Forside / Nyheder / Første skoledag som 12-årig
Artikel

Første skoledag som 12-årig

09.01.2017

Yaw H-Gbapoan sidder i skolen med sine klassekammerater.
Yaw H-Gbapoan sidder i skolen med sine klassekammerater.
Foto : Bertil Suadicani

Ligesom tusindvis af andre børn i landområderne havde 12‑årige Yaw H-Gbapoan opgivet drømmen om at komme i skole. Et særligt forløb har nu hjulpet ham i gang

Før lignede dagene i Yaws liv hinanden til forveksling: Han stod op. Spiste. Dyrkede marken. Gik i seng. Næste dag ville blive magen til – forhåbentlig var der også noget at spise der.

12-årige Yaw kommer fra en fattig bondefamilie i det nordlige Ghana. Hans familie lever fra hånden til munden af en lille jordlod på størrelse med en udvidet dansk køkkenhave, der bliver mere og mere udpint, som årene går. Sådan har menneskene i området levet i generationer. Men Yaws liv har ændret sig.

For nylig tog han et vigtigt skridt mod en lysere fremtid. Med hjertet helt oppe i halsen satte han for første gang sine fødder i et klasseværelse.

En stor succes

Egentlig var Yaw blevet for gammel til at starte i skole. Men nu er han blevet optaget i en CBE-klasse – et nimåneders crash - kursus, hvor han får en særlig intensiv undervisning specielt tilrettelagt for større børn som ham. Forhåbentlig kan han her nå at indhente alt det, hans jævnaldrende har lært, og springe direkte ind i tredje eller fjerde klasse, når kurset er slut.

Oxfam Danmark har i årevis arbejdet med det supplerende skoleforløb for fattige ghanesiske børn fra landområderne, der ellers aldrig ville have sat deres ben i en skole. I 2015 begyndte 6.009 børn i en CBE-klasse – og hele 97 procent af dem gennemførte.

Succesen har været så iøjne faldende, at myndighederne nu er i gang med at overtage konceptet i 21 distrikter. Målet er, at 200.000 børn skal gennemføre det ni måneder lange kursus i perioden 2012-2018. Det er Yaws drøm at fortsætte skolen, når kurset er slut – og han har grund til at være optimistisk.

93 procent af eleverne fortsætter i en almindelig folkeskole bagefter.