Foto: Lotte Ærsøe

Af:

Malene Aadal Bo

Det Arabiske Forår bragte demokrati og frihed til Tunesien. Men økonomisk har revolutionen været en katastrofe og skabt en generation af fattige og modløse unge, som træffer desperate og nogle gange fatale valg i jagten på et bedre liv. I den lille by Jebiniana bruger en kvinde sit liv på at give de unge håbet igen.

”Det, vi oplever i Tunesien i disse år, er historisk. Revolution, frihed, demokrati. Men økonomien har fået et knæk, og især de unge har det svært,” siger Leila Ben-Gacem, der leder ngo’en Blue Fish og følger unge tuneseres hverdag og vilkår tæt. Status er, at landets unge mænd og kvinder lider under den tårnhøje arbejdsløshed og politiske usikkerhed, der er fulgt i kølvandet på de protester, der for snart syv år siden skabte store politiske forandringer i Tunesien.

Sådan hjælper Oxfam IBIS

  • Oxfam IBIS' støtte til de unge i Jebiniana er en del af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, som er finansieret af det danske udenrigsministerium. Det overordnede formål er at styrke demokratiske kræfter i Mellemøsten og Nordafrika og bidrage til en fredelig og økonomisk stabil region.
  • Oxfam IBIS støtter regionens unge i at bekæmpe fattigdom og diskrimination blandt andet ved at hjælpe dem til at komme i arbejde eller skabe deres egen indtægt.
  • Vi støtter også unge i at få indflydelse på deres liv og samfund og bakker op om organisationer, der kæmper for muligheder, frihed og lighed for udsatte grupper i Tunesien, Egypten, Jordan og Marokko.
  • I Jebiniana går støtten via ngo’en AFPF, som Naili Gomma etablerede i 2012, og som siden har gjort et stort stykke arbejde for at hjælpe udsatte unge til indflydelse og job og sætte dem i stand til at bekæmpe diskrimination, vold og fattigdom.
  • Mere på www.oxfamibis.dk/dapp eller www.dapp.dk

”De unge har ingen rollemodeller og ser kun lukkede døre. De kan ikke få øje på mulighederne og har ikke det store håb for fremtiden,” opsummerer Leila Ben-Gacem. Naili Gomma nikker. Hun er kvindesagsaktivist og stifter af en anden ngo, nemlig organisationen AFPF, som er baseret i Jebiniana – en lille by på Tunesiens østkyst, som sitrer i varmen, og hvor alt synes at have samme farve som sand.

Kun på kaffebarerne er der mennesker at se. Nogle taler lavmælt sammen, men især de unge synes at være løbet tør for noget at sige.
”De kan ikke finde job, og uden indtægt har de ingen værdi i samfundet. De unge kvinder kan ikke bestemme selv, men er underlagt de forældre eller den ægtemand, der forsørger dem. De unge mænd kan ikke gifte sig uden at have penge til at bygge et hus og forsørge den kommende familie. Uden indtægt er de ingenting,” opsummerer Naili Gomma.

Fanget i et liv, de aldrig ønskede sig

Hun er indigneret og ærgerlig på de unges vegne. Som lærer i den lokale skole kender hun kun alt for godt til unge piger, som er flygtet ind i et ægteskab og nu går derhjemme – med mad på bordet og tag over hovedet, men fanget i et liv, de aldrig ønskede sig. Hun kender også alt for godt familierne til de unge mænd, som tog chancen i en af de små både, der jævnligt stikker ud fra stranden ud for i Jebiniana med kurs mod Europa. Nogle klarer den. Alt for mange ligger nu på byens kirkegård.

Hver eneste skæbne plager Naili Gomma, som har sat sig for at punktere den håbløshed, der får byens unge til at træffe desperate valg.
”Jeg prøver at give dem muligheder. At hjælpe dem til at blive mennesker, som producerer noget og bidrager med noget. At hjælpe dem til at få den indtægt og den handlefrihed og selvbestemmelse, de så desperat længes efter,” siger Naili Gomma.

Med støtte fra Oxfam IBIS arrangerer hun korte, praktiske kurser for områdets unge mænd og især kvinder. I bagning, vævning, dekorationsmaling og syning. Hun sørger også for, at de lærer, hvordan man åbner og driver en lille virksomhed. Endnu vigtigere end de praktiske færdigheder, er det dog ifølge Naili Gomma at puste nyt mod og selvværd i de unge mennesker.

”Vi skal vise dem, at de kan en masse ting, og vi skal få dem til at føle, at de har værdi. Lykkes det, så ligger hele verden i deres hænder,” siger hun. Med flagrende gevandter bevæger Naili Gomma sig gennem de små værksteder i det hus, hun har indrettet til kursussted. Der er fyldt i værkstederne og på gangene, ligesom fremmødet plejer at være godt, når hun en gang imellem arrangerer foredrag og debataftener om eksempelvis ligestilling, demokrati, vold i hjemmet eller kvinders rettigheder. Emner, som hun synes, det er vigtigt for unge at kende til og danne sig en mening om.

For mange af de unge kvinder er det kun hos AFPF, de får mulighed for at diskutere disse ting. Faktisk er kurserne og foredragene ofte deres eneste legitime grund til at gå ud. Så når de ikke er hos AFPF, er de bare derhjemme.

De kommer for at få indhold i livet

”Vi giver de unge en helt konkret mulighed for at tjene nogle penge. Men de kommer her også i høj grad bare for at møde nogen, tale om noget og lære noget nyt,” siger et af stedets undervisere, Amina Fernich. Hun tilføjer: ”De kommer for at få indhold i et liv, som ellers synes tomt.”

En af eleverne, 24-årige Assia Chtidia, bekræfter Aminas ord: ”Før havde jeg ingenting, og jeg var helt idéforladt. Nu vågner jeg hver morgen og har noget, jeg gerne vil. Dag for dag bliver mine drømme større. Jeg begynder at tro på, at jeg kan få et godt liv her i Jebiniana.”

”jeg vil gerne leve lidt mere”

Houriya Chaieb er 20 år og bor med sine forældre på en gård uden for Jebiniana. Hendes far er netop vendt hjem efter at have arbejdet i Frankrig i mere end 30 år. Hun er elev hos AFPF og håber at åbne et lille bageri.

”Mange piger bliver født, går lidt i skole, bliver gift og er derefter bare derhjemme. Det liv ønsker jeg ikke. Jeg vil gerne leve lidt mere. Jeg vil gerne kunne gå ud, bevæge mig frit på gaden og besøge mine venner, uden at nogen blander sig," siger Houriya Chaieb.
"Det kan man, hvis man har sin egen forretning," tilføjer hun og fortæller videre: "Min plan er at gennemføre kurset hos AFPF og bruge det, jeg lærer, til at starte mit eget lille bageri.

Mine forældre vil gerne have, at jeg gør min skolegang færdig, men jeg har ikke lyst til at være afhængig af dem mere. Hvis jeg skal i skole igen, skal det være for mine egne penge. Så vil jeg læse til sygeplejerske.
Min bror kunne ikke finde arbejde og mistede modet. Han sejlede af sted en nat sidste år. Han klarede den og er i Europa. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde ser ham igen. Min anden bror tænker også på at tage af sted, men jeg vil ikke – jeg vil ikke risikere at dø på den måde. Jeg vil hellere blive her og se, om jeg kan finde en udvej."

I fem år var jeg bare hjemme”

Assia Chtidia er 24 år og bor med sine forældre i en lille landsby uden for Jebiniana. Hun er den yngste af tre søskende og skal giftes til sommer. Hun er elev på AFPFs sykursus.

”Jeg gik i skole, men dumpede til min eksamen og havde ikke lyst til at prøve igen. Jeg vidste ikke, hvad jeg så skulle, så i fem år var jeg bare derhjemme. Med tiden blev mine forældre ærgerlige over, at jeg gik der og ikke rigtig kom nogen vegne. Så de sagde ja med det samme, da jeg fandt på, at jeg ville lære at sy og måske åbne min egen lille forretning. Min far har lovet at købe en symaskine til mig, hvis jeg består, og min forlovede har lavet et ekstra rum i det hus, han er ved at bygge til os, så jeg kan arbejde hjemmefra, når vi en dag bliver gift. Vi har været forlovet i fem år, men han har ikke noget arbejde og har haft svært ved at finde penge til at bygge huset. Men nu har vi planlagt at blive gift til sommer.

Der er mange unge, der ikke kan få job. De mister håbet og taler om at rejse væk. Selv når de hører om venner, der dør på havet, så vil de stadig rejse. Min drøm er at få succes, her hvor jeg er. I begyndelsen, da jeg kom på sykurset, var jeg meget genert. Jeg talte ikke med nogen og havde ikke så meget, jeg kunne eller ville. Nu er det anderledes, og jeg føler nærmest, at jeg har sovet og nu er vågnet".

”Jeg vil trække vejret frit”

Rim Essaidi er 21 år og bor til leje i et lille hus med sin mor, far og to yngre brødre. Hendes mor er hjemmegående, og faren er daglejer. Rim er elev på AFPFs vævekursus.

"Min store passion er skuespil, især trageidier, og jeg har mange gange sneget mig ud for at spille teater i det lokale kulturcenter. Det har kostet en masse ballade med min far, som slår mig, hvis jeg går ud uden at have fået lov. Han er ret firkantet i sin tankegang. Min mor er mere moderne og støtter mig i at gøre det, jeg drømmer om. Lige nu tager jeg et kursus i vævning og drømmer om at blive så dygtig, at jeg kan leve af det.

Jeg forestiller mig, at jeg en dag har har et sted, hvor vi sidder mange kvinder sammen og væver. Hvor vi fortæller historier, drikker te og hører tunesisk musik, mens vi skaber smukke ting. Og tjener penge, så jeg kan kompensere for alle de år, hvor min familie ingenting har haft. Mange af mine venner tænker bare på at komme væk herfra, men jeg vil allerhelst blive. Det kræver, at jeg kan komme til at arbejde og tjene nogle penge. Jeg er nødt til at have min selvstændighed - føle, at jeg kan trække vejret frit. Selv hvis jeg en dag bliver gift med en rig mand, så ville jeg føle mig som en fugl i et bur, hvis jeg bare sad derhjemme.”

Kommentarer

Fast actions block