Gennembrud i krav om mere åbenhed i selskabers skattebetalinger

25. feb 2021

Efter næsten 5 års hårdknude bakker EU´s erhvervsministre endelig op om strammere regler for virksomheders skatteadfærd.

Simon Kollerup og et flertal af EU´s øvrige erhvervsministre har på et møde i dag besluttet, at man vil støtte et lovforslag, der stiller krav til mere åbenhed i multinationale selskabers regnskaber, så de offentligt skal fremlægge nøgletal såsom overskud og skattebetalinger for hvert land, de opererer i. 

En såkaldt offentlig land-for-land rapportering. Det kan for første gang give offentligheden indsigt i store selskabers brug af skattely og aggressiv skatteplanlægning. 

Oxfam IBIS ser dagens afgørelse som et gennembrud i et langvarigt arbejdet i kampen mod skattely. 

”Det er en skandale, at man har tilladt virksomheder at flytte milliarder i overskud i skattely uden for offentligheden så længe. Derfor er det et kæmpe gennembrud, at de europæiske regeringer endelig i dag har anerkendt borgernes ret til at vide, hvor de multinationale selskaber betaler skat,” siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

Dagens beslutning betyder, at den modstand, der tidligere har været i Ministerrådet mod offentlige skatterapporteringer, nu er ryddet af vejen, og Oxfam IBIS opfordrer medlemsstaterne, Parlamentet og Kommissionen til hurtigt at fortsætte det konkrete arbejde om mere åbenhed på selskabsskat. 

”Vi ved, at mere gennemsigtighed på skatteområdet er et vigtigt redskab i bekæmpelse af aggressiv skatteplanlægning og brug af skattely. Gennemsigtighed er afgørende for, at virksomheder kan stilles til ansvar, og at udviklingslandene ikke frarøves vigtige skatteindtægter, der kan investeres i stærkere sundhedssystemer, uddannelse og sociale sikkerhedsnet,” siger Kristian Weise. 

Skiftende danske regeringer har længe støttet EU-forslaget om mere åbenhed, og senest har regeringen krævet, at EU-forslaget skal omfatte flere selskaber og skabe åbenhed i alle lande, hvor de store selskaber opererer, og ikke kun indenfor EU. Det er afgørende, at det arbejde nu føres videre.

”Danmark har gjort åbenhed om multinationale selskabers skat til en mærkesag, og vi håber, at regeringen nu sætter alt ind på at få så ambitiøs en aftale som muligt,” siger Kristian Weise.

 

Kontakt:

Generalsekretær Kristian Weise, tlf.nr. 4177 4570 // Presserådgiver Heidi Joy Madsen, tlf.nr. 2019 4430

 

Noter:

I dag har et flertal af medlemsstater i EU støttet et forslag, der kræver, at multinationale selskaber offentliggør nøgletal om f.eks. omsætning, overskud og skat for de lande, som de er til stede i. 

EU Kommissionen udsendte i 2016 et udkast til direktivet til EU Parlamentet og Rådet efter den såkaldte LuxLeaks skatteskandale. EU Parlamentet videresendte forslaget til Rådets behandling i juli 2017, men her har det indtil nu mødt modstand mod at kunne blive viderebehandlet

Ifølge Oxfam og andre organisationers analyse er der dog flere svagheder i det kompromis, som Rådet er kommet frem til, herunder:

  • Kravet om offentliggørelse af nøgletal land-for-land gælder kun for de lande, som selskaberne har aktiviteter i indenfor EU, samt i lande på EU’s forfejlede skattelyliste.
  • Et smuthul som giver selskaber mulighed for at undlade at offentliggøre informationer, hvis de vurderes at være skadelige for deres konkurrenceevne. 
  • En høj omsætningsgrænse der gør, at kravet om åbenhed kun gælder for selskaber med en konsolideret omsætning på over 750 mio. euro. Det vil udelade 85 - 90 % af verdens multinationale selskaber ifølge OECD.

Den danske regering støtter et mere ambitiøst forslag, end Rådet foreløbigt har kunnet nå til enighed om. De kræver bl.a. ligesom EU Parlamentet, at åbenheden i regnskaberne bør gælde for alle verdens lande, og at omsætningsgrænsen sættes ned. 

Det estimeres, at Danmark årligt mister mere end 6 mia. kroner i selskabsskat pga. multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning. 

Ifølge konservative estimater mister verdens lande 245 mia. dollars årligt i selskabsskatteindtægter pga. multinationale selskabers aggressive skatteplanlægning og brug af skattely. Lavindkomstlandenes tab svarer til næsten 52 % af deres samlede sundhedsbudgetter. 

Danske selskaber og investorer støtter i stigende grad selv offentlig land-for-land rapportering. Bl.a. har Ørsted, Salling og Mærsk frivilligt valgt at fremlægge denne type information. Blandt 13 danske pensionskasser, som Oxfam IBIS har undersøgt, støtter et flertal også offentlig land-for-land rapportering, og flere kræver det af selskaber, som de ønsker at investere i.