GODE ARGUMENTER: Hvorfor lige nu?

Med coronaen forsvandt det liv, vi kendte, på et splitsekund. Ude på den anden side er alt under forandring. Vi skal i gang med at bygge noget nyt og ukendt op. Og det er i disse måneder, det bliver afgjort, hvordan verden skal se ud de næste mange år. 

Corona-krisen har gjort det akut at få flere gode mennesker som medlemmer i Oxfam IBIS. For vi er en bevægelse, der er ambitiøs på verdens vegne. 

Det skal blive endnu bedre
Mange danskere går i disse uger rundt og håber, at verden snart bliver som før corona-krisen. Det lyder tillokkende, men husk lige tre måneder tilbage: Virkeligheden uden for vores trygge andedam er jo netop ikke, som den burde være. Millioner af børn går ikke i skole, voldsomme krige sender familier på flugt, og verdens fattigste får sjældent en chance for et bedre liv. 

Men der er et vindue åbent for forandring. Corona-krisen har fået mange til at gentænke deres hverdag: Skal jeg geare ned, spare tid ved at arbejde mere hjemme og købe færre nye ting? Coronakrisen har fået danskerne til at stå sammen som aldrig før: Unge køber ind for de ældre og vi er mere bevist om, at vores handlinger påvirker verden omkring os. 

Lad os brede den gode energi, kampånden og hjælpsomheden ud – ikke kun til danskerne, men hele verden. Men vi skal gøre det lige nu, hvor vi faktisk kan tro på, at verden kan blive endnu bedre.

For samtidig med at vi genovervejer vores hverdag, gør verdens ledere det samme på de store linjer. Kan økonomien blive mere grøn? Skal der investeres mere i det vigtige sundhedspersonale? De kan også i højere grad mærke, at verden er forbundet og vores handlinger har konsekvenser på tværs af grænser. 

Det kan også gå den anden vej
Der er også kræfter, der trækker i den modsatte retning. Som bare vil have dig til at blive en tilfreds forbruger, der ikke stiller for store krav til den verden, du lever i. Wall Street, rigmænd og magtfulde bankbosser krydser lige nu fingre for, at verden fortsætter ud ad det spor. Hvor taberne som sædvanlig bliver de almindelige mennesker i Yemen, Sydsudan og Guatemala. Eller Nakskov og Nordjylland, for den sags skyld. 

Lad os ikke gentage fortidens fejl, når vi om lidt går i gang med at genopbygge verden. Som efter finanskrisen, da vi holdt hånden under bankerne, aktionærerne og valutaspekulanterne – kun for at se dem storme derudaf bagefter og stikke milliarder til side, mens millioner af mennesker blev efterladt chanceløse tilbage i fattigdom. Lad os i stedet gribe muligheden nu til at forme et samfund og en økonomi for de 99 procent - ikke kun de rigeste. 

Vi er stærke, når vi er mange sammen. Derfor har vi brug så mange medlemmer som muligt, der vil en anden vej lige nu.

Bliv medlem