Der er stadig et markant løngab mellem job i kvinde- og mandedominerede fag viser analyse foretaget af Oxfam IBIS.
Hent Oxfam IBIS' analyse om ligeløn her.
En person ansat i et kvindedomineret fag tjener ca. 2,6 millioner kroner mindre før skat og næsten 1,7 millioner kroner mindre efter skat sammenlignet med en person ansat i et mandedomineret fag. Og det er selvom, der korrigeres for, at mange kvindedominerende fag er i den offentlige sektor, mens mange mandedominerede fag er i den private sektor.
”Vi har stadig et problem med, hvordan vi værdiansætter særligt arbejde i omsorgsfag eller andre fag, som typisk er domineret af kvinder. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det er et spørgsmål om politisk vilje at se at få gjort op med de strukturer, der fastholder den kønsmæssige skævhed i indkomster,” siger Lars Koch, generalsekretær i Oxfam IBIS.
Oxfam Ibis har på baggrund af de nyeste tal fra Danmarks Statistiks lønstatistik for året 2020 foretaget en analyse af løngabet mellem kvinde- og mandedominerede fag.
”Hvis ikke vi var klar over det før, så har corona-pandemien i hvert fald gjort det lysende klart: Sygeplejersker, sosu’er, pædagoger og andre omsorgsarbejdere skaber kæmpestor værdi i vores samfund. Alligevel får disse kvindedominerende faggrupper en markant dårligere løn end mænd med tilsvarende uddannelse og ansvar,” siger Lars Koch.
”Omsorgsarbejdets lave værdiansættelse er desværre et globalt fænomen. Vi ved fra vores arbejde i det globale syd, at kvinder varetager en lang række omsorgsopgaver, som de ikke får betaling for. Kvinders ulønnede omsorgsarbejde globalt beløber sig til en værdi af 10.800 mia. dollars og det er et kæmpe problem i forhold til ligestilling og bekæmpelse af ulighed. Ulighed er ikke naturgivent; den er resultat af politiske valg. Derfor må politikerne også tage et opgør med løngabet.
Hent Oxfam IBIS' analyse om ligeløn her.