"Jeg kunne ikke flygte - jeg tror jeg var for stolt"

09. mar 2021
Af
Rikke Hovn Poulsen

Tania Hernandez Tez' oprørske gemyt ødelagde hendes ægteskab og chancen for et komfortabelt liv. Nu sætter hun livet på spil for at skubbe verden i den retning, hun mener, er den rigtige.

COLOMBIA: I 16 år havde der ikke siddet en kvinde i byrådet i den lille by San Miguel i det sydlige Colombia. Ingen havde turdet samle stafetten op, efter at den seneste kvindelige folkevalgte blev brutalt myrdet - tvunget på knæ og skudt igennem hovedet af folk, der ikke mente, at hun havde ret til at blive hørt.

”Mordet var som en alarm, der i mange år afholdt alle kvinder fra at gå ind i politik. Længe blev vores synspunkter aldrig hørt, vores holdning aldrig repræsenteret," siger 41-årige Tania Hernandez Tez. Hun leder den lokale organisation ”Rural Womens Association of Peace Builders” i San Miguel.

Rural Womens Association of Peacebuilders

Organisationen er en del af et nationalt netværk for kvinder i Colombia, Asodemuc, som arbejder tæt sammen med Oxfam.

Her mødes lokale organisationer og ledere for at udveksle erfaringer og bygge alliancer, så de sammen står stærkere i arbejdet for at få flere kvinder involveret i Colombias skrøbelige fredsproces.

Og hun en af de kvinder, der i efteråret 2019 endegyldigt havde fået nok af volden, kvindehadet og den altundertrykkende ulighed, der hærgede deres hjemegn. Nu ville de ikke finde sig i det mere.

”Vi var en bred alliance af kvinder, der lavede en pagt: Vi stillede op til lokalvalget, og lige meget hvem af os, der blev valgt, ville vi alle bakke hende op. Hvis en af os vandt, ville det være en kæmpe sejr for os alle,” siger Tania Hernandez Tez.

Viljestyrken stråler ud under den bredskyggede hat, mens hun taler om alt det, hun vil lave om på i sin hjemegn. Og som hun er villig til at sætte livet på spil for.

Barn af oprøret

Tania Hernandez Tez’ oprørske gemyt kommer ikke fra fremmede. Hendes far var kommunist og fagforeningsmand. Det var ham, der tog familien med til det uroplagede Putumayo i slutningen af halvfjerdserne for at hjælpe landbefolkningen med at organisere sig. Men da Tania var tre år gammel, forsvandt han sporløst, ligesom mange andre colombianere på den tid.

”Vi fandt aldrig hans lig. Men jeg ved, at det var staten, der slog ham ihjel, fordi han kæmpede for den fattige landbefolknings rettigheder,” siger hun.

Resten af Tanias barndom var familien på flugt i deres eget land. Hun voksede op til lyden af kugler og flyttede fra by til by i en evig søgen efter et mere sikkert liv. Som teenager vendte hun tilbage til Putumayo. Sine oplevelser til trods kunne den iltre teenager ikke lade være med at involvere sig i politik, og hun blev hurtigt valgt som gymnasiets elevrådsrepræsentant. Det var i den forbindelse, at hun første gang mærkede, hvordan et gevær mod panden føles.

”Jeg var vred over, at den lokale milits ville inddrage gymnasiets sportsplads til soldaterbarakker. Derfor gik jeg med en megafon fra klasse til klasse for at få de andre med til at protestere,” fortæller hun.

Det lykkedes Tania Hernandez Tez at samle en stor gruppe til demonstration på sportspladsen. De var i gang med at rive barakkerne ned, da bevæbnede militsmænd dukkede op.


”Mine kammerater stak af i alle retninger, men jeg kunne ikke flygte – jeg tror, jeg var for stolt. Så jeg blev alene tilbage der midt på pladsen. De satte et gevær mod min pande, og jeg var sikker på, at nu var det slut. Nu ville de skyde mig.”

Men en af de andre unge kvinder vendte om og kom tilbage til sportspladsen. Og så endnu én. De stillede sig tæt op ad Tania. Til sidst var alle demonstranterne tilbage.


”Soldaterne opgav og vendte tilbage til junglen. Og vi fik lov til at beholde vores sportsplads. Med tiden er det sted blevet min hjembys park. For mig rummer den uendeligt meget historie,” siger Tania Hernandez Tez.

En blodig valgkamp

Tanias hjemegn blev hårdt ramt under Colombias mere end 40 år lange borgerkrig mellem regeringen, guerillagruppen FARC og diverse paramilitære grupper og narkobander. Hele landsbyer blev nedslagtet alene på mistanken om, at indbyggerne støttede den modsatte fløj. Og frygten lurede overalt.

For fire år siden indgik FARC og regeringen en fredsaftale. Men volden præger stadig hverdagen mange steder – og dem, der kæmper for freden, er særligt udsatte. Mere end 900 menneskeretsforkæmpere er blevet dræbt, alene siden fredsaftalen blev underskrevet.

Året op til lokalvalget i 2019 var ekstremt blodigt i Putumayo, hvor mange talte om en decideret bølge af kvindemord. Mindst 18 kvindelige ledere blev slået ihjel i løbet af nogle få måneder. Flere kvindelige kandidater blev truet, og andre tvunget til at flygte.

”Jeg fik dødstrusler flere gange i løbet af valgkampen – nogle gange ringede de, andre gange sendte de sms’er,” fortæller Tania Hernandez Tez.

Via simpel research fandt hun ud af, at truslerne havde forbindelse til en mand højt oppe i systemet. Den viden turde hun ikke gå videre med, for folk advarede hende om, at det ville være at underskrive sin egen dødsdom. Men hun gik til politiet og bad om hjælp.


”De tilbød mig lidt penge og rådede mig til at rejse væk. Men hvor i alverden skulle jeg tage hen? Og hvad med min familie? Det var statens måde at vaske hænder på uden at tage ansvar. Deres løsninger har altid været voldelige – enten sender de os væk, eller også sender de soldater for at passe på os. Men det løser jo ingenting!”

Den eneste måde, Colombias aktivister efter Tanias mening vil opnå reel sikkerhed på, er at opfylde befolkningens bassale rettigheder, såsom adgang til uddannelse, arbejde og sundhed. Og så skal kvinder have mulighed for at blive økonomisk uafhængige.

”En befolkning, som får sine rettigheder opfyldt, vil ikke lade sig dominere af væbnede aktører udefra. De vil stå fast på deres ret og afvise volden,” fastslår Tania Hernandez Tez, der selv har modstået alle forsøg på at gøre hende tavs.

En af modstandere har endda været ham, hun giftede sig med.

Fri mig for prinsessedrømmen

Hun var ung nyuddannet sygeplejerske. Han var læge og tilbød hende et komfortabelt og privilegeret liv, men ønskede til gengæld ikke, at hun brugte sin tid på politik.

”Min mand syntes, jeg spildte min tid. Han ville have mig til at være en prinsesse, der så pæn ud og gik i lækkert tøj. Han ville give mig penge, så jeg bare skulle gå derhjemme og varte ham op. Mange af mine veninder var misundelige.”

Men oprøret boede i Tania Hernandez Tez, og selv om hun prøvede, lykkedes det hende aldrig at finde sig tilpas i det traditionelle, småborgerlige miljø. I sidste ende kostede det hende ægteskabet, at hun ville noget mere og andet.

Alligevel har hun aldrig set sig tilbage. For hun føler, at hendes politiske engagement gør en forskel.

”Modige kvinder har altid været en del af oprøret her i Colombia. Det er bare ikke altid, at der er blevet lyttet til dem. Men nu føles det endelig, som om der er mennesker rundt om i verden, der hører os.”