Fremtiden brænder for Amazonas' folk

17. sep 2019
Af
Lise Josefsen Hermann

De voldsomme skovbrande i Bolivia er en tragisk følge af regeringens politik om at skaffe mere jord til landbruget. Men de smadrer livet for de mennesker, der altid har levet i og med skoven.

Her lugter stadig af røg. Jorden er sort og hvid af aske overalt. Der ligger træstammer, der er fuldstændigt brændte og sorte som kul. Her udenfor landsbyen Consuelo i området Chiquitania bor Maria del Carmen Roca (33), der er mor til tre.

Hun sad og hvilede sig efter af have spist frokost en torsdag i begyndelsen af august, da hun opdagede røgen. “Der var gået ild i én af græsmarkerne. Vi kunne ikke gøre noget. Det blæste voldsomt, og der var en stærk varme. Ilden tog fat i skoven”. 

Efter to uger var ialt 1.400 hektarer skov brændt, hvor landsbyen normalt bedriver bæredygtig skovdrift.

Uden naturen er vi ingenting

De lokale myndigheder har desperat forsøgt at bekæmpe ilden med ekstremt beskedne midler. Rygsække med vandtanke med 20 liter, macheter, river og plastikspande. Men efter en lang periode med voldsom tørke er mange af områdets floder tørret ud, så der har ikke engang været vand til at fylde vandtankene. Mange frivillige brandmænd har meldt sig i området, og militæret har været sat ind. Indtil videre er fire brandmænd døde i kampen mod flammerne.

Ronald Picolomini Tacaó (40) er én af brandmændene, som har været på ekstremt hårdt arbejde med at slukke skovbrande i Chiquitania i over en måned nu.

”Det var som helvede på jord. Forestil dig, at der er flammer overalt, ild overalt, røg og desperate mennesker, der råber, beder om vand og farer rundt. Det gav mig lyst til at græde,” fortæller han.

Brandmanden får tårer i øjnene, når han tænker tilbage på den seneste måneds begivenheder: ”Man føler sig magtesløs, men vi er nødt til at blive ved med at kæmpe for at redde så meget som muligt af naturen og menneskelivet, ” forklarer han.

Ronald bliver følelsesladet, når han taler om skovens betydning: ”Chiquitano-skoven er vores liv – den er vores børns fremtid! Dét, der sker lige nu, er meget smertefuldt. Det er jo vores liv! Ikke kun for mig og min familie, men for alle mennesker på jorden. For uden naturen er vi ingenting.”

Lourdes Montero er arbejder for Oxfam i Bolivia. Vi besøger sammen nogle af de berørte områder I Chiquitania. Hver gang vi kommer til en ny landsby, spørger hun detaljeret de lokale ledere om omfanget af skaderne, drikkevand, afgrøder, levebrød, skovområde og hvor mange familier, der er berørte af situationen.  

“I den første fase lavede vi en slags diagnose over situationen, over hvordan befolkningen er påvirket for at se, hvordan Oxfam på bedste og mest effektive vis kunne hjælpe. skovbrandene er ikke en decideret humanitær katastrofe, som dem vi normalt arbejder med i Oxfam - men derimod en miljøkatastrofe. Den sætter lokalbefolkningens fremtidige levebrød i fare,” forklarer Lourdes Montero.

Efterfølgende planlægger Oxfam IBIS at støtte de berørte områder med rent drikkevand, for næste fase kan ellers byde på mange sygdomme. 

“Dernæst skal vi kigge på at sikre befolkningens afgrøder og støtte dem i at sikre føde til deres dyr. Og på længere sigt handler det om at genplante nogle af de mange tabte skovområder. Genetablere den natur, som folk lever i,” siger Lourdes Montero fra Oxfam i Bolivia.

Chiquitania i Bolivia er et stort område af såkaldt tørskov, som grænser op til Amazonas. Ifølge den nyeste rapport fra delstaten Santa Cruz er der brændt to millioner hektar alene i den delstat - i hele Bolivia regner man med, at knap tre millioner hektar er væk. Det er mere end halvdelen af hele Danmarks areal. En stor del af områderne er beskyttede områder og indianske territorier. For eksempel det store beskyttede område, Ñembu Guasu, hvor oprindelige folk lever i frivillig isolation - her er over 300.000 hektar brændt ned til grunden.

Livsfarligt at være miljøforkæmper

Tilbage til Maria del Carmen Roca og hendes landsbys forkullede skov. Hun tilhører det indianske Chiquitano-folk, og de oprindelige folk har et særligt forhold til skoven. De har små-skala landbrug til eget forbrug, hvor de dyrker ris, majs og bananer.

Asociationen MINGA organiserer 36 indianske landsbyer i San Ignacio-provinsen i Chiquitania. Organisationens præsident Diego Lino Olivares fortæller, at der er stor forskel på verdenssynet mellem tilflyttere fra andre dele af Bolivia og de oprindelige Chiquitano-folk:

“Vi har en idé om at passe på skoven og kun have små marker. Bo i fred og ro i harmoni med skoven. Men på det seneste har regeringen givet jord til mennesker fra andre dele af landet. De tænker anderledes, på at rydde store områder og lave storskala-landbrug. Vi oplever en stor trussel med udvidelsen af landbrugsgrænsen og for eksempel dyrkning af soya i stor skala”, siger Diego Lino Olivares.

I takt med at skovrydningen og brandene sker med rekordfart her i Bolivia og i nabolandene Peru og Brasilien, bliver det sværere at kæmpe imod: Latinamerika er den farligste verdensdel at være miljøforkæmper i. Ifølge en rapport fra organisationen Global Wittness, blev 164 miljøforkæmpere dræbt i 2018 - mere end halvdelen af dem fra Latinamerika.

Tilbage til Bolivia. Diego og Maria del Carmen går rundt mellem de brændte stammer fra branden. Den indianske kvinde er vokset op i området.

“Det er virkelig trist at se. Vi bør plante træer igen. Skoven er en del af livet her,” siger hun.

På den anden side beskriver de to Chiquitanos dilemmaet mellem naturbevarelse og økonomisk udvikling: “Det letteste for os vil være, at rydde området, hvor træerne er brændt, og i stedet så afgrøder, for eksempel soya. Vi ved godt, at det måske ikke er det bedste for naturen, for miljøet. Men vi skal jo leve af noget”, siger Maria del Carmen Roca.

Landbrug frem for skov

Skovbrandene er blevet voldsomt politiseret – både internationalt, i Brasilien og i Bolivia. Skiftende regeringer har i de seneste mange år arbejdet for at udvide landbrugslandet. I juli udsendte Bolivias præsident Evo Morales således et dekret, der tillod at rydde og brænde områder helt op til 20 hektarer. Før var det tilladte 5 hektarer. På samme måde har Brasiliens præsident Jair Bolsonaro også udtalt, at han går ind for udvikling i Amazonas: Landbrug frem for bevarelse af skoven.

Præsidentdekretet og skovbrandene i Bolivia sker desuden midt i valgkampen. Til oktober er der præsidentvalg, hvor Evo Morales genopstiller. Morales’ modstandere bruger brandene mod præsidenten. Men samtidig går samtlige præsidentkandidater ind for en udvidelse af landbrugsarealerne i landet.

Morales derimod har svaret igen, at brandene skyldes klimaforandringer, voldsom tørke og stærke vinde. Det har netop været en strategi fra regeringens side at udvide eksporten af soya, biodiesel og svinekød var planlagt til at være omdrejningspunkt for økonomisk udvikling i Bolivia, som er blandt de fattigste lande i Sydamerika.

Et clash mellem verdenssyn

Amazonas er under konstant forandring. De seneste årtier har der været stor migration til området. Langt størstedelen af Amazonas’ nu over 30 millioner indbyggere er tilflyttere uden speciel tilknytning til naturen, men derimod visioner om at udvikle området med landbrug - helt i tråd med politikernes ønsker. Det skaber et clash mellem to verdensyn - mellem forskellige former for udnyttelse af- eller tilknytning til naturen.

Brandene og afskovningen i Amazonas er en naturlig konsekvens af tilfytningen til Amazonas. Og de oprindelige folk, der kun tæller omkring 2,5 millioner, har en hård kamp for sig, når de forsøger at forsvare skoven, deres territorium og levebrød mod tilflyttere og stærke økonomiske kræfter bag for eksempel landbrugsindustrien.

Både Diego og Maria del Carmen virker oprigtigt indstillede på at genplante og bevare skoven. Men de har brug for hjælp, siger de, og foreslår en model a la den, som Ecuadors tidligere præsident Correa foreslog i forhold til olieudvinding i nationalåparken Yasuni i den ecuadorianske del af Amazonas: At nogle udefrakommende, for eksempel europæiske lande, skulle betale for at lade olien blive i jorden. Eller i tilfældet med Chiquitania: At institutioner eller andre lande betaler lokalbefolkningen for at passe på skoven i stedet for at rydde den for at omlække til landbrug.

“Vi vil med glæde passe på skoven, hvis nogen vil hjælpe med at betale os for at gøre det”, siger Maria del Carmen Roca.

6. september underskrev Amazonas-landene Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru, Brasilien, Surinam og Fransk Guyana den såkaldte Leticia-aftale, som blandt andet handler om fælles koordinering af katastrofeberedskabet, øget satellitovervågning, genopbygning af skoven samt at give de oprindelige folk en mere central rolle i en bæredygtig udvikling. 

Efter besøget i resterne af Chiquitano-folkenes skov, ankommer vi sidst på dagen til provinshovedstaden San Ignacio de Velasco. Solen er knaldorange, som den har været det her i de seneste dage.

“Solen bliver trist af røgen,” lyder Diego Lino Olivares tørre kommentar. Et smukt og på samme tid sørgeligt syn. En påmindelse om de op imod tre millioner hektar, der er brændt i Chiquitania.

 

Skovbrande i Bolivia

  • I Bolivia er der indtil videre registreret, at omkring 2-3 millioner hektarer er brændt.
  • Det er først og fremmest i området Chiquitania i delstaten Santa Cruz, men der har også været skovbrande i for eksempel den bolivianske del af Amazonas.
  • I Chiquitania bor de oprindelige folk Ayoreos og Chiquitanos
  • I 2010 var der ifølge NGOen Fundación Amigos de la Naturaleza (FAN) registreret 10 millioner hektarer brændt af
  • 20. oktober er der præsidentvalg I Bolivia, hvor nuværende præsident Evo Morales genopstiller. Hvis ikke han får minimum 50 % af stemmerne, er der 2. valgrunde 15. december.
  • I Brasilien har det nationale rumfartsagentur registreret 72.000 brande mellem januar og august. Halvdelen af dem i Amazonas. Det er en stigning på 84 % i forhold til samme periode sidste år.