Hvad skete der med Muna?

09. jun 2020
Af
Line Gørup Trolle

Vi mødte Muna i flygtningelejren Za’atari i det nordlige Jordan for tre år siden. Dengang var hun 10 år gammel. Da coronapandemien nåede Jordan, kontaktede vi hende for at høre, hvordan hun klarer sig.

Muna og hendes familie flygtede fra Syrien til Jordan i 2013. I Syrien var bombningerne af deres landsby blevet hyppigere, og en morgen fløj en raket ind gennem vinduet og landede på gulvet ved siden af Muna. Raketten eksploderede ikke, men den dag besluttede familien at flygte. Den første tid i Jordan var Muna bange - bange for at gå udenfor, bange for fly på himlen og for, at folk ville bryde ind i deres telt om natten.

Hun savnede familiens hus i Syrien, og hun talte ofte i telefon med sin veninde derhjemme. Efter tre måneder i lejren fik familien et containerhus at bo i, Muna fik en ny bedste veninde inde hos naboen, og hun blev glad for skolen.

Alt det fortalte hun, da vi i 2017 interviewede hende til LæseRaketten - den skolebog, vi udgiver hvert år med historier om børn fra hele verden. Dengang drømte hun om at blive lærer og om at flytte hjem til Syrien, når der forhåbentlig engang bliver fred. Men den drøm har hun lagt væk, fortæller hun, da vi i begyndelsen af maj hører fra Muna over WhatsApp.

Hverdagen er svær

Ligesom Danmark og store dele af resten af verden er Jordan præget af coronapandemien, og meget er lukket ned for at begrænse smittespredning. Midt i det hele sidder Muna og synes, at hverdagen er svær. Hun synes ikke, der er mange ting tilbage at være glad for i Za’atari. Hendes bedste veninde er flyttet væk, og hendes bedstemor og tante er rejst tilbage til Syrien. Hun savner dem og taler med dem over WhatsApp, men Muna taler ikke med andre i Syrien længere.

”For at være ærlig, så savner jeg ikke Syrien. De fleste af mine minder er fra mit liv i Jordan, og det elsker jeg højere."

Muna bor stadig i flygtningelejren, der midt i et goldt ørkenlandskab strækker sig støvet og varm over fem kvadrat- kilometer. Telte og containerhuse ligger i net med små gader imellem. Før var lejren fuld af liv og handel med alt fra brudekjoler til lokale oste, men under pandemien ligger lejrens gader øde hen. Der er udgangsforbud om natten og hver fredag samt restriktioner på, hvor folk må færdes.

”Der er ingen sammenkomster, ingen besøg, og jeg går sjældent ud for at lege. Både fordi det ikke er tilladt at bevæge sig rundt i lejren, og fordi jeg er bange for, at nogen fra min familie bliver smittet. Hvis nogen i lejren får det, vil det hurtigt sprede sig til rigtig mange mennesker her.”

”Min mor er min helt”

Munas mor er alene med sine fem børn. Hun er sundhedsmedarbejder i lejren og arbejder derfor under nedlukningen, hvor hun leverer medicin og laver sundhedstjek hjemme hos folk. Muna og hendes søskende er hjemme næsten hele tiden, mens deres mor arbejder og tager sig af alle indkøb.

”Alt ansvaret falder på min mor. Hun går på arbejde for at forsørge os, hun køber ind og står i lange køer for at hente nødvendige ting fra markedet og bageriet. Min mor er min helt, og jeg prøver at hjælpe hende, alt hvad jeg kan herhjemme,” fortæller Muna.

I lejren bor folk tæt sammen, men der er vagter og politi, som sørger for, at folk holder afstand udendørs. Der har ikke været nogle coronatilfælde i lejren endnu, og alle holder vejret og håber, at det fortsætter sådan.

Én mobiltelefon til arbejde og skole

Mens skolen er lukket, får eleverne onlineundervisning hjemme. Lærerne optager små videoer med opgaver til eleverne, og så løser de opgaverne i deres kladdehæfter, tager billeder af deres svar og sender billederne tilbage. Muna og hendes søskende må deles om deres mors mobiltelefon til at lave skolearbejdet på. Og de kan kun låne den, når hun er hjemme, for hun bruger den i løbet af arbejdsdagen.

Snart starter eksamenerne online, og så er Munas mor nødt til at komme tidligt hjem hver dag. Hun har også været nødt til at låne penge af naboerne til at købe data til telefonen. Muna vil gerne videre med sit liv. Hun håber, at situationen snart bliver bedre, og at familien en dag får råd til at flytte ud af lejren:

”Jeg er træt af at leve på denne her måde. Jeg vil virkelig gerne have et ordentligt hjem. Jeg vil gerne gå i en almindelig skole og få en bedre uddannelse,” siger hun.

Det gør Oxfam

  • Flygtningelejren Za’atari ligger i det nordlige Jordan tæt på grænsen til Syrien. Her bor cirka 77.000 mennesker.
  • Oxfam sørger for rent vand, sanitet, affaldssortering og hygiejne for at forhindre spredning af sygdomme.
  • Oxfam hjælper familierne med at skabe sig en indtægt og give deres børn en god skolegang.
  • Oxfam laver oplysningsarbejde om blandt andet COVID-19. I lejren gik der rygter om, at ny coronavirus smitter via fluer, og at lakrids, hvidløg og urter kan kurere det.