Frontkæmpere for retfærdighed

01. okt 2019
Af
Rikke Hovn Poulsen

Kan det være rigtigt, at straffen for at voldtage en pige skal være at gifte sig med hende? Det kan desværre ske, når sagen bliver afgjort i det traditionelle system frem for i retssystemet i Liberia. I samarbejde med politi og sygeplejersker kæmper vi for at få flere kvinder til at melde overgreb.

Der har stået en lampe ved siden af briksen på Amelia Vorkpors kontor lige så længe, hun kan huske. Men der har aldrig været råd til en pære. Så hver gang en kvinde eller en lille pige lægger sig op på briksen efter en voldtægt, må sygeplejersken tage sin mobiltelefon frem og foretage sine undersøgelser i lyset fra den.

Sådan er virkeligheden her i Zwedru, en by med omkring 25.000 indbyggere dybt inde i Liberias regnskov. Amelia Vorkpors job er at tage sig af alle de sager om voldtægt og vold mod kvinder og piger, der kommer ind på hospitalet.

Den slags overgreb er uhyggeligt almindelige i Liberia. Men der er overraskende få af ofrene, der kommer ind forbi hospitalet – i løbet af otte måneder i 2018 kom der kun 19 sager igennem systemet her.

”Vold mod kvinder findes overalt i Liberia. Men vi ser kun en brøkdel af sagerne på afdelingen. Ofrene er generte, og nogle gange tror de, det er deres egen skyld. Mit job er at hjælpe dem videre,” fortæller Amelia Vorkpor.

Der er ingen vinduer i hendes kontor – den eneste lyskilde er et neonrør, der spreder et koldt, blåt lys i lokalet. Hun forsøger at gøre det mindre skræmmende for de yngste patienter med bamser og legetøj. Det er svært, for sagerne er voldsomme og hospitalets ressourcer knappe. Men hun kæmper, for hun ved, at lige netop hun er med til at gøre en enorm forskel for kvinderne.

”Det bedste ved mit arbejde er, når jeg føler, at jeg giver god støtte til patienterne.De er dybt traumatiserede, men jeg kan hjælpe dem og give dem håb om, at ikke alt er tabt – at de kan opnå retfærdighed, og at de godt kan komme tilbage i samfundet igen, selv om det her er sket,” forklarer Amelia Vorkpor.

Desværre oplever hun ofte, at ofrene og deres pårørende ikke tør lægge sag an mod gerningsmændene. Ofte er det slægtninge eller naboer, der står bag, og især voldtægt er dybt tabubelagt. Familierne vælger i stedet at afgøre sagerne i det traditionelle system, hvor landsbyens ældste udmåler skyld og straf."

"Men når alle kender alle, og mænd som udgangspunkt har mere at skulle have sagt end kvinder, falder den slags sager kun sjældent ud til ofrenes fordel. En lille pige, der er blevet voldtaget af en onkel, kan risikere at blive tvunget til at gifte sig med ham. ”Det traditionelle system gør det ikke ordentligt. Det ender ofte med, at de samme kvinder kommer tilbage efter kort tid med nye skader. Det er meget frustrerende, og jeg bliver ked af det,” siger sygeplejerske Amelia Vorkpor.

Offentlige spydspidser

At føle sig set og hørt af mennesker som Amelia Vorkpor er noget af det vigtigste for de modige kvinder, der trods modstand vælger at gå til myndighederne efter overgreb. Det fortæller Annemette Danielsen, der leder Oxfam IBIS’ FLOW-program til bekæmpelse af vold mod kvinder i Liberia, Burundi og Guatemala. ”Overalt i verden har voldsofre brug for de samme ting: behandling, beskyttelse og retfærdighed. Det er afgørende for, at de kan hele og komme videre. Og alle de tre ting er offentlige ydelser,” siger Annemette Danielsen.

Derfor afholder Oxfam IBIS i tæt samarbejde med vores lokale partnerorganisationer FCI, NIPO og Respect kurser og individuel træning for sygeplejersker, socialrådgivere og politifolk i de to liberianske byer Zwedru og Greenville. Her underviser vi i rettigheder, procedurer og regler for, hvordan ofre for vold og voldtægt skal behandles. Og det virker: Flere sager bliver anmeldt, og flere fører til en dom. I 2018 kom der otte af den slags sager forretten i disse områder - i de første otte måneder af 2019 var tallet steget til 15.

”Selvfølgelig fungerer systemet ikke perfekt – vi kan jo ikke lave kulturen om fra den ene dag til den anden. Men udviklingen går den rigtige vej. Og de offentligt ansatte er blevet stærke allierede i kampen mod vold,” siger Annemette Danielsen.

Faglig stolthed hos politiet

At det lokale politi på den måde bliver tætte samarbejdspartnere, kan i nogles øjne virke kontroversielt. For som i mange andre fattige lande kæmper Liberias politi med et blakket ry – korruption og bestikkelse er langt fra ukendte størrelser blandt landets underbetalte betjente.

”Gennem det her program er vi med til at give politiet en faglig stolthed. Vi giver dem nogle konkrete redskaber, der løfter kvaliteten af deres arbejde. Og pludselig begynder de at se sig selv som vigtige – som nogen, der kan gøre en forskel i kampen mod vold. Det mærker folk lynhurtigt ude i lokalsamfundene, og tilliden til politiet vokser,” forklarer Annemette Danielsen.

Det kan de skriver under på på politistationen i Greenville. Her leder Anthony Kumeh den tre mand store afdeling for beskyttelse af kvinder og børn, der har til huse i et lille baghus bag politistationen – med vandskade i loftet og høns i baghaven. I alt har 50 politimænd fra amtet deltaget i træningen. Og det har gjort en forskel, mener Anthony Kumeh.

”Vi er meget glade for den træning, vi har fået fra Oxfams partnere. Vi har lært en masse nye ting, som vi ikke vidste før: Hvordan vi skal tale med ofre, undersøge gerningssteder og sørge for at indsamle beviser. For eksempel siger vi nu til ofrene,at de ikke må gå i bad, før vi kører dem på hospitalet,” forklarer han.

Politimanden er overbevist om, at der stadig er alt for mange sager om vold mod kvinder, der aldrig kommer frem i lyset. Men det går fremad, og han oplever, at flere kommer til politiet for at få hjælp, både når det handler om voldtægt, overfald, prostitution og andre former for udnyttelse.

”Vold mod kvinder findes overalt i Liberia, der er ingen grænser. Men det bliver først en sag, når det bliver rapporteret,” understreger politimanden.