet for at rydde op efter krisen, hoppede lige tilbage i det samme gamle adfærdsmønster. De har været et centralt knudepunkt i skattely-konstruktioner, hvidvask af russiske mafia-typers penge og de får strømmen af våben til Nordkorea til at køre glat og gnidningsløst.

Skattely og hvidvask skaber ulighed, holder korruption i live og kvæler demokrati. Der skal meget til at få vores solide, danske tillid til at smuldre. Men tilliden til banken er væk. Derfor mener vi, at det er mere passende at kalde dem U-Danske Bank.

Ikke mindst fordi U-Danske Bank først satte undersøgelser i gang af sig selv, da det blev afsløret, hvad de havde lavet. Det var ovenikøbet manden med det overordnede ansvar for den estiske hvidvask-filial, Thomas Borgen, der nu sidder helt i toppen af U-Danske Bank. Det er svært at tro på, at banken tager ansvaret på sig. Eller egentlig tror, at vi, borgerne i et demokrati, vil kræve en ny retning. De tager fejl.

Politikerne lytter i et demokrati

Vi vil gøre noget og sige fra. Sammen kan vi gøre noget, der rykker, selv hos den store, rige, magtfulde bank. Det kan godt være, at din og min lønkonto hverken gør fra eller til hos dem. Men det gør vores fælles penge, skattekronerne.

Oxfam Danmark har kigget lidt på tallene. Faktisk bruger 53 % af de danske kommuner U-Danske Bank. 29 % bruger Nordea, der har været involveret i Panama Papers og hvidvask-sagen. Det vil sende chokbølger gennem de anløbne banker, hvis vi flytter vores fælles penge ud af disse banker. Nu!

Vi kan se, at det virker, og at vores viljestærke lokalpolitikere er i øjenhøjde med dig og mig - borgerne. Sidste år samlede vi underskrifter i kampen for at gøre vores kommuner skattelyfri. Og det virker. Under et år senere har syv kommuner allerede taget stilling. Det svarer til, at 17,6 % af os bor i en kommune, der aktivt vil bekæmpe brugen af skattely. Hvis vi er mange, der råber politikerne op, så er de nødt til at lytte og tage ansvar ved at fravælge banker, som borgerne ikke har tillid til.

Derfor kan du skrive under og sige til vores kære kommuner: Drop Danske Bank. De har ikke fortjent vores tillid. Vores skattekroner fortjener en ordentlig bank. En bank der ikke ser igennem fingre med, at beskidte penge bliver sendt i skattely.

Prisen for skattely og hvidvask

Når bankerne bruger skattely og hvidvasker penge, smadrer det vores tillid til dem. Det gør det, fordi konsekvenserne er vanvittigt store. Bankerne skaber ulighed og udmagrer vores velfærd.

Det sker ikke bare i Danmark, men over hele verden. Værst af alt er det de fattigste lande der rammes hårdest, når korrupte politikkere og rige eliter får frit spil af bankerne.

Hvis U-Danske Bank hvidvasker for den russiske mafia og Putins familie, skaber det korruption i Rusland. Når de hjælper eliten i Moldova med at udfører 7 milliarder i suspekte overførsler, så er det penge der frarøves Europas fattigste land. Når de hvidvasker penge for Aserbadjans leder, lægger det millioner i et diktatur. Når de forsøger at facilitere nordkoreansk våbenhandel, mister mennesker livet.

Hvidvask er ikke en lovovertrædelse uden ofre, hvilket den afdøde russiske skatteadvokat Sergej Magnitsky minder os om. Han døde i et russisk fængsel under mistænkelige omstændigheder efter hans forsøg på at optrevle de russiske myndigheders korruption.

Mere end halvdelen af de mistænkelige overførsler i Danske Bank-skandalen (23 milliarder) stammer ifølge Berlingske netop fra den sag, som Magnitsky mistede sit liv til at opklare.

Danske Bank har selv erkendt, at der er blevet hvidvasket for milliarder igennem deres filial. Det er på nuværende tidspunkt helt klart, at de har overhørt den ene alarmklokke efter den anden. Når de vælger at overhøre advarslerne, så er de med til at underminere det samfundssystem, vi sammen har valgt.

De sætter sig selv over vores fælles regler og er med til at holde et uretfærdigt økonomisk system i live. Det system fastholder mennesker i fattigdom, frarøver lande muligheden for at levere kvalitetsuddannelse og et ordentligt sundhedssystem til deres borgere.

Skriv under i dag - sammen kan vi tage vores lille del af kampen imod ulighed, skattely og korruption i verden ved at vise bankerne, at vi ikke bare ser i gennem fingre og lader dem jagte penge, når det går ud over alle os andre. Vi vil en mere retfærdig og tillidsfuld verden. Derfor vælger vi dem fra.