Generalforsamling klar til første skridt mod Oxfam

08. sep 2014
Af
Hanne Selnæs

En levende debat, et stort fremmøde og en hemmelig afstemning førte til et markant flertal for at afprøve samarbejdet mellem IBIS og Oxfam på IBIS’ generalforsamling 6. september. Nu søger IBIS om observatørstatus i den indflydelsesrige og globale  Oxfam-familie.

Der blev hurtigt varmt i lokalet på første sal i Osramhuset på Nørrebro, hvor IBIS i år holdt generalforsamling. Det var ikke kun varmen udenfor på årets måske sidste sommerdag i starten af september, der fik temperaturen til at stige. Det var lige så meget emnets karakter og de rekordmange fremmødtes engagement i IBIS, der gav sved på panden, efterhånden som diskussionen om et IBIS medlemskab af Oxfam International skred frem.  

”Det har altid været IBIS’ mål at ændre de strukturer, der skaber fattigdom og ulighed, påvirke magthavere, kæmpe for medborgerskab, ansvarlighed og demokrati. Derfor har vi i styrelsen i det seneste år set på, hvordan vi i fremtiden bedst kan nå vores vision om en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. I styrelsen tror vi på, at svaret på det spørgsmål er Oxfam,” sådan indledte forkvinden Mette Müller debatten.

Siden 2000 har IBIS deltaget i et netværk af europæiske nødhjælps- og udviklingsorganisationer, Alliance 2015. Men efterhånden som tiden er gået, og 2015 er rykket nærmere, er begrænsninger og udfordringerne blevet mere tydelige for IBIS’ styrelse:
”Vi har skubbet meget på for at få mere samarbejde, men når vi ikke har samme politisk standpunkt og fælles fodslag, kan vi ikke nå længere ad den vej,” sagde Mette Müller, forkvinde i IBIS:
”Derfor har vi med jævne mellemrum været på jagt efter en stærkere alliance. Valget faldt på Oxfam, som vi deler både formål og værdier med, og er et godt match på de fleste områder.”

Efter en grundig undersøgelse af stort set alle aspekter af Oxfam, valgte styrelsen i august derfor at indstille til generalforsamlingen, at IBIS søger om observatørstatus, første skridt til et eventuelt medlemskab, i en af verdens største og mest indflydelsesrige nødhjælps- og udviklingsorganisationer, Oxfam International.
”Der er stadig en hel del, vi er usikre på, og som vi ikke kan komme nærmere. Derfor er det nu tid at komme ind i varmen som observatør, inden vi siger endegyldigt ja til et medlemskab,” argumenterede Mette Müller og tilføjede, at en observatørperiode er et privilegium og en tovejs-proces, hvor Oxfam også vurderer sin interesse i IBIS.

Livlig debat

I salen blandt de 120 aktive medlemmer, tidligere udsendte, nuværende ansatte, medlemmer af styrelsen og frivillige fra Aalborg, Aarhus og København, satte Mettes Müllers oplæggang i en livlig debat med  såvel kritiske kommentarer og begejstrede input som centrale  spørgsmål:
Hvilke kriterier skal ligge til grund for den endelige beslutning efter et års prøvetid og hvem skal opstille succeskriterierne? Hvad er umisteligt for IBIS? Hvad med hjerteblodet og identiteten? Hvad nu hvis vi ikke kan påvirke Oxfams syn på uddannelse? Er Oxfams strategi på højde med IBIS’, når det gælder partnerskaber? Hvad med bureaukratiet? Hvorfor er medlemmerne ikke blevet inddraget mere? Hvilken rolle kan medlemmer spille i fremtiden?  Hvad bliver der af demokratiet?

For mens der i salen var stor enighed om, at Oxfam med sine 17 medlemmer, og en tilstedeværelse i over 90 lande i verden, har en enorm styrke, når det gælder kampagner og politisk indflydelse,så handlede spørgsmålene fra  medlemmerne mest om, hvad Oxfam vil betyde for IBIS’ identitet, medlemmerne indflydelse på IBIS’ fremtidige arbejde og hvordan det fremtidige programarbejde ude i verden vil forme sig i Oxfam-familien.
”Vi kan nok ikke sætte en række helt faste succeskriterier op, som skal kunne krydses af, når observatørperioden er forbi. Det må blive en samlet vurdering af plusser og minusser, der afgør, om vi skal tage det næste skridt til fuldt medlemskab, når vi mødes i gen,” sagde Vagn Berthelsen, generalsekretær i IBIS.

Et succeskriterie var ifølge forkvinde Mette Müller dog ikke til diskussion:  ”At uddannelse kan ryge i IBIS er slet ikke på tegnebrættet. Det er vi alle enige om.”

Inden afstemningen, rundede Mette Müller diskussionen af med at love, at både medlemmer, som ansatte hjemme og ude, vil blive inddraget i den videre proces omkring de kriterier, IBIS skal arbejde med i tiden som observatør.
Af generalforsamlingens 101 stemmeberettigede stemte 74 medlemmer   for, at IBIS søger observatørstatus i Oxfam,  20 stemte imod og syv undlod at stemme

”Jeg er rigtig glad for, at et så klart flertal af medlemmerne valgte at følge styrelsens indstilling, ” sagde sagde forkvinde Mette Müller ovenpå afstemningen.
”For hvis vi for alvor skal påvirke den internationale politik, der afgør hverdagen for verdens fattigste mennesker, er Oxfam det helt rigtige sted for IBIS at søge indflydelse. Det bliver et  et spændende år.”