”Jeg var der egentlig bare for at vaske op. Men så var der én, der fik øje på mig”

08. jul 2022
Af
Malene Aadal Bo

Abdeljalil har kun en elementær køkkenuddannelse og begrænset køkkenerfaring bag sig og ville under almindelige omstændigheder nok ikke være kommet i betragtning til en plads på Um Mami. Men hans passion for faget og hans vilje til at lykkes overbeviste køkkenchef Marie-Sophie om, at Abdeljalil havde fortjent chancen.

Det var i november måned sidste år, at Abdeljalil blev ringet op fra den restaurant, hvor han de seneste seks måneder havde arbejdet som kok. Han var blevet sendt hjem uden løn, da lavsæsonen ramte, og i de forløbne uger havde han forgæves ledt efter andet arbejde. Helst som kok men efterhånden var han åben for det meste.

Som ældste søn har Abdeljalil fra en ung alder følt et stort ansvar for at bidrage til at skaffe sin familie mad på bordet og tag over hovedet. Det var en af grundene til, at han ikke læste videre efter grundskolen, men valgte en mere direkte vej til job og indtægt. Og fordi han altid har elsket at beskæftige sig med mad, tog han en kort teknisk køkkenuddannelse og kom i praktik og derefter direkte videre i job. Ligesom han havde håbet.

”Men det er ikke stabile job. Det første mistede jeg under corona-krisen. Det andet mistede jeg, da højsæsonen var ovre og turisterne blev for få,” siger Abdeljalil, hvis familie i de mellemliggende perioder må klare sig på det, hans far kan tjene ved at videresælge grøntsager, som han henter på det lokale marked.

Så selv om det ikke netop var hans drømmejob, tøvede Abdeljalil ikke et øjeblik, da de ringede fra restauranten og tilbød ham en tjans som opvasker. En organisation skulle afholde noget kursus i restaurantens køkken og ville gerne have en til at rydde op og gøre rent efter kursisterne.

Læs hele Oxfam IBIS' tema om Madskoleprojektet i Marokko her.

”Jeg var vist ikke verdens hurtigste opvasker,” indrømmer Abdeljalil og griner. Han opdagede nemlig, at det der foregik på det kursus, var fuldstændig uimodståeligt for ham. Der blev lavet retter, han ikke kendte, brugt teknikker han ikke havde set før, og luften var så fuld af ny viden og inspiration, at han næsten ikke kunne få sig selv til at gå ud til sin opvask.

Senere fandt han ud af, at det han var dumpet ind til, var de indledende øvelser til kokkeskolen Um Mami. I forprojektet blev unge, der på forskellig vis underviste andre i madlavning og kokkekunst tilbudt en uges intensiv træning i moderne kokkekunst og lærte nye teknikker og principper, som de kunne tage med hjem og give videre.

”Jeg sugede så meget til mig, som jeg overhovedet kunne. Jeg nød det, og jeg kan huske, at jeg flere gange kiggede på kursisterne og brændende ønskede at være en af dem,” siger Abdeljalil.

Underviseren var Um Mamis køkkenchef Marie-Sophie, som en dag lagde mærke til den unge mand. Hun opdagede, hvordan han knoklede i alle pauserne, så han til gengæld kunne snige sig til at lytte med, når hun underviste. Hun bemærkede hans interesse, passion og hans vilje til at få mest muligt ud af en situation. Da det blev tid til at udvælge de unge til det første forløb på Um Mami ringede hun til ham og inviterede ham til samtale. Og til sidst besluttede hun sig for at give Abdeljalil chancen og tilbød ham plads på holdet.

De andre elever har alle mere erfaring eller en bedre uddannelse bag sig end Abdeljalil. Men det tænker han ikke så meget over i hverdagen. Sproget er en lidt større barriere, for Abdeljalil har aldrig rigtig har lært fransk, som er det sprog der bliver talt i køkkenet og et udbredt sprog på de gode restauranter i Marrakesh. Ved siden afden intensive undervisning på Um Mami bruger han derfor for tiden tre aftener om ugen på den lokale sprogskole, opsat som han er på at udnytte den chance, han har fået. 

”Du skal forstå, at for en som mig kommer tingene ikke af sig selv. Jeg har ikke et stærkt netværk til at hjælpe mig, og livet har altid været lidt af en kamp. Men det jeg oplever lige nu, og det jeg får med mig herfra, kan måske gøre hele forskellen,” siger Abdeljalil.

Hans øjne stråler, når han fortæller om sin drøm, der nu for første gang synes inden for rækkevidde.

”Jeg vil gerne bygge en karriere på at gøre det, jeg elsker allermest. Blive kok et sted, hvor jeg kan udleve mine værdier og mine ideer og lægge hele mit hjerte i mit arbejde. Og så drømmer jeg om at få min egen familie. Det kræver, at jeg lykkes med noget af det andet, så jeg kan leve op til det ansvar, men ja – det er det jeg håber,” siger han.