Historier der skaber fred

15. mar 2021
Af
Malene Aadal Bo

Det sker alt for sjældent, at sydsudanesiske kvinder får mulighed for at fortælle deres historier. Dele deres oplevelser og formidle deres ønsker og håb. Men deres input er vigtige for at forstå den konflikt, der har martret Sydsudan i årtier, og deres erfaringer afgørende for at bygge varig fred. Nu er en del af historierne udkommet i bogen ”No Time to Mourn”.

I juni sidste år samledes 18 kvinder på et lille hotel ved bredden af Victoriasøen i Uganda. Forfattere, poeter, akademikere og politiske aktivister med det tilfælles, at de er fra Sydsudan, og at de har noget at fortælle, som alt for sjældent bliver hørt. De var inviteret af Oxfam og den ugandiske organisation for kvindelige forfattere FEMRITE med det formål at gøre kvinderne bedre i stand til at fortælle deres historier og få dem ud til et bredt publikum. For historier om krigen og freden og hverdagens udfordringer og de små sejre og store gennembrud i Sydsudan fortælles generelt for sjældent og næsten altid af mænd.

When the bullet was shot

Af LYDIA MINAGANO KAPE, fra antologien "No Time to Mourn"

When the bullet was shot, They shouted run
Instead, I stood still And watched
As gunpowder filled lonely air I wondered;
what is it that I have to run from? Death?
Why would I run from death? When I have died countless times already
See, this body is a tomb A walking dead A ghost
I have buried enough pieces of me To form a cemetery
I die every time a bullet cuts a branch off my family tree
Don’t you sometimes wonder why I buy myself flowers?
These martyrs that rest in me I crown them, Water their roots Hoping they will re-live in me,
I want to be here when they breathe again.


Painting by Nyareeta Gach, Monopoly

I seks dage talte og skrev kvinderne, lærte af hinanden og delte vigtige erfaringer, eksempelvis om, hvordan man med fabler og metaforer kan kritisere mænd og magthavere, uden at det bliver farligt for én selv.
”Og da ugen var gået, havde vi en gruppe stærkt sammentømrede kvinder med nyt mod på at gå ud og forandre verden. Og vi havde tekster så gode, at vi besluttede at se, om ikke det kunne blive til en bog – verdens første større samling af tekster skrevet af sydsudanesiske kvinder,” siger en af initiativtagerne, Elizabeth Ashamu Deng, der arbejder for Oxfam i Uganda og Sydsudan.

"NO TIME TO MOURN"

En samling af noveller, digte og billeder af kvindelige sydsudanesiske kunstnere. Deres tanker og erfaringer krydser grænser og kontinenter og tager udgangspunkt i oplevelser, som er svære at begribe, selv for dem, der kender til Sydsudans voldsomme historie. Gennem denne bog lærer vi om krigens pris og værdien af fred.

Historierne er samlet og redigeret af Hilda Twongyeirwe og Elizabeth Ashamu Deng og udgivet på forlaget FEMRITE. Kan købes på Saxo

Meget forskning viser, at fredsaftaler og genopbygning fungerer langt bedre, når kvinder tager del i forhandlingerne og er med til at udtænke løsningerne. Alligevel er de alt for ofte udeladt af de vigtige samtaler. Således også i Sydsudan, hvor det derfor er en del af Oxfam IBIS’ fredsarbejde at støtte kvinderne i at finde effektive måder at blive hørt.

”Uden kvindernes erfaringer og historier går vi glip af afgørende viden om, hvad det faktisk er for problemer, der skal løses, for at bygge fred i et land som Sydsudan. Man misser en afgørende mulighed for at skabe bånd på tværs af fjendskaber, og man går glip af værdifuld viden om, hvad der skal til for at hele sårene og komme videre,” siger Alex Shoebridge, fredsekspert hos Oxfam IBIS.

Der så mange tårer

En af dem, der var med på kurset, og hvis digte er med i den nye antologi, er Theresa Nyalony Gatwang. Hun er spoken words poet og del af en gruppe politisk aktive kunstnere i Sydsudans hovedstad Juba. Hun bruger blandt andet sine digte til at pege på problemer, så folk bliver opmærksomme og kan gøre noget ved det.

”Musik og poesi taler til følelser på en anden måde end artikler og debatindlæg. Du kan sige meget med ganske få ord og lave tekster, som folk husker og gentager. På den måde kan budskaber rejse langt," siger Theresa Nyalony Gatwang. Hun fortæller om en sang, der blev udgivet sidste år i Sydsudan, med et stærkt beat og en kras kritik af regeringens økonomiske politik. Et budskab, som på grund af sangens popularitet endte med at blive hørt og diskuteret, helt i regeringens top.

Selv skriver Therese Nyalony Gatwang især om sine egne erfaringer og følelser og håber, at andre kan spejle sig i dem. Og måske føle sig mindre alene med deres tanker og ar.

”Der er så meget, vi ikke taler om i Sydsudan. Så mange traumer, folk bærer rundt på, så mange tårer, de græder, når ingen ser det. Jeg tror, at hvis vi deler vores historier, vil flere føle sig stærkere ved at se, hvordan andre lever med deres sorg eller overkommer deres problemer. Flere vil tale om tingene, tror jeg, og bede om det, de har brug for,” siger hun.

The Cessation of Life

Af Theresa Nyalony Gatwang

Today I am with Ruey, And before I know it, You have him captive.
You who does not have acquaintances,
You who is callous Dreadful
You who hands life jaildom Without trial.
You make a widow childless, Make a child orphan,
You Take away the only eye of a cripple.

Nyt mod

Mange af teksterne i den nye antologi handler om at have været i krig eller være barn af en krig. Og om at være datter, hustru og mor i familier, der er flyttet, splittet eller på andre måder farvet af årtiers konflikt. De handler om at leve uden en mand eller med en mand underlagt nogle kønsroller og omgivelsernes forventning til, hvordan man skal være for at være god nok.

”Det er en stærk dokumentation af kvindernes liv og tænkt som en reminder til dem, der tager beslutninger, om at inddrage kvinderne i arbejdet for at skabe udvikling og fred. Jeg håber, at historierne vil nå bredt ud og blive noget, som kvinder mange steder kan spejle sig i og måske finde nyt mod og håb i,” siger Alex Shoebridge.

Oxfam IBIS bidrager til fredsopbygning i Sydsudan ved at sikre uddannelse til krigens børn, beskytte udsatte befolkningsgrupper og støtte kvinder til at tage aktiv del i fredsprocessen og i genopbygningen af samfundet. Læs mere