Hvis vi skal løse kriserne, skal verdens velstand fordeles til gavn for flere og ikke kun de få

13. jan 2023
Af
Lars Koch, Generalsekretær i Oxfam IBIS

Vi står midt i en tid med usædvanlig mange sammenfaldende kriser på samme tid. Mange millioner mennesker sulter, flere hundrede millioner står overfor umulige prisstigninger på basale fødevarer eller opvarmning af deres hjem, og krig og klimakrise lammer økonomier og tvinger folk på flugt. Ifølge Verdensbanken har vi oplevet den største stigning i global ulighed siden Anden Verdenskrig, og FN’s verdensmål om at afskaffe global fattigdom inden 2030 er umulig at nå.

Sammenfaldet af de mange kriser har en helt ødelæggende indvirkning på størstedelen af klodens befolkning. Men samtidig har de mange kriser også skabt vanvittig store vindere. De allerrigeste er blevet massivt rigere – dollar-milliardærernes formuer er fordoblet på 10 år - og flere virksomheders overskud har ramt rekordhøjder. Vi står altså lige nu i en verdensorden med et økonomisk system, hvor vi risikerer at give fortabt overfor verdens fattigste og mest sårbare, hvis ikke vi markant ændrer den måde, vi fordeler verdens velstand, sådan at det gavner flertallet og ikke kun de få privilegerede.

Ifølge en ny rapport ’Survival of the Richest’, som Oxfam lancerer i dag, så har verdens rigeste 1 pct. kapret to tredjedele af al den formuevækst, der er blevet skabt i verden i de to kriseår 2020 og 2021. Det er seks gange så meget som de 7 mia. mennesker, der udgør de nederste 90 pct. af menneskeheden.

Hent rapport: Survival of the Richest

Det vil med andre ord sige, at for hver 100 kroner, der er blevet skabt i formue på et år, så har de rigeste snuppet 63 kroner, mens de resterende 99 pct. så måtte dele resten. På ti år har top 1 pct. erhvervet sig over halvdelen af den globale formue - der er altså tale om en accelererende udvikling, hvor formuen mere og mere samles omkring færre hænder i toppen.

Det er en helt vild formuekoncentration midt i en tid, hvor hele verden er i krise, og hvor rigtig mange mennesker har været syge, mistet job eller må flygte og flytte pga. klimaforandringer, sult eller for høje varmeregninger.

Samtidig har en række virksomheder særlig inden for energi, medicinal og fødevarer haft rekordoverskud og overnormale profitter vundet på baggrund af netop kriserne. Oxfams rapport viser, at 95 fødevare- og energiselskaber fordoblede deres overskud i 2022 og udbetalte langt størstedelen i udbytte til investorerne. En stor del af prisstigningerne og inflationen er dermed gået direkte til udbetaling til aktionærerne.

Det er uholdbart.

I denne uge mødes verdens økonomiske og politiske ledere i Davos i Schweiz til World Economic Forums årlige møde – i år med titlen ’Cooperation in a fragmented world’. Det må der siges at være behov for.

Verden er langt fra blot fragmenteret, men i den grad præget af en ødelæggende ulighedskrise, som rammer de mest udsatte hårdest. Og det kræver lidt mere end samarbejde at løse problemerne. Det kræver politisk handling.

Ekstrem koncentration af rigdom risikerer at underminere økonomisk vækst, det tærer på demokratiet og kan være årsag til politisk polarisering. Det ser vi fra vores arbejde i det globale syd, men også i lande mod nord.

Når skellet mellem de fattigste og rigeste bliver større, så bliver sammenhængskraften i samfundet udfordret. Det gælder i høj grad på forskelle i indkomst, men også i formue, der er med til at skabe endnu større ulighed. Mere ulige samfund giver højere kriminalitet, kortere forventet levetid, dårligere mental sundhed, og mindre tillid og tryghed. Når flere og flere føler sig hægtet af udviklingen og ser, at samfundets værdiskabelse altovervejende ender hos en lille elite, skaber det splittelse. Og det giver eliten en stigende politisk magt.

Dertil kommer det åbenlyse uretfærdige i, at det er de rigeste, der med deres forbrug og investeringer udleder langt mest CO2 og dermed bidrager allermest til klimakrisen, som rammer de fattigste og mest udsatte befolkninger hårdest.

Skat på ekstrem rigdom er et afgørende værktøj

De ekstremt rige har gennem de seneste år opnået enorme gevinster. Godt 2.200 dollar-milliardærers samlede formue er fra marts 2020 til november 2022 i gennemsnit steget med 19 mia. kroner om dagen ifølge tal fra Forbes. En stor del skyldes i høj grad, at både centralbanker og regeringer har pumpet penge ud i økonomien, som især har fået aktier og ejendomme til at stige voldsomt, så dem, der allerede havde stor formue har fået endnu mere.

Politikerne glemte bare at følge op med en progressiv beskatning.

Skriv under: Støt en fair skat på ekstrem rigdom

Det var helt nødvendigt at holde hånden under økonomierne efter finans- og gældskriserne og under Covid-19, men det var en politikfejl, at man ikke samtidig øgede skatten for de rigeste, som havde størst gavn af de mange penge på finansmarkederne. På den måde havde man sikret, at pengene også blev omfordelt og kom alle til gavn.

Og konsekvenserne rammer lige nu os alle, der ikke er med i top 1 pct.’erne – og især de allermest udsatte i verdens fattigste lande.

Aldrig har det været mere akut at øge beskatning af rigdom og omfordele verdens ressourcer. Det er et helt afgørende værktøj til at bringe verden mod et mere lige og bæredygtigt samfund.

De seneste årtier er skatten på de rigeste faldet markant globalt. Der er naturligvis stor forskel på beskatningen mellem de forskellige lande, men tendensen er tydelig. Særligt siden 1980’erne og frem har regeringer på tværs af lande sænket skatterne for de rigeste, hvad end det gælder indkomstskatten, arveskatten, eller skatten på aktieindkomst og udbytteudbetalinger.

Alene i OECD-landene er den gennemsnitlige skattesats for de højeste personindkomster faldet fra 58 pct. i 1980 til 42 pct. de seneste år, og vi ser samme tendens for udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika.

Men faktisk har det ikke altid været sådan. Tidligere har skatten været brugt langt mere aktivt som et solidarisk værktøj særligt i krisetider. I årene efter Anden Verdenskrig forblev den føderale marginalskat på indkomster i USA på 91 pct. og var i gennemsnit 81 pct. mellem 1944 og 1981. Og selskabsskatten lå på 50 pct. Der var lignende skatteniveauer i andre rige nationer. Også i Danmark lå selskabsskatten indtil 1989 på 50 pct., og indtil slutningen af 1990’erne havde vi en formueskat. Høje skatter var dermed en normal del af samfundsbilledet i flere perioder med høj økonomisk fremgang og spillede en nøglerolle i at udvide adgangen til offentlige services som uddannelse og sundhed.

Højere beskatning af ekstrem rigdom og en mere fair fordeling af verdens velstand vil være en strategisk og retfærdig måde at bekæmpe de mange nuværende kriser på.

Højere skat bekæmper ulighed på to måder: Direkte ved at mindske forskellen mellem de rigeste og fattigstes nettoindkomst. Og indirekte hvis provenuet bruges til at investere i ulighedsbekæmpende tiltag som universel sundhed og uddannelse, i innovation, forskning og grøn omstilling, for en sundere befolkning som helhed med gode livsmuligheder og værdige liv, der dermed skaber mere socialt balancerede og sammenhængende samfund, som vi fx har set i de nordiske lande.

Skattesystemet har fejlet

Lige nu begunstiger skattesystemerne de rigeste mennesker og deres arbejdsfri indkomster. Mens almindelige mennesker får størstedelen af deres indkomst fra arbejde, så får de rigeste med de højeste formuer en stor del af deres indtægt fra kapitalgevinster fra finansielle aktiver som fx aktier, hvilket i de fleste lande beskattes langt lavere end almindelig lønindkomst. For hver dollar, der indkræves i skatteindtægter, kommer eksempelvis kun fire pct. fra skat på formuer. Og skattesatsen på kapitalgevinster er kun på 18 pct. i gennemsnit på tværs af 123 lande. Kun tre lande beskatter indkomst fra kapital højere end indkomst fra arbejde, og hvert femte land beskatter slet ikke kapitalgevinster.

Samtidig har mange regeringer i stedet lagt en øget beskatning på varer og tjenesteydelser via omsætningsafgifter såsom moms. Dette gør, at almindelige lønmodtagere paradoksalt nok kan ende med at betale en højere andel af deres indkomst i skat end milliardærerne. Det er derfor oplagt – både globalt og i Danmark – at kapitalindkomst beskattes højere og ideelt på samme niveau som lønindkomst.

Det vil også være oplagt at beskatte de overnormale profitter i de selskaber, der har profiteret på de seneste års kriser.

Allerede under Covid-19-pandemien i 2020 viste Oxfam, at især en række tech- og medicinalvirksomheder havde vækst i indtjeningen på op imod 80 pct. Det seneste år er det især de store olie- og gasproducenter, der har skovlet profit ind på ryggen af stigende energipriser. I 1. kvartal 2022 voksede deres indtjening til tre gange niveauet for samme periode i 2021. Ifølge Det Internationale Energiagentur står energisektoren alene i 2022 til en overnormal profit på 1.500 mia. kr. 

I Danmark kan vi især se, at transportsektoren har haft stærk medvind på grund af flaskehalse i den globale varehandel. Sammenligner man 1. halvår 2022 med årene før pandemien, så er A.P. Møller-Mærsks overskud steget med næsten 2.000 pct. Det samme gælder transportselskabet DSV, der har haft en profitvækst på 390 pct.

En skat på overnormale profitter er en god måde at omfordele en lille smule af verdens rigdom fra de allerrigeste firmaer, som har haft en ekstraordinær høj indtjening på grund af ekstraordinære kriser, til folk herhjemme og ude i verden, som rammes hårdest af kriserne.

Derudover bør man også genintroducere en formueskat. I Danmark kunne den nye SVM-regering med fordel gå foran og vise, hvordan en beskeden formueskat på ekstrem rigdom vil kunne bruges til at investere i fattigdomsbekæmpelse. Oxfam IBIS har beregnet, at en skat på blot 1 pct. på nettoformuer over 35 mio. kr. kan bidrage med 12 mia. kr. årligt i den danske statskasse.

Alene for de penge, som en formueskat kan indbringe i Danmark, vil man tilsammen kunne brødføde over en kvart million familier ramt af humanitære katastrofer i et helt år, øge klimabistanden i udviklingslande for 2 mia. kr. uden at tage det fra den eksisterende udviklingsbistand, sikre titusindvis af børn en 6-årig grundskole i udviklingslandene, sætte tryk på den grønne omstilling i Danmark ved fx at opsætte 55.000 solcelleanlæg og 8.000 jordvarmeanlæg samt fjerne de fattigdomsskabende ordninger for folk ramt af fx kontanthjælpsloft og 225-timersregel.

Det er ikke så lidt endda.

Højere skat er naturligvis ikke den eneste løsning på ulighedskrisen og finansieringen af de andre kriser. Men det er en meget vigtig og fundamental del af løsningen.

Heldigvis er der stor opbakning til at vende udviklingen og øge skatterne på de rigeste. Både blandt befolkningen, de rigeste selv og flere økonomiske institutioner.

Cheføkonomen for Den Europæiske Centralbank udtalte for nylig, at han støtter højere skatter på virksomheder og de rigeste for at hjælpe de hårdest ramte af energikrisen, og IMF anbefalede en lignende kurs med højere skatter på de rigeste under Covid-19-pandemien.

Research fra IMF viser desuden også, at selvom de rigeste 20 pct.’s indkomst stiger, så vil det ikke have nogen positiv effekt på hverken økonomien eller for den nederste del af befolkningen, tværtimod vil væksten i bruttonationalproduktet falde på mellemlang sigt.

Verdensbankens forskning viser, at det har større effekt på bekæmpelse af fattigdom, hvis gini-koeficienten (målestok for indkomstulighed) reduceres med 1 pct., end ved at øge et lands vækst med 1 pct-point. Hvilket altså betyder, at det er mere hensigtsmæssigt at mindske indkomstuligheden for at reducere fattigdom end kun at fokusere på økonomisk vækst.

I januar sidste år skrev over 100 millionærer under på et brev, hvori de rent faktisk beder om at blive beskattet højere.

Højere skat på de rigeste bakkes også op af befolkningen i mange lande på tværs af politiske skel. Meningsmålinger gennemført af OECD i 21 lande viser, at 68 pct. af befolkningerne i gennemsnit støtter højere skat på de rigeste for at hjælpe samfundets fattigste. Samme tendens ses også i udviklingslandene, hvor 69 pct. af respondenterne på tværs af 34 afrikanske lande støtter højere skatter på de rigeste.

Vi er simpelthen forpligtet til at bygge en mere retfærdig, lige og bæredygtig fremtid for alle – og ikke kun for de få. Højere skat på ekstrem rigdom er nødvendigt, hvis vi skal have nogen som helst chance for at opfylde FN’s Verdensmål og imødegå de mange kriser, vi står overfor. Men også for at gøre det rigtige og sikre en bedre sammenhængskraft i vores samfund. Det er en global, solidarisk nødvendighed.