Forside / Nyheder / Frederiksberg Kommune vil sortliste advokatfirmaet Bech-Bruun
Artikel

Frederiksberg Kommune vil sortliste advokatfirmaet Bech-Bruun

15.06.2020

money-brand-product-cash-currency-euro-864705-pxherecom-1.jpg

Hvis staten får medhold i, at advokatfirmaet Bech-Bruun kan holdes erstatningsansvarlig for fusk med refusion af udbytteskat, skal Frederiksberg Kommune droppe et hvert samarbejde med dem. Sådan lyder et forslag, som kommunens økonomiudvalg skal tage stilling til i dag den 15. juni. Oxfam Danmark roser kommunen for at gå foran som skattelyfri kommune.

I efteråret besluttede Frederiksberg Kommune at sløjfe deres samarbejde med Danske Bank, hvis banken blev kendt skyldig i hvidvask. Nu er der forslag om, at advokatfirmaet Bech-Bruun også skal på den sorte liste. Det sker, efter skattestyrelsen har rejst erstatningssag mod firmaet for at rådgive om ulovlig refusion af udbytteskat.

Frederiksberg Kommune skrev i 2018 som en af landets første kommuner under på Oxfam Danmarks charter for Skattelyfri Kommune. Kommunen forpligtede sig dermed til at arbejde aktivt for at stoppe samarbejdet med virksomheder, som spekulerer i at flytte penge i skattely. Det er denne aftale, der har fået kommunen til at varsle stop for samarbejdet med Danske Bank. Og nu muligvis også Bech-Bruun.

 

- Med underskriften har vi forpligtet os til at stille krav til vores samarbejdspartnere om en høj skatte-etik. Virksomheder, som dømmes for hvidvask og skattely-relaterede lovbrud, bør derfor ikke kunne tjene penge på at sælge ydelser til kommunen. Så enkelt er det, og det burde gælde alle kommuner, siger David Zepernick, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Frederiksberg Kommune for De Radikale og står bag begge forslag.

 

Hos Oxfam Danmark roser generalsekretær Kristian Weise forslaget:

 

- Det er forbilledligt, at Frederiksberg Kommune tager initiativ til at droppe samarbejdspartnere med rod i skattemoralen. Det er hensigten med underskriften for det skattelyfri charter, at kommunerne i højere grad skal medvirke i kampen mod skattely og skattefusk, og det sker netop ved konsekvent at sige nej til uetisk skatte-adfærd, siger Kristian Weise.

 

Baggrund:

Beslutningsforslaget, som kommunalbestyrelsen på Frederiksberg skal tage stilling til:

Frederiksberg Kommune vil, som konsekvens af kommunens tiltræden af charter for Skattelyfri Kommune, afvikle og blackliste ethvert samarbejde med advokatfirmaet Bech-Bruun, såfremt firmaet kendes skyldig i den af Skattestyrelsen netop anlagte erstatningssag vedr. Bech-Bruuns medvirken som rådgiver i sagskomplekset vedr. ulovlig udbetalt udbytteskat.

Læs mere om Oxfam Danmarks charter for Skattelyfri Kommune