Jeg vil give Oxfam IBIS gennemslagskraft

06. Maj 2019
Af
Malene Aadal Bo

Kristian Weise er ny generalsekretær for Oxfam IBIS. Mød manden, som har taget udfordringen op med at engagere flere i kampen mod ulighed og for uddannelse til alle.

"Måske er det i virkeligheden sådan en som dig, der skal være generalsekretær for Oxfam IBIS en dag." Nogenlunde sådan faldt ordene, der for flere år siden såede frøene til det, der siden førte Kristian Weise til at søge og få det, han i dag kalder ”det bedste job, jeg kan forestille mig”.

Da den føromtalte samtale fandt sted, havde tidligere generalsekretær Vagn Berthelsen netop meldt ud, at han snart ville gå af efter mere end 20 år på posten. Samtidig var IBIS netop blevet medlem af Oxfam og var begyndt for alvor at markere sig i den danske og internationale debat om skattely og ulighed. Kristian Weise selv sad på fjerde år som succesfuld direktør for tænketanken Cevea og var på ingen måde på jagt efter et nyt job.

Men tanken var plantet, og de næste år dukkede idéen oftere og oftere op. For hver gang overvejede han det mere seriøst.
"Det blev stadig mere oplagt, at de ting, jeg ved noget om og brænder for, passer med det, som Oxfam IBIS kan og vil," siger Kristian Weise, som ellers hverken som barn eller ung drømte om at arbejde i en ngo. Han længtes ikke efter rundkredse eller batik, men var i stedet tiltrukket af de fora, hvor man forsøger at ændre verden iklædt jakkesæt og formel magt.

Begyndte på de bonede gulve

"Jeg er egentlig et barn af IBIS, idet min mor arbejdede for organisationen i 25 år," siger Kristian Weise. "Jeg var til et utal af første maj-møder og solidaritetsdemonstrationer og mødte tit IBIS-ansatte og frivillige samt samarbejdspartnere fra særligt Latinamerika, der var på besøg i Danmark. Det gjorde nok, at jeg syntes, at jeg havde set min del af det fodformede ulandsmiljø, og jeg forestillede mig ikke, at det var dér, jeg selv skulle arbejde. Men man kan jo – heldigvis – ikke helt løbe fra sin historie,” tilføjer han.

Især de år han som barn tilbragte i Honduras og Guatemala, hvor hans mor var udsendt, betyder noget for hans indædte modstand mod ekstrem ulighed og uretfærdighed. En kamp, som han dog indledte langt fra Oxfam IBIS – på de bonede gulve i Bruxelles.

Da Kristian Weise var 25 år gammel, blev han færdig med studierne og fik sit første job som assistent og rådgiver for tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der på det tidspunkt netop var blevet valgt til Europa-Parlamentet. Jobbet gav på kort tid Kristian Weise indsigt i storpolitik og de ofte komplicerede veje til indflydelse. På første hånd oplevede han magtspillet og så også den brutalitet, der ofte er forbundet med politik på højeste plan. Det første fascinerede ham – det sidste gjorde slet ikke.

Kristian Weise

... er tidligere sekretariatsleder for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet og politisk rådgiver for Poul Nyrup Rasmussen. Han har været politisk analytiker for den internationale fagbevægelses samarbejdsorganisation ITUC og international konsulent for LO. De seneste syv år har han været direktør for tænketanken Cevea.

I næsten 10 år har han været med til at sætte ulighed på den danske og internationale dagsorden og har opbygget en høj troværdighed blandt forskere, beslutningstagere, politikere og journalister. Kristian Weise er 39 år og bachelor i økonomi og filosofi fra CBS og er kandidat i politisk sociologi fra London School of Economics and Political Science.

Som barn og ung har han blandt andet boet i Honduras og Guatemala med sin mor, Gitte Weise Hermansen, som var udsendt for IBIS.

Som tidligere elitebokser besidder han bestemt viljen til sejr, men allerede dengang erkendte han, at en sejr kun er ordentlig sød, hvis den gavner en sag, han brænder for.

"Talk truth to power"

”Jeg stiftede også allerede dengang bekendtskab med Oxfam,” siger Kristian Weise og mindes især en bestemt oplevelse, som inspirerede ham. Det var en høring, hvor daværende chef for Oxfams kontor i Bruxelles, Luis Morago, fik taletid og talte dunder til EU-politikerne. Han talte om manglen på sammenhæng mellem EU's udviklingspolitik og handelspolitik og gjorde det helt klart for de fremmødte, hvor håbløst det er at give udviklingsbistand med den ene hånd og med den anden føre en handelspolitik, der underminerer muligheden for udvikling i verdens fattigste lande.

"Jeg sad tilbage med en følelse af, at det måtte være et af de bedste job i verden: ’to talk truth to power’. At være den, der med faglige argumenter og en stor gruppe mennesker i ryggen påvirker politikerne til at skabe en bedre verden.”

Og det er netop en af de ting, han nu skal som generalsekretær for Oxfam IBIS.

Min ambition er at gøre en forskel

Kristian Weise har især tre ting med sig, som han selv mener, er et plus i hans nye job. Det første er, at han fra årene i Cevea ved nærmest alt om ulighed og har opbygget stærke faglige, politiske og mediemæssige netværk omkring det tema – både i Danmark og internationalt. Det andet er, at han har stor erfaring fra internationale organisationer og miljøer og er god til at skabe netværk, alliancer og samarbejde med mange og meget forskellige mennesker. Det tredje er, at han har god erfaring med at lede både personale og politiske processer.

"Jobbet er en oplagt forlængelse af det, jeg kan og ved, koblet med et internationalt perspektiv, som jeg godt kan lide. Jeg glæder mig til at bruge det hele til at gøre en positiv forskel for organisationen og for de mennesker, der sammen med os kæmper for en mere retfærdig verden," siger Kristian Weise. Han glæder sig over, at Oxfam IBIS er en organisation i udvikling, og at han ikke bare skal overtage en færdig pakke. Han kan lide, at Oxfam IBIS' position i Danmark er under forandring og har store muligheder for at blive styrket. Og han elsker den udfordring, det er, at være nyt medlem af Oxfam og finde ud af, hvordan vi allerbedst bruger de enorme ressourcer, som Oxfam repræsenterer, til at sætte et afgørende aftryk på verden.

"Min ambition er at gøre en forskel, så Oxfam IBIS kommer til at slå langt stærkere igennem med vores budskaber og holdninger. Så vi kan samle langt flere mennesker i kampen mod ulighed,” siger han og tilføjer: ”Jeg håber og tror, at det vil vise sig at være et rigtigt valg, at det blev sådan en som mig, der blev generalsekretær for Oxfam IBIS."