IMF’s guldpenge kan hjælpe verdens fattigste lande gennem corona-krisen

20. apr 2020

Globale investeringer i guld har givet Den Internationale Valutafond (IMF) en værdiforøgelse på knap 20 milliarder US dollars, siden corona-krisens start. De penge bør bruges til at eftergive de fattige landes gæld, lyder det fra Oxfam IBIS.

Mens verdens fattigste lande kæmper for at finde penge til at håndtere konsekvenserne af corona-krisen, har globale investeringer i guld skabt en værdiforøgelse på næsten 20 milliarder US dollars hos Den Internationale Valutafond (IMF).

De penge bør bruges til at eftergive de fattige lande deres gæld til IMF, så de er bedre rustet til at håndtere den sundhedskrise samt økonomiske og sociale krise, corona-pandemien skaber. Sådan lyder det fra Oxfam IBIS dagen før, IMF, finansministre og nationalbankdirektører mødes for at diskutere, hvorvidt der skal eftergives gæld til verdens fattigste lande i forbindelse med corona-krisen.

I alt skylder udviklingslandene i år tilsammen 12,4 milliarder US-dollars til IMF og Verdensbanken, hvilket er to tredjedele af, hvad IMF har tjent på krisen i form af deres guldbeholdning.

Pandemien sender millioner mennesker ud i fattigdom
IMF’s værdiforøgelse er sket, fordi investorer globalt har placeret deres penge i guld, der er et kendt ”safe-haven” under økonomiske kriser. Og guldpriserne stiger. IMF har nu samlet set guld til en værdi af 157,6 milliarder US-dollars. En stigning på 14 procent på blot få måneder.

Oxfam IBIS’s generalsekretær Kristian Weise mener, det er oplagt at sælge lidt ud af guldbeholdningen og eftergive landenes gæld:

”Mange rige lande, herunder Danmark, har gennemført milliardstore hjælpepakker, der skal holde hånden under økonomien, virksomhederne og lønmodtagerne. Den mulighed har de fleste udviklingslande ikke. Derfor er der et kæmpe behov for at særligt Afrika får økonomisk hjælp til at håndtere krisen”

”Corona-pandemien kræver hurtig handling. Også når det gælder økonomien og de yderligere 500 millioner mennesker, der risikerer at blive skubbet ud i fattigdom. Et første og effektivt skridt er at eftergive noget af udviklingslandenes gæld og fritage dem fra at betale renter og afdrag i år, så de straks får frigivet penge til at håndtere både sundhedskrisen og den økonomiske krise. Det handler helt akut både om liv eller død, men også om allerede nu at sikre fremtidens stabilitet, levegrundlag og bæredygtige vækst.”

 

Baggrund

Corona kan i værste tilfælde sende yderligere en halv milliard mennesker ud i fattigdom. Dermed vil halvdelen af verdens befolkning leve i fattigdom. Og kampen mod fattigdom kan blive sat et helt årti tilbage. Det viser tal fra Kings College London og Australian National University, som Oxfam og Oxfam IBIS har lanceret som en del af deres ”Economic Rescue Plan For All”.

Derfor arbejder Oxfam IBIS for, at verdens rigeste lande, internationale finansielle institutioner som IMF og Verdensbanken samt private kreditorer skal eftergive gæld, så verdens fattigste lande akut får penge til at reagere på corona og den økonomiske krise. Alene i 2020 kan det samlet set bidrage med op til 400 milliarder US-dollars til at håndtere coronakrisen i 76 lande.

To eksempler på, hvor hårdt gældsafbetalingerne rammer nu, hvor alle lande har akut brug for midler til at håndtere coronaens konsekvenser:

  • Ghana bruger i øjeblikket 11 gange så mange penge på at betale af på gælden, som de gør på deres offentlige sundhedsvæsen.
  • Globalt set bruger 46 lande i gennemsnit 4 gange flere penge på gældsbetalinger end på deres offentlige sundhedssystem.